En fælles dagsorden?

Torsdag den 27. februar 2020 overværede jeg Trykkefrihedsselskabets møde om Generation Identitær. Først og fremmest mindedes jeg, at det næsten på dato var 30-årsdagen for mit første møde under indvandringskritikkens faner. Det var med Den Danske Forening 1. marts 1990, i Vartov, som var de lokaler, Generation Identitær var blevet udelukket fra efter “antifascistiske” trusler i januar, hvorfor mødet nu blev holdt på Christiansborg.

Alene dét forhold viser, hvor lidt der er sket på 30 år, eller rettere er udviklingen gået baglæns også for ytringsfriheden, for Den Danske Forening kunne altså godt holde møde i Vartov, trods chikane. Men på flere måder er det kun gået værre de sidste 30 år. Flere muslimer i landet, og intet politisk gennembrud imod dette. Der holdes stadig kun møder med Tordenskjolds Soldater, hvor de velkendte sandheder gentages.

I torsdags var det dog opløftende, at der trods alt var tale om nye, unge aktivister med originale aktioner. Men så alligevel mest nedtrykkende, fordi der også blandt de tilstedeværende nationalsindede i vid udstrækning blev fokuseret på det angiveligt odiøse “etnonationale” aspekt i Generation Identitærs holdning, som tydeligvis gør det svært for fx Dansk Folkeparti at samarbejde, fordi man i dette parti står for en ren sindelagsnationalisme.

Hvad angår det etnonationale, var det dog indtil for få generationer siden simpelthen identisk med det nationale. Også indvandringskritikkens pionerer, såsom Churchill og Enoch Powell, så de etniske forhold i USA som det primære skræmmebillede for de europæiske nationalstater. Her er der så nu til heksebryggen blevet tilsat en militant “religion” og meget fremmede kulturer i hastig vækst, hvilket alt i alt gør det ganske rimeligt, at Generation Identitær ser det hele som ét uadskilleligt kompleks.

Men i realpolitikken er der dog også uhyre langt endnu, før den etniske indfaldsvinkel eller den rent sindelagsmæssige behøver at betyde en skillevej for indvandringsmodstandere. Det er ganske pinligt at høre på de teoretiske skænderier her længe, længe inden bare begyndelsen af de første skridt i den indiskutabelt relevante del af remigrationen er taget.

Den franske statsmand Clemenceau opsummerede sin politiske lære: “Jeg har intet politisk system, og jeg har forladt alle principper. Jeg er en mand, der håndterer begivenhederne, som de kommer, i lyset af min erfaring.” Efter visdommen i en berømt fransk roman (“Monsieur de Camors”): “Alle principper er lige sande eller lige falske, alt efter omstændighederne.” Man behøver ikke at gå helt i denne grøft for at se idéen. Hvad det gælder om nu, er overhovedet at vende strømmen. Indtil da er der meget langt til relevansen af de finere hårkløverier.

Her burde der være mere potentiale i Stram Kurs’ fremgangmåde, for skønt hovedformålet for SK er de etniske danskeres vel, må der naturligvis begyndes med fokus på de værste fremmede fjender, som bl.a. afslører sig ved ikke at opføre sig civiliseret, når de provokeres med demokratiske midler. Og Stram Kurs’ aktivistiske profil giver først og fremmest mindre næring til lus i skindpelsen blandt nationale end disse evige mere teoretiske diskussioner gennem godt 30 år, som åbenlyst ikke har bragt opgøret meget videre, hvilket desværre også blev illustreret i torsdags.

Be the first to comment on "En fælles dagsorden?"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*