Menneskets uudslettelige stamme-tendenser

Juraprofessor ved Yale Law School, Amy Chua, blev berømt som ”tigermoderen”, hvis strikte opdragelse af sine børn (og bog derom) har vakt ramaskrig i en følsom tidsalder. Mindre opmærksomhed har hendes bøger om etniske gruppers stadige betydning i den moderne verden sært nok fået. Først World on Fire: How Exporting Free Market Democracy Breeds Ethnic Hatred and Global Instability (2002), og dernæst The Triple Package: How Three Unlikely Traits Explain the Rise and Fall of Cultural Groups in America (2014), der forudsigeligt førte til racismeanklager, skønt allerede en overfladisk læsning om denne bog om forskellige gruppers succes vil få én til at indse, at de anklager er malplacerede. Chuas seneste bog Political Tribes: Group Instinct and the Fate of Nations (2018) blev oversat til dansk som Politiske stammer, grupper og udkanter. Om nationernes sammenhængskraft (2020).

Sidstnævnte bog fik ikke den store omtale i Danmark, således bagatelliserede Berlingskes anmeldelse den som primært relevant for specielt amerikansk interesserede. Det er dog en stor misforståelse. Chua påpeger stringent, hvordan multietniske samfund overalt i verden støder ind i problemer, når samfundskagen skal deles. Særlig dramatisk er det i nyere tid blevet i udviklingslande, hvor en dygtig (ofte indvandret) minoritet sidder på rigdommen, hvilket bliver blodigt, når der efter vestligt pres indføres demokrati, og et forarmet flertal får magt til et opgør.

Men Chua påpeger, at det grundlæggende er samme mekanismer, der udspilles i USA, og nok vil tilspidses, efterhånden som de hvide bliver i mindretal. Det sætter hun med rette i kontrast til Europa, der er etniske nationer. Det ville ifølge hende føles sært, som parallel til USA, i generationer at tale om indvandrere i europæiske lande som fx ”irsk-franskmænd”. Mærkeligt nok har hun ikke rigtig fået med, at europæere for længst har indført bindestregsidentiteten her over for de permanent distinkte grupper fra ulandene.

Dette påpeges dog af Michael Böss i hans forord til den danske udgave af Chuas bog. Böss fastslår, at vi også i Danmark oplever en ”tribalisering”, men tilføjer mainstream-agtig snak om vor ”nødvendige tilvænning til indvandring fra lande med en anden kultur” og at ”forny det folkelige fællesskab” under hensyntagen til en stadig mere blandet befolkning. Det er, som om hele den tunge historiske lære, Chua dokumenterer, preller af som vand på en gås. Lande med mange generationers multikultur ender igen og igen i katastrofer, men af en eller anden anden grund tror mange danske typisk indbildsk, at det nok skal lykkes os bedre.

Det forekommer mig at være endog en forværrende omstændighed i nutidens Vesteuropa, at der kommer så anderledes etniske grupper hertil, så mange og så hurtigt, og de får tildelt alle rettigheder hurtigere, end andre minoriteter har fået det tidligere. Chua citerer Israel Zangwills berømte ord om den amerikanske smeltedigel: ”Amerika er Guds egen smeltedigel, den kæmpegryde hvor alle Europas racer smeltes ned og genstøbes!” Ja, det var netop ”alle Europas racer”, altså globalt set forholdsvis allerede én race, og genstøbningen skete under hårdt arbejde gennem generationer, ikke drevet igennem på få år i en velfærdsstat.

Det er også den utålmodige introduktion af ”vestlige værdier”, demokrati og markedsøkonomi, der igen og igen får vestlige korstog i ulande til at slå fejl. For tiden ynder man at sige, at Vesten og særlig USA tit har gjort ”det samme”, som Rusland nu gør i Ukraine, men der er dog den væsentlige forskel, at de fleste steder, Vesten har blandet sig, har de indfødte selv hærget mest. Men det er ikke overraskende, når man forsøger uden videre at implementere møjsommeligt tilkæmpede vestlige forhold i helt uforberedte multikulti-heksekedler. Men hjemme er man i Vesten altså i gang med det samme, bare i modsat retning: Gode samfund gøres til en uregerlig multikulturel/etnisk suppedas. Og konflikterne både i ulandene og hjemme tolker Vestens ”elite” stadig næsten udelukkende i økonomiske begreber, blinde over for de etniske gordiske knuder.

Chuas bog er fyldt med ildevarslende dokumentation om multikulti-samfunds forfærdeligheder, der netop udspringer af noget generelt mennesket iboende. Men denne gruppeadfærd ignoreres af en moderne vestlig synsmåde, der kun ser individer. Sigende er en undersøgelse blandt arabiske gymnasieelever i Israel, der fik beskrevet fiktive begivenheder, hvor enten arabiske eller jødiske børn døde i uheld. 64% af de adspurgte udtrykte sorg over arabiske børns død, kun 5% over jødiske. Tværtimod var næsten 70% ”glade” eller ”meget glade” over jødiske børns død. Et markant tilfælde af den generelle menneskelige præference for egen gruppe, men trods alt kun gradsforskelligt fra normen, og i tilspidsede konfliktsituationer bliver det bare normen.

En bemærkelsesværdig lære af Chuas indsigter er det også, at det over tid hverken er rart at være privilegeret minoritet eller fattig majoritet i et multikulti-samfund. Hun beretter om mordet på sin tante, af det rige kinesiske segment i Filippinerne, begået af en blandt tantens tjenestefolk af had og hævn mod landets rige kinesere. (Det etnisk filippinske politi gør også kun meget lidt ved forbrydelser mod den misundte kinesiske penge-elite). I Europa kan vi måske umiddelbart være glade for, at det er et mellemøstligt proletariat, der er indvandret her, ikke en fjernøstlig, ny elite, der mere subtilt end muslimer ville blive de ledende. Men med tiden kan europæerne med den aktuelle befolkningsudskiftning så blive ”privilegerede” minoriteter i egne lande og imødese undertrykkelse fra det indvandrede flertal i demokratiets navn. Humlen er, at på et eller andet tidspunkt bliver de fleste grupper i multietniske samfund ofre. Både dygtige og udygtige grupper kan have ”fortjent” deres status, men det er politisk ligegyldigt i en tid, der har alles ligeværdighed som mantra og vil gennemføre idealet hurtigt, med det gode eller det onde.

Skønt selv etnisk kineser har Chua stor forståelse for europæiske amerikaneres frygt for fremtiden og manges frustration i nutiden, hvor et meget stort segment af hvide er ladt tilbage uden at være politisk interessante, mens mere eksotiske minoriteter forkæles af mainstream. Dette forhold gav næring til Donald Trumps fremgang. Chua er dog ikke trumpist, men ser en fremtid for USA i en mindre polemisk, mere forsonende politik på tværs af ”stammerne”. Spørgsmålet er dog, hvor stort belæg for optimisme, historien giver til et sådant projekt. Men USA sidder fast i suppedasen fra sin opståen. Læren for Europa må være i videst muligt omfang at undgå udviklingen af lignende stammesamfund. Endnu er afvikling af de senere års islamisering og befolkningsudskiftning mere realistisk end at få succes på dét grundlag.

2 Kommentarer på "Menneskets uudslettelige stamme-tendenser"

  1. Danmark og det vest-/nordlige Europa er måske ikke endt som den smeltedigel(Guds) USA så gerne vil betegne sig selv som værende. Jeg føler dog ofte med harme, og har reelt set gjort det i nogle år nu, at jeg bor i en kæmpestor imaginær affaldscontainer for alle mulige obskure, mystiske, lavintelligente etniciteter bliver dumpet ned i og som i den grad udnytter alle de internationale konventioner af en eller anden grad, så de opnår opholdsstatus i ‘vores’ lille ellers førhen så harmoniske land.
    Og ja, der er selvf. etniciteter, kulturer og indvandrere fra nogle civilisationer der helt konkret set klarer sig betydeligt bedre end andre som f.eks. mennesker fra MENA-landene, som jo overvejende er muslimske. Det afstedkommer dog ikke det reelle faktum at Ghettoficeringen af Danmark, og slet ikke kun i fysisk henseende, men også i mere kulturel og social henseende bare buldrer derud af og efterhånden har segregeret vores lille ørige i en grad, så skaden nærmest allerede nu fremstår som uoprettelig. Jeg har slet ikke ord for, og skal nok skåne dette forums læsere for, hvor meget det harmer og opildner mig, at dette har kunnet lade sig gøre via en håbløst ført indvandrings-/asylpolitik af skruppelløse politiske tågehoveder. Disse ser det som sit ‘fineste’ ærinde at skulle redde hele verden, idet alle skulle være ‘lige-værd’ i deres optik og idealistisk set multikulti-suppedas verden hvori alt det usmageligt grimme får overtaget og kvæler det oprindeligt ægte.
    Der er kun en ting der er sikker hvis ud(af)viklingen fortsætter som den ser ud til, det er at den så ‘fine’ hensigt med sammenhængskraften afstedkommer det diametralt modsatte dvs. frastødningskraft – repulsion. Masseimport af kulturer fra den mørke middelalder fører absolut kun til en eksplosiv sammenblanding af totalt uforenlige ladninger af kolliderende værdisæt, der vil udslukke hinanden.
    Vores massemedier vil ikke give borgerne den indsigt i at de store problemer jo netop udspring af noget menneskeligt iboende idealistisk eller af gruppe/storfamilie/klan kulturen og disses afledte adfærd.
    En ting virker mere og mere sandsynligt: De etniske hvide danskere kommer i minoriteter flere og flere steder i Danmark i løbet af en ikke så fjern fremtid. Terrifying !

  2. Jeg forstår ikke at Amy Chua har givet tilladelse til at en så tydeligvis ukvalificeret mand skal kunne skrive et forord i denne bog. Men det må jo åbenbart være tilfældet?..

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.