Den 19. århundredes store samfundsstrid om ”det sociale spørgsmål” eller arbejderbevægelsen har i dag, hvad opmærksomhed angår, en parallel i striden om indvandringen (der dog også i høj grad er et socialt spørgsmål). I forlængelse heraf kalder kampen også på den samme type store mennesker, som møder beslægtede udfordringer. Blandt Georg Brandes’ mange fremragende biografier er den om stifteren af det tyske socialdemokrati, Ferdinand Lassalle (1825-64), måske den bedste, og det er fristende herudfra at sammenligne Lassalles dramatiske liv og kamp med Rasmus Paludans.

”En Lysbringer var han og en Flammebringer; en Lysbringer, fripostig og trodsig som Lucifer selv, en Fakkelbærer, der gerne stillede sig selv i fuld Belysning ved Skæret af den Fakkel, hvormed han bragte Klarhed,” karakteriserer Brandes Lassalle. Denne udviste ”en ubeskrivelig Dristighed i alle Angreb,” understøttet af ”en urokkelig jernhaard Fasthed i ethvert Forsvar. Sprog og Stil er en Type for sig.” Hans sind var på én gang ”Aandsnærværelse, Frækhed, Dumdristighed, Uforskammethed og Uforfærdethed.” Brandes forventede ved studiet af Lassalle ikke, at denne var populær i Tysklands højere klasser, idet han kæmpede ”næsten ene med en hel Presse imod sig,” men en ”endnu saa levende Misstemning mod den Døde var mig uventet.”

Den unge Lassalle skrev i sin dagbog: ”Hvorfor skal netop jeg blive Martyr? Dog, hvis Enhver talte saadan, naar vilde der da opstaa Kæmper?” Således må enhver dissident jo spørge sig selv. Han havde ifølge Brandes en ”Virksomhedstrang, der søgte Modstand og kun levede og aandede i Opposition”. En tysk digter sagde om Lassalle: ”Han saa ud som lutter Trods, men paa hans Pande laa en saadan Handlekraft, at det ikke vilde have undret En, om han havde erobret sig en Trone.” Noget andet typisk ved disse kraftfulde personligheder: ”Han hører ikke til de Mænd, der aldrig har været Børn; han hører til dem, der bestandigt bevarer noget Barnligt.”

Allerede da Lassalle var i starten af 20’erne, skønt ikke professionel jurist, ledte han selv 46 retssager på vegne af en ældre grevinde, hvis mand havde ydmyget både ham og hende. Selv kom Lassalle til at tilbringe i alt to år i fængsel. I stadig stigende grad måtte han se sig ”bagvasket og lagt for Had overalt, havde aarelang Fængsling i Udsigt, levede forfulgt af Øvrighed og Presse og modtoges med Lunkenhed af største Delen af dem, han vilde hjælpe og hvem han ofrede sin Ro.” Men man så hos Lassalle en ”Stolthed, der aldrig giver tabt eller bukker under, nøje sammenslynget med en uimodstaaelig Trang til at tage Ros og Artigheder til Indtægt”. Han fandt sig ikke i noget og vidste også at forsvare sig fysisk: Da en mand, han lå i strid med, sammen med en kammerat overfaldt ham i nærheden af Brandenburger Thor, ”pryglede Lassalle alene begge Herrer i den Grad sønder og sammen, at de opgav deres krigeriske Lyster.”

Grundspørgsmålet for Lassalle var ifølge Brandes forholdet mellem magt og ret, hvilket også kan siges at være roden til den aktuelle nationale strid. Han gennemskuede samfundets virkelige magtforhold, der snarere end de skrevne love bestemmer samfundets retstilstand. Lassalle var ifølge Brandes ”en af de største Mestre, der har levet,” hvad angår at bestemme kendsgerninger og give dem deres rette benævnelse. At se, hvor tyngdepunktet i de politiske magtforhold ligger, er den første betingelse for at kunne gribe ind. Ligesom også Paludan jo har fundet magtens svage punkter. Brandes beskriver mht. Lassalle også Paludans metode, nemlig at det sikreste middel til at overvinde magten altid vil være ”Opklaringen af, at den i Formen anerkender hvad den i virkeligheden forfølger. Hvad det gælder om er at undergrave den paa de Punkter, hvor den synes Aandsmagt.” I dag er det jo hykleriet om ”liberalt demokrati” kontra stadig mere kriminalisering af dissidenter.

Man genkender også Paludan i fremfærden: Fælles for alle Lassalles forsvarstaler var ”Opdyngen af Vidnesbyrd med Hensyn til et enkelt med den højeste Energi fastholdt Stridspunkt, den anklagende Holdning, den fra Forsvar hurtigt til Angreb overgaaende Taktik og den gennemgaaende Paavisning af hvor slet Anklageakten er begrundet.” Endskønt han blev angrebet ”fra alle Sider, i tusind Blade, blev hvert Ord, han skrev og sagde, Kampord.” Hån og spot, ”dagligt gentagne Udbrud af Had og overstrømmende Foragt” var hans lod. Men han så sig selv, som han var, ”med sine store Evner og Egenskaber, med sine i Reglen ikke afskrækkende Fejl, og han glemte, hvilket Vrængbillede af ham der var i Omløb i Pressen og i Folkemunde, hvilken Dynge af Uhumskheder hans Modstandere havde læsset over paa hans Navn.”

Brandes skildrer i sin biografi udfordringen for enhver fører af en begyndende opposition: ”Man kan faa Tropper til at gaa i Ilden ved at love dem Italiens rige Sletteland som Bytte – men hvorledes skal man faa sine Tilhængere til at gaa paa, naar Alt hvad man foreløbig og for uoverskuelig Tid med Sikkerhed og Sandhed kan love dem er Omverdenens Forfølgelse og Had, Tab af Penge og Anseelse, lidenskabelig Udskældning i Aviser og tusind Hindringer for deres Fremtidsudsigter, hvis disse ikke øjeblikkelig forspildes!” Lassalle udgav mange lærde og mere politiske skrifter samt et drama, hvis hovedperson afspejler forfatterens mentalitet og forklarer, at han trods alt orkede: ”Vi skylder vort Liv til hine store Formaal, i hvis Værksted Slægterne sendes hen som Arbejdere. Jeg har gjort hvad jeg har kunnet og føler mig fri og let, som en, der redeligt har betalt, hvad han skyldte.”

Lassalle døde som knap 40-årig i en duel om en kvinde, på en måde en skæbne helt løsrevet fra hans livsværk, men dog i overensstemmelse med hans lidenskabelige og eventyrlige gang gennem verden. Han anede, at hans tid under alle omstændigheder var kort, da han holdt sin sidste tale, hvor han udtrykte håbet: ”Gid, hvis jeg gaar til Grunde, en Hævner og Efterfølger maa opstaa af mine Ben! Gid denne vældige og nationale Kulturbevægelse ikke maa gaa til Grunde med min Person, men den Ildebrand, jeg har antændt, gribe videre og videre om sig, saalænge endnu en Eneste af Eder aander! Lov mig det og ræk Jer højre Haand i Vejret som Tegn herpaa!”

Mens man sandelig må håbe på et meget længere levned for Rasmus Paludan, må man også håbe på en lignende udbredelse af hans politiske værk, som Lassalles sag oplevede. Begge sager er deres respektive tidsaldres nok største, reelle problemer, som naturligt i historien kræver en løsning. Som alle store dissidenter kan både Lassalle og Paludan kritiseres, der er ingen historiske skikkelser uden brister, men den overmenneskeligt vanskelige udfordring, deres hverv kræver, ville uhyre få kunne klare, så måske kritikken burde være mere skønsom. Ligheder er der nok af i både deres personligheder, sager og situation, og det må sluttelig understreges, at de begge trods den markante dissident-rolle også er deres epokers strengt demokratisk sindede bud på en løsning af tidens skæbneproblemer. På den ene side af dem de etablerede magthavere, på den anden totalitære konkurrenter, parate til at overtage, hvis de fejler. Sovjetstaten blev alternativet til Lassalles løsning, hvem tør tænke på en verden med nederlag for Rasmus Paludans sag?