En dissidents beretning

Torsdag var jeg i Retten i Aalborg. Sagen omfattede fire anklagepunkter – krænkelse af gravfreden (ved at have publiceret et foto af terrorofret Samuel Paty), brud på et navneforbud (ved at have nævnt terroristen Aya Al-Mansi fra Islamisk Stat på et tidspunkt, hvor der var navneforbud), en anklage for at have taget et foto i Retten i Aalborg i 2021 i forbindelse med en sag, hvor jeg blev pure frifundet, og en anklage for at have blufærdighedskrænket journalist Aminata Amanda Corr fra Berlingske ved at have fremsendt et foto af min tissemand iført briller til hende som en replik til en klumme, hvor Aminata Corr blandt andet skrev om den ringe størrelse på min tissemand. Her følger mit referat af begivenhederne i retten.

60 dages betinget fængsel, 80 timers samfundstjeneste, en bøde på 25.000 kroner for brud på et navneforbud. Og jeg skal betale sagens omkostninger.

Frikendt for at have taget et foto i Retten i Aalborg. Frikendt for at have blufærdighedskrænket journalist Aminata Corr fra Berlingske.

Bortset fra de to punkter, hvor jeg blev frikendt, valgte retten stort set at følge anklageren.

Jeg synes, at det er en hård dom.

Som det alvorligste punkt blev jeg dømt for at have postet et foto af det franske terroroffer Samuel Paty i forbindelse med en artikel på Frihedens Stemme.

Normalt er det kun de pårørende, der kan anmelde folk for at bringe billeder, der kan være til gene for den afdøde. I dette tilfælde er jeg (og Kim Møller fra Uriasposten i en stort set identisk sag, som han skal i retten med til efteråret), som jeg forstår det, blevet anmeldt af et medlem af Det Radikale Venstre. Vi er altså blevet anmeldt af en person, hvis eneste interesse i sagerne er, at han er politisk uenig med os.

Retten valgte at tilsidesætte dette og dømme mig, som om jeg var blevet anmeldt af en pårørende til Samuel Paty. Den har jeg svært ved at sluge.

Retten tillagde det heller ingen betydning, at fotoet af Samuel Paty var blevet bragt på et medie. Publiceringen af fotoet af Samuel Paty blev stort set ligestillet med folks deling af “Marokko-videoen” (den video, hvor man ser Louisa Vesterager Jespersen få skåret hovedet af, mens hun kalder på sin mor) – selvom mit billede indgik i en journalistisk sammenhæng – mens de dømte i sagerne om deling af videoen fra Marokko delte videoen på Facebook for “underholdningens” skyld. 60 dages betinget fængsel til mig (og 80 timers samfundstjeneste). 90 dages betinget fængsel til de, der har delt Marokko-videoen.

Jeg er lamslået over, at retten ikke har tillagt det nogen (formildende) betydning, at billedet af Samuel Paty er offentliggjort på et medie tilmeldt Pressenævnet i forbindelse med en artikel skrevet af en uddannet journalist.

Der er i øvrigt det principielle i sagen, at det efter gårsdagens afgørelse i praksis er domstolene, der afgør, hvad uafhængige journalister kan publicere. Det er okay at vise nogle afdøde i medierne (lig i Ukraine, et lille barnelig på en strand i Grækenland i forbindelse med migrantstrømmen i 2015 osv.), mens det er strafbart at vise ofre for islamisk terror. Præcedens vil nu blive, at nationalsindede / uafhængige journalister bliver dømt, hvis de for eksempel dokumenterer terror. Mens statsmedierne fortsat kan svælge i lig, død og ødelæggelse, der understøtter deres og magthavernes dagsorden.

I forbindelse med mit brud på navneforbuddet. Jeg nævnte terroristen Aya Al-Mansi ‘s navn (navneforbuddet er nu ophævet, da Aya Al-Mansi er blevet dømt) på et tidspunkt, hvor der åbenbart var navneforbud, fremførte min forsvarer i retten, at jeg ingen grund havde til at tro, at der var navneforbud i sagen, da Dagbladet Information har en artikel liggende på nettet, hvori navneforbuddet er overtrådt otte gange. En artikel jeg i høj grad baserede min research på.

Også andre medier som Berlingske og TV 2 har efter min vurdering brudt navneforbuddet i sagen. Så det er ret tydeligt, at Retten i Glostrup, der udstedte det pågældende navneforbud i sin tid, og politiet INTET har gjort for at opretholde navneforbuddet. Men i stedet for at gå efter Information, Berlingske og TV 2 har politiet valgt udelukkende at gå efter mig i forbindelse med brud på navneforbuddet i Aya Al-Mansi-sagen. Jeg har svært ved at se retfærdigheden i det. Det handler vist mere om, at man har benyttet sig af muligheden for at tromle den lille mand, mens de store fisk er gået fri, hvad brud på navneforbuddet angår.


Retten i Aalborg valgte ikke at tillægge det nogen som helst betydning, at jeg havde handlet i god tro.

De eneste lyspunkter ved gårsdagens retssag var, at jeg blev frikendt for at have taget et foto i Retten i Aalborg i forbindelse med en sag sidste år, hvor jeg blev pure frikendt. Vagt i Retten i Aalborg – Lars Simoni – fik dermed ikke held med sit forsøg på at chikanere mig.

Lars Simoni – vagt ved Byretten i Aalborg – poserer på Linkedin.

Desuden fandt retten det ikke bevist, at journalist Aminata Amanda Corr fra Berlingske var blevet blufærdighedskrænket, selvom hun ellers leverede en rystende performance under sin vidneforklaring, hvor det godt nok ikke lykkedes hende at klemme en tåre frem. Men hun formåede at illustrere sit ubehag ved at være i nærheden af mig med en påtaget rysten, mens hun afgav forklaring i vidneskranken. Denne rysten, der i praksis kun omfattende hendes fyldige venstre underarm, blev ifølge Corr fremkaldt af, at hun frygtede, hvad jeg “kunne finde på”.

Corrs opvisning faldt på stengrund, og retten valgte at frikende mig for at have blufærdighedskrænket hende. Og hun måtte på den baggrund naturligvis også vinke farvel til de 5000 kroner, hun i sidste øjeblik krævede af mig i tortgodtgørelse for at have modtaget det pågældende foto.

Det var trods alt noget på en trist dag. En trist dag. Ikke bare for mig. Men også for ytringsfrihedens fremtidige vilkår og retssikkerheden.

(Jeg har udbedt mig betænkningstid med hensyn til at anke dommen)

Retten i Aalborg, hvor jeg efterhånden har tilbragt en del tid.

Se også Dissident og billedkunstner Dan Park udsmykker området omkring Malmö Moskén – Islamic Centers Församling 

Læs også Danmarks dyreste hækkeklipper

Læs desuden Berlingskes kulturjournalist Aminata Amanda Corr anmelder billedkunstner for blufærdighedskrænkelse

2 Kommentarer på "En dissidents beretning"

  1. Det er reelt set længe siden at mennesker, der ikke er en del af det socialistiske meningsfællesskab her i landet, mistede deres rettigheder.
    Som også meget tydeligt demonstreret i den seneste antigrundlovs-aftale mellem politikerne på venstrefløjen, hvor en grundlovsbrydende og -destruerende statsminister (jeg kalder hende helst juntaleder, for det er mere korrekt) og hendes meningsfæller dækker ind for hinanden i deres meningsfællesskab om at afskaffe Grundloven.
    Det samme er tilfældet alle mulige steder; selvfølgelig også indenfor dommerstanden. Her har man forlængst vedtaget at Grundloven er ligegyldig. Man følger sin egen mening og kalder de domme, man ukorrekt fælder over andre efter eget forgodtbefindende, for “præcedens”. Og her i landet er “præcedens” ligestillet med Grundloven. Eller rettere når der er faldet tilpas mange domme, der ikke er i overensstemmelse med Grundloven, så er det efterhånden kun præcedens, der gælder. Grundloven er derfor de facto forlængst sendt på pension.
    Jeg skal ikke her umiddelbart kunne vurdere om en appel til en højere retsinstans i Uwes sag vil være gavnligt.
    Jeg synes dog at kunne konstatere at der er en tendens til at jo højere op i retssystemet, man appellerer, jo større synes sandsynligheden at være for at loven bliver fulgt, i forhold til laverestående dommerinstansers generelle tendens til ikke at følge loven, men deres egen politiske holdning.
    Men med de nuværende forhold her i landet og med den voldsomme og landsdækkende hetz mod nationalt- og frihedsorienterede mennesker in mente, så kan man godt have sine tvivl om hvorvidt det er muligt at opnå en retfærdig dom i denne sag, uanset hvor højt op, man tager den.

    Med baggrund i den nuværende hetz kan jeg godt forstå, hvis mange ligesindede er fortrukket til deres egen dagligstue og holder sig langt væk fra den offentlige debat.

    På det område er Uwe en helt i kampen for ytringsfrihedens redning. Han bliver ved og er blevet ved igennem mange år. Det er særdeles modigt, for som man ser i disse år, så er risikoen for enten at blive udsat for voldsom politisk forfølgelse eller ligefrem forsøgt myrdet af en af “fredens religion”s tilhængere, eller af en hjernevasket islamofil eller venstreekstremistisk landsmand efterhånden klart til at tage og føle på.

  2. Et profeti.!
    Straffe hæderlige og fædrelandskærlig menneske kan Retten.
    Men retten bliver straffet, for ikke at kunne se det røde lys.

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.