Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen (5.9.2018)
Søndag den 4. februar 2018 havde “Det Nordiske Broderskab” (DNB) kaldt til demonstration i København. Formålet var oplyst som værende en mindemarch over de danske frivillige, der faldt for Tyskland på Østfronten under 2. verdenskrig.
Frihedens Stemmes journalist Rasmus Paludan var på stedet for at rapportere fra begivenheden.
Imidlertid var den eneste fremmødte nazist Jørgen Grønhøj, som efter en time blev hjulpet ind i en taxa af Københavns Politi.
Eksperter, som Frihedens Stemme har talt med, fortæller, at dette er meget sigende for den nynazistiske bevægelse i Danmark: de tæller utroligt få mennesker, og derfor var det også forudsigeligt, at den første nazistiske demonstration i årevis endte med at blive en total fuser.
Eksperter fortæller videre, at modsat påstande fra PET og main stream pressen, så er der reelt ikke nogen trussel fra det ekstreme højre i Danmark, da der er tale om meget små grupperinger, som internt ofte strides.
Tværtimod er der stor risiko for terror og politisk motiveret kriminalitet begået fra venstreekstreme. Det er bl.a. fra den autonome gruppe Redox, som er omtalt af PET som en venstreradikal bevægelse. Herudover er der en række forskellige grupper, der flokkes omkring Ungdomshuset og BumZen i København, og som ihærdigt forsøger at skabe det indtryk, at de er mange, fordi de bruger forskellige betegnelser. Fx kalder de autonome sig “Antifascistisk Aktion”, “Revolutionære Antifacister” og “Antifascistiske Unge”. Kilder i miljøet fortæller dog Frihedens Stemme, at der reelt er tale om den samme hårde kerne på cirka en snes personer.
Den planlagte moddemonstration blandt de autonome søndag den 4. februar 2018 viste sig ligeledes at være en lunken kop te. Der var rundt regnet 40 autonome, der forsøgte at storme Mindeankeret ved Nyhavn kommende fra Bredgade. Dette blev inden for 30 sekunder slået tilbage af politiet. Det var i øvrigt uklart, hvad de autonome demonstrerede imod, idet den nynazistiske demonstration aldrig fandt sted.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jørgen Grønhøj, Redox eller de autonome bevægelser. De autonome i nærheden af demonstration ønskede ikke at tale med Frihedens Stemme.
Be the first to comment on "Den nynazistisk bevægelse i Danmark er død"