Den radikale bøsse Simon Emil Ammitzbøll (nu heteroseksuel fhv. Liberal Alliance-minister med efternavnet Ammitzbøll-Bille) har skrevet en bog, hvor han udstiller sig selv og alle andre.
Første gang – en af de ganske få gange – jeg mødte Simon Emil Ammitzbøll-Bille (dengang uden “-Bille”) var, da jeg som 15-årig deltog i julefrokosten hos Radikal Ungdom Frederiksborg Amt i 1997.
Jeg var medlem ganske få måneder, da jeg på Helsingør Gymnasium var “hvervet” af Jonathan Nielsen, som var den daværende formand for Radikal Ungdom Frederiksborg Amt. Det var dengang, der fandtes amter. Amtsborgmesteren i amtet hed Lars Løkke Rasmussen. Jonathan Nielsen blev senere særlig rådgiver (“spindoktor”) for Simon Emil, men hvor de kender hinanden fra, står der intet om i bogen.
Jeg mener at huske, at julefrokosten, som havde cirka 8 deltagere, foregik i et trøstesløst lokale i Kvistgård, men det fortaber sig faktisk i tågerne, så måske Humlebæk?
Denne ene gang fremstod den da 20-årige Simon Emil forholdsvist sympatisk, men når ret skal komme til ret, så var jeg nok forholdsvis nem at imponere som 15-årig gymnasieelev i 1.g.
Lige i begyndelsen af 00’erne var anden gang, jeg mødte ham. Da var han dirigent på den generalforsamling, hvor jeg blev valgt for et enkelt år som medlem af bestyrelsen i Radikal Ungdom København – og ikke, som det påstås i pressen til hovedbestyrelsen i RU. Den har jeg heldigvis aldrig været medlem af.
Jeg syntes ikke, at de få år havde ældet ham med ynde, men kunne observere, at han var uhyre populær: en stjerne blandt de ungradikale.
Et par år senere deltog han i realityprogrammet FC Zulu, fordi det på den tid var en hurtig genvej til som politikerspire at blive kendt fra tv. Det samme trick benyttede Morten Messerschmidt sig af, da han deltog i Big Brother sammen med blandt andre Moses Hansen, den berømte vækkelsesprædikant.
Manden uden kvaliteter
Jeg fik sandt for dyden ikke et specielt godt billede af Simon Emil ved at se hans optræden i FC Zulu – og på baggrund af hans udtalelser til pressen i årenes løb må jeg nok erklære mig enig med salig Søren Krarup i hans karakteristik af Simon Emil som værende så tømt for både dannelse og viden, at det slet ikke ville give nogen mening for pastor Krarup at have nogen form for debat med Simon Emil i Folketinget, hvor de begge var medlemmer i en tid.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke er nysgerrig på, hvad han skriver, så da hans biografi Insider blev udgivet, er det da en anmeldelse værd. Især, fordi de vedrører den periode fra 2016 til 2019, hvor jeg selv blev politisk aktiv for alvor med stiftelsen af Stram Kurs den 15. juli 2017. Hvor ville jeg dog have ønsket, at min og pastor Krarups opfattelse af Simon Emil blev bragt til skamme i bogen. Det skete desværre ikke.
Jeg blev modnet politisk betydeligt langsommere end Simon Emil. Han fandt tydeligvis allerede meget tidligt ud af, at han var pladderhumanist, og det blev han så ved med at være hele sit liv, selvom han brugte forskellige partier til at forsøge at føre sin ideologi ud i livet.
Imidlertid er jeg efter læsning af hans selvbiografi “Insider: Fire år med Løkke” i tvivl om, hvorvidt det er helt retfærdigt at påstå, at Simon Emils ideologi er pladderhumanisme. Mere rimeligt at dømme efter bogens indhold ville være den konklusion, at Simon Emil ikke har og aldrig har haft nogen ideologi overhovedet. Der står ikke rigtigt noget om, hvad han brænder for. Hverken politisk eller menneskeligt. Det er alt sammen intriger.
Bogen indeholder en forholdsvist kronologisk gennemgang af Simon Emils oplevelse fra folketingsvalget 2015 til folketingsvalget 2019.
Næsten hele bogen er faktuelle beskrivelser af begivenheder, herunder møder, konferencer, forhandlinger osv., som Simon Emil deltog i som henholdsvis folketingsmedlem og minister for Liberal Alliance.
Der er næsten ingen beskrivelse af hans privatliv. Udover, at han har hunde, som han ofte går tur med. Han kører i dyre biler og ejer en Porsche. Han spiser også ofte dyr og fin mad; på andres regning.
Det faktum, at han var åbent erklæret bøsse indtil sin ægtefælles død i 2016 berøres stort set ikke. Det forhold var ellers hele grundlaget for hans politiske karriere i Det Radikale Venstre, hvor man kun for alvor kan komme frem uden talent, hvis man enten er perker eller homoseksuel. Eller ubegavet.
At han få år senere ikke længere er åbent erklæret bøsse, men nu er åbent erklæret heteroseksuel (eller hvad?), der bliver gift med en kvinde og får to børn, bliver heller ikke rigtigt behandlet. Det nævnes i få sætninger.
Jeg synes ellers, at denne seksuelle forvandling kunne være en hel bog værd i sig selv. Det Radikale Venstres mantra er, at seksuel orientering og seksualitet ikke er noget, man vælger: det er noget man bliver født med. Nu har et af deres mangeårige folketingsmedlemmer lige bevist det modsatte! Men i sin egen bog kommer han ikke med en eneste refleksion over dette.
I det hele taget formår forfatteren ikke rigtigt at give læseren noget indtryk af forfatterens personlighed overhovedet. Udover, at han ofte får angst og ikke kan klare presset som politiker og minister. Det bliver dog ved de fysiske beskrivelser af, at han ikke kan klare presset. Heller ikke dette forekommer særligt unikt, da Folketinget efterhånden mest består af såkaldte mænd, der i tide og utide går på sygeorlov, fordi de synes presset er for stort. Jakob Mark (SF) og Alex Dominique Vanopslagh (født i Frankrig) kan nævnes som bare to andre eksempler.
Bogen indeholder ingen redegørelse for, hvad Simon Emil gør ved sine symptomer på nervøst sammenbrud. Der er ingen redegørelse for, hvilke politiske visioner Simon Emil har – udover, at han vil have lavere skat og masser af rettigheder til islam. En af hans få refleksioner, som får en enkelt sætning, er, at Danmark måske går ind i en periode på 500 år, hvor islam er Danmarks religion. Det synes ikke at bekymre ham. Han viser bl.a. sin manglende viden om islam og udlændingeret (og sin ligegyldige indstilling til samme), når han i bogen skriver et forkert navn på Udrejsecenter Kærshovedgård (omtalt som “Kærholmgård” på side 263).
Sit arbejde som økonomi- og indenrigsminister får han til at lyde så monotont og kedeligt, at det for de fleste formentlig ville have større livskraft at blive bedemand resten af livet.
Efter bogen efterlades jeg derfor med det indtryk af Simon Emil, at han er manden uden kvaliteter, selvom jeg dermed ikke nødvendigvis henviser til hovedpersonen Ulrich i forfatteren Robert Musils roman Manden uden kvaliteter. For matematikeren Ulrich i den roman har rent faktisk kvaliteter.
Alle politikere i bogen er ekstremt usympatiske
Hvad bogen mangler i en menneskeliggørelse af forfatteren, giver den til gengæld i overflod, når det komme til en beskrivelse af politiske processer og politikere i Danmark 2015-2019.
Kort fortalt, så er Dansk Folkeparti de onde og Kristian Thulesen Dahl er allermest ond. I hvert fald ifølge Simon Emil, som vist også synes, at konservative Rasmus Jarlov er ret ond. Liberal Alliances egen Henrik Dahl er vist også ret ond, fordi han har islam på hjernen. Det sidste er ekstremt morsomt, fordi jeg selv finder, at Henrik Dahls islamkritik bare er proforma, da han aldrig sætter handling bag sine ord. Men for en pladderhumanist(?) som Simon Emil, så er selv spil for galleriet alt for meget, hvis spillet indeholder kritik af islam.
Imidlertid er det svært at se nogen person i bogen, som ikke fremstår ekstremt usympatisk!
Lars Løkke Rasmussen beskrives som en ekstremt usympatisk jævnt begavet frådende alkoholisk ædedolk, der vil have magten for enhver pris. Her er det dog vigtigt at være ærlig og sige, at det ikke kun er ud fra denne bog, at man får det indtryk af Lars Løkke. Den beskrivelse findes mange steder.
Anders Samuelsen fremstår svag, vægelsindet og kvindagtig. Det samme gør Simon Emil selv.
Faktisk er det ganske få folketingsmedlemmer, der fremstilles med positive adjektiver og nærmest alle i Liberal Alliances egen gruppe fremstår usympatiske ud fra forfatterens beskrivelser. Da Simon Emil heller ikke rigtigt formår at menneskeliggøre sig selv, så lykkes det ham at fremstille sig selv rent usympatisk også.
Marianne Jelved nævnes meget lidt, men hun må være den, der fremstår mindst usympatisk. En anden, der ikke beskrives som usympatisk er mig selv. Men jeg nævnes så altså også kun en enkelt gang, og det kun i forbindelse med, at Simon Emil er harm over, at jeg og andre fra Stram Kurs er på Hotel D’Angleterre på Kgs. Nytorv på valgaftenen den 5. juni 2019, mens han samtidig hænger ud i Lars Seier Christensens suite på samme hotel.
Levebrødspolitikeren, der snød de dumme LA-vælgere i København noget så grusomt
Bogen slutter lige ved valget 2019, så fortællingen om, hvordan Simon Emil snød Liberal Alliances vælgere i Københavns Storkreds er udeladt. Som bekendt, så meldte han sig ud af partiet få måneder efter valget og inkasserede herefter folketingsgage i hele valgperioden uden at arbejde som folketingsmedlem.
Bogen er bestemt læseværdig, hvis man er interesseret i VLAK-regeringens interne processer og gerne vil have bekræftet, at det er åbenlyst sandt, når danskere anser, at politikere i Danmark har ekstremt dårlig moral. Eller slet ingen moral.
Insider: Fire år med Løkke
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dansk
270 sider
Udgivelsesdato: 21-02-2023
ISBN 139788775930241
Forlag: People’s Press
At se disse typer fortælle om sig selv og deres politikerliv, med alle de dagsordner og den gennemsyrende, underliggende nedladende holdning, de har til befolkningens evne til at tænke selv- er lidt fascinerende. Men først og fremmest afskyvækkende. Disse mennesker tror oprigtigt på at befolkningen ikke har evnen til overhovedet at kunne eksistere og “leve på den rigtige og bæredygtige måde”, hvis ikke det var for dem; politikerne, der jo åbenbart på deres side, mere og mere ser sig selv- alle som en- som ikke bare forbilleder længere, men permanente og nødvendige folkeopdragere; personer, der er sat på jorden, for at opdrage og regere over os andre, samt lære og belære os om hvordan vi skal opføre os i alle livets situationer og hvad vi må- og især ikke må. En stilling som politiker fungerer tilsyneladende mere og mere bare som et befolkningskontrolsarbejde, hvor befolkningen, uanset hvem de stemmer på, ikke på nogen måde kan få hverken indflydelse eller en gennemførelse, bare halv eller kvart, af de partiprogrammer, som de har stemt for, når de har stemt på et parti eller en person. Sådan var det mere eller mindre i forvejen. Men den nyeste- og langt mere skræmmende udvikling- er at politikerne i forskellige lande, også Danmark, efterhånden bare arbejder i en slags viceværtsstilling, hvor alle er enige om næsten alt, fordi overstatslige interesseorganisationer af forskellig slags har fået så uforholdsmæssigt stor magt at beslutningsprocessen i realiteten ligger hos nogle få mennesker i disse internationale organisationer og ikke længere i de enkelte lande; opposition til det gældende narrativ er forbudt og Grundlov og befolkningens rettigheder de facto ikke eksisterer mere, hverken ytringsfrihed eller andre frihedsrettigheder, ej heller reel indflydelse. Ikke engang indflydelse på eget liv, som man med al tydelighed har set det under Covidia-undtagelsestilstanden.
I lyset af denne dystopiske nutid- og med disse ligeledes dystopiske fremtidsudsigter, har vi brug for at høre at der eksisterer en opposition og et alternativ til det samfund, der mere og mere lægges op til at man mener, vi skal tvinges til at leve under i fremtiden.
Hvad med en NYTÅRSTALE fra enten Neerup Buhl eller Paludan (eller begge!) her på siden, hvor de to Stram Kurs-ledere, på Frihedens Stemme, lægger visionerne om et friere Danmark frem? For visionerne er der jo. Vi har brug for at høre om en positiv vision, frem for at læse om de nuværende ledende kredses og politikeres dystopiske og mareridtsagtige tanker og planer. De mennesker er ganske enkelt, og undskyld min direkte tale her, ikke til at holde ud at hverken se eller høre på. Personligt følger jeg overhovedet ikke længere med i hvad de ledende politikere siger eller gør mere- det er som et skuespil, der følger et manuskript, der er skrevet på forhånd, og som de følger indtil de dør. Det udspiller sig 100% forudsigeligt hver dag og det kører på repeat, som et Groundhog Day-mareridt.
Vi- alle danskere- har brug for at høre helt anderledes og langt mere positive toner, om den fremtid, vi kan få, hvis vi stopper med at følge de nuværende ledende kredses dystopiske mareridtsplaner.
Så jeg foreslår en nytårstale- eller flere- her på siden fra både partiformand og næstformand i Stram Kurs. Og jeg håber på at mindst én af dem bliver en feelgood-nytårstale, der kan få troen på fremtiden tilbage hos ikke kun de faste læsere her, men alle, der tilfældigvis snubler over Frihedens Stemmes eksistens og kommer til at læse talen/talerne.
Håber at forslaget falder i god jord. Under alle omstændigheder vil jeg ønske alle her et godt nytår.