For en tier erhvervede jeg nyligt fordanskningen af den italienske historiker Cesare Cantùs Verdenshistorie, Tredje Bind (1873)… Heri bl.a. en ret indfølende skildring af ”profet” Muhameds levned og værk, dog med fyldig omtale af tilstrækkeligt klart ildevarslende elementer. Muhameds plyndringstogter blev for tilhængerne således retfærdiggjort af Koranens ord: ”Paradisets Nøgle er Sværdet, en Draabe Blod, der er udgydt for Guds Sag, en Nat, der er gjennemvaaget under Vaaben, har mere Værd end to Maaneders Faste og Bønner. Hvo, som falder i Kampen, hans Synder ere ham forladte, og hans Saar dufte som Ambra og Moskus.”

Ikke uden grund kaldes Muhamed Sværdets Søn, mens Kristus lod sig kalde Menneskenes Søn. ”Om ogsaa Muhamed har været barmhjærtig og eftergivende mod sine Troende, saa har Sværdet dog været ham et Hovedmiddel til at udbrede sin Religion. Han stadfæstede den gamle Lære om Sejrens Ret, som gjør den Overvundne til Træl; hvis Muselmanen ej hugger Hovedet af sin Fange til Profetens Ære, saa binder han ham til Halen af sin Hest, indtil han bøjer sig i Trældommen.” Vel at mærke: ”Saa længe Profetens Magt var svag, tænkte han kun paa at indprente Taalsomhed og Samvittighedsfuldhed, og intet kan være mildere end de steder i Koranen, som stamme fra den Tid, han som Flygtning levede i Medinah.” Man erindre Mogens Camres ord om muhamedaneres tolerance, indtil de er mange nok…

Fortjenstfuld er skildringen i at vise, hvordan Muhameds ”åbenbaringer” så præcist tjente hans politiske ambitioner. ”Dog kan man ikke andet end fordømme den Misbrug, han gjorde af Guds Navn til at beskytte sine egne Uordner, naar han for sin egen Person ikke sjelden gjorde Undtagelser fra de Regler, han selv havde givet, idet han hvergang lod en Engels Røst give ham Myndighed dertil.” Koranen gennemgås grundigt, indledningsvis fastslås dens evige gyldighed for den troende. Skønt indholdsmæssigt et fragmentarisk roderi, betinget af dens tilblivelseshistorie, der gør den til et ”værk” snarere end en bog.

For muhamedanerne dog et mesterværk og et forbillede på alle måder. ”Men hvo der ikke er Muselman finder i dens faa ophøjede Steder en ringe Erstatning for dens trættende Længde, dens uendelige Gjentagelser, forvirrede Indhold og jævnlige Dunkelhed.” Helt klar er dog pligten til hellig krig mod de vantro. Europæere må ikke mindst i dag gyse over ordene: ”Hvor, som forlader sit Fædreland for at værge den hellige Religion, vil finde Rigdom og mange Venner. Den Troende, som har forladt sin Slægt, for at stille sig under Guds og hans Efterfølgeres Faner, og bliver Dødens Offer, han vil modtage sin Løn derfor af den milde og barmhjærtige Herre.”

Islam skildres på flere måder son et fremskridt fra de ældre naturreligioner, men den sondring ”mellem Religionen og Staten, som Kristendommen indførte, ophævede Muhamed igjen og indførte den samme Enhed som i Oldtiden. Derved fremmedes Despotiet i saa høj en Grad i det uhyre Rige, der grundedes af Muhamedanerne.” Islam består af enkle, ydre regler, uden indre stræben, der har bragt fremskridt blandt kristne. Heraf den velkendte ørkendannende effekt. ”Over en stor Del af Verden, over nogle af Jordens mest smilende Riger udbredte Muhamedanerne et Voldsherredømme, ikke som Nordens Barbarer, for at gyde nyt Blod i det kraftløse Legeme, men for, efter en forholdsvis kort Tids blomstrende Civilisation, i Længden at standse alt Fremskridt ved deres sløvende og udmarvende Voldsherredømme.”

Dettes stadige aktualitet påmindes der om i skildringen, ikke mindst det had og den ringeagt, de såkaldte vantro udsættes for. ”Og efter saa mange Aarhundreder, efter at Krig og Handel have blandet Folkene, efter at Muhamedanernes Iver er kølnet og Civilisationen begynder at finde Vej til dem, har man endnu i det krænkende Tilnavn Kristenhund, som man hvert Øjeblik kan høre i den mest civiliserede østerlandske Stad, i den Fare, en Kristen udsætter sig for ved at besøge forskjellige asiatiske Stæder, et slaaende Vidnesbyrd om, hvad de Overvundne i Førstningen have maattet lide af Muhamedanerne.” Vel at mærke er iveren siden islams genopvågnen i 1970’erne ikke mere kølnet, og det står igen om muligt værre til for de ”vantro” under islam end ifølge denne godt 150 år gamle skildring.