Nu svælger pressen i nye sager om danskeres dårlige opførsel over for personer med fremmed baggrund. Der kommer sikkert flere nu, hvor der fiskes. Nogle sager vil virke mistænkelige, andre klart urimelige over for den ene eller den anden part. Selv hvis under én ud af hver 10.000 dansker en sjælden gang opfører sig urimeligt over for en fremmed, vil der hver dag i medierne kunne være en ny sag. Så galt er det langtfra, men langt mindre kan også gøre det for at oppiske en stemning og male et billede, der giver anledning til et stadig mere undertrykkende, politisk korrekt samfund.

Thi der skal jo en ganske totalitær politik til for overhovedet at gøre noget ved, at (som oftest) med rette vrede, marginaliserede og oversete danskere eksploderer i en eller anden irriterende hverdagssituation med en fremmed. Og at strafbelægge dem fjerner jo klart ikke vreden, tværtimod. Desuden må man jo påpege, at årsagen til, at fremmede overhovedet er i stand til at dokumentere møder med uhøflige danskere er, at de ikke har fået stjålet eller smadret deres mobil og er blevet banket sønder og sammen, som det så ofte er tilfældet, når aggressionen kommer fra den fremmede part.

Indvandringskritikere er ikke skyldige i de stadig flere konflikter i det stadig mere ”farverige” samfund. Sammenhængen er en ret universel erfaring og netop dét, vi altid har advaret imod. Logikken at gøre indvandrings- og islamkritik til konfliktårsag vil starte en spiral af fortielser og stadig flere konflikter i en uimodsagt udvikling. Fordi man troede, at ”tonen”, som er sært identisk med saglig rodbehandling af problemerne, er selve problemet i stedet for masseindvandring og islam som konkrete realiteter.

Hosstående omslag er fra en bog udgivet af Oxford University Press med et klart budskab om de uløselige dilemmaer, multietniske stater står overfor: I meget ulige multietniske samfund er der kun få voldelige konflikter, fordi den ene part mangler ressourcer og muligheder for voldelig ageren. Men et sådant samfund ønsker jo ingen. I multietniske samfund, hvor grupperne er mere lige, er voldelig konflikt også langt mere sandsynlig, med tilspidset konkurrence om magt og ressourcer samt reel mulighed for begge parter at udøve vold. Det ideelle alternativ, et ”mangfoldigt” samfund der består af ”kun individer” uden gruppeidentitet og i konfliktfri skøn samdrægtighed, er for pjattet at overveje i en akademisk bog, thi et sådant samfund har kun eksisteret på vestlige politikeres tegnebræt.