I anledning af afdøde Poul Vinther Jensens 75-årsdag, som jeg nævnte her for et par dage siden, er det også på sin plads at ihukomme hans indsats som Den Danske Forenings mødeorganisator. I foreningens første år i slutningen af 80’erne udviste han i denne gerning en (næsten) paludansk ihærdighed. Historien om denne aktivitet viser, at ”udviklingen” ikke er gået fremad, hvad angår de frie meningsvilkår i Danmark.

Mange undrer sig jo i dag over, at Stram Kurs vælger at holde tale på gaden og ikke i mødelokaler og forsamlingshuse…

De mange tror, vi lever i et demokrati med lige ret for alle. Forholdene er dog stadig (i bedste fald) præcis som for over 30 år siden, da Poul Vinther oplevede tre aflyste aftaler om logi til et møde i Den Danske Forening (se artiklen ovenfor).

Mødedeltagerne endte så ude hos en venligsindet præst, men den slags findes nok ikke engang for nutidens dissidenter. Poul indså også, at et gademøde, foran rådhuset, var det mest passende sted at vise sin protest.

En nutidig klage er også, at det har været dyrt at beskytte Rasmus Paludan. Ja, men den forfejlede grundpræmis er, at det er hans “provokationer”, som har gjort beskyttelsen nødvendig. Det er hans politiske holdning, som har gjort beskyttelsen nødvendig. Beviset er jo ikke mindst den behandling, som Den Danske Forening, hvis møder mest var tørre akademikere, der talte for pensionister, blev udsat for i mange år. På disse møder blev der ikke brugt (skønt nok så berettigede) skældsord eller brændt koraner, og dog måtte der oftest et massivt politiopbud til for at forhindre angreb på deltagerne.

Så Paludans konkrete opførsel er bare et sølle påskud til at sætte spørgsmålstegn ved beskyttelsen af ham. Den pæne tilgang er skam forsøgt og udløste samme reaktion, om det så var fra rødnazister eller koranfascister. Faktisk bistået af myndighederne, så snart der var den mindste, krakilske grund til at stille mødearrangementet forhindringer i vejen.

Det er ganske enkelt standpunktet (om at danskerne bør være herrer i eget hus), der ikke tolereres, i hvilken form det end præsenteres, så derfor er beskyttelsen af dets talsmænd demokratiets kerneopgave. Hvordan talsmændene i øvrigt fører sig frem, er (inden for lovens rammer) sagen uvedkommende.