Med Jon Stephensens afgang fra Moderaterne har regeringen uden de nordatlantiske mandater det spinkleste flertal på 1 mandat nemlig 88 mod 87. Det må anses som meget tvivlsomt, om alle medlemmer af regeringspartierne vil stemme for en indskrænkning af ytringsfriheden. Det er, hvad Lex Paludan – et forbud mod forhånelse af religiøse genstande – lægger op til. Vil Radikale Venstre og Alternativet virkelig støtte regeringen?

Teknokratregeringen med magtmenneskerne Løkke og Frederiksen i spidsen (den første mere end den sidste) er med Jakob “Sleepy Joe” Ellemann-Jensen på slæb sat i verden for at holde på magten, uden nogen fælles ideologi – eller nogen ideologi overhovedet – og om nødvendigt gennemtvinge sin politik i modstand til alle andre partier i Folketinget.

Det har imidlertid vist sig, at de ambitiøse og opportunistiske planer, der lå bag regeringsdannelsen, kan være meget sværere i praktisk politik end på papiret.

Stephensens exit: Hvor mange SVM-medlemmer stemmer ja?

Regeringens flertal var i forvejen spinkelt. Derfor er det ikke mærkeligt, at Socialdemokratiet har gjort tilnærmelser til den af Moderaterne MeToo udstødte løsgænger Jon Stephensen. For med den samlede oppositions beslutning om at ophæve alle clearingaftaler ved afstemningen om koranloven, så er der ingen tvivl om, at Regeringen er pinligt bevidst om, at hver eneste stemme tæller. En samlet opposition – både rød og blå – stiller sig sammen med Stram Kurs i modstand til den historiske indskrænkning af ytringsfrihed og religionskritik.

Dette især, fordi alle 3 regeringspartier har folketingsmedlemmer, der uanset partilinje kan få svært ved at stemme ja til loven. Fra Venstre kan man pege på Marcus greve Knuth-Knuthenborg og Morten Dahlin som potentielle tvivlere – selvom det faktisk for enhver liberal venstremand i folketingsgruppen må være en svær kamel at sluge at skulle stemme ja til “den grimme lov”.

Fhv. DSU-formand Fredrik Vad Nielsen har i foråret gået socialdemokratiske enegang i forsvaret for religionskritik, hvorfor også han have svært ved at stemme ja. Desuden har folketingsgruppen allerede udstyret ham med de ærværdige poster som ordblindhedsordfører og trivselsordfører. Det kan derfor være svært at se, hvor meget mere han kan degraderes, selvom han bryder partilinjen.

Hos Moderaterne kan det også synes svært for Karin Liltorp, tidligere bestyrelsesaktiv i både Humanistisk Samfund og Ateistisk Selskab at stemme for en lov, som hun helt åbenlyst er imod.

Går 11 mandater fra Radikale og Alternativet imod deres egne vælgere?

Derfor har det hele tiden været Regeringens ven i nøden, at den kreative klasse og hipsternes foretrukne partier Radikale og Alternativet som sin egen Woke Blok ville støtte forbuddet og den kraftige begrænsning af ytringsfriheden.

Også her er der imidlertid allerede sket frafald og opstået modstand.

Theresa Scavenius har forladt Alternativet og smækket gevaldigt med døren. Hun er helt åben med sin klare modstand mod Lex Paludan. Dermed er Alternativets kvindebande nede på 5 mandater.

Hos Radikale kan det ikke være anderledes, end at Stinus Lindgreen som fhv. formand for Ateistisk Selskab stemmer imod loven, hvilket han også selv har erklæret.

Dermed er Woke Blok nede på 11 mandater, og selvom det giver Regeringen et komfortabelt flertal, så er det ikke uden markant modstand i baglandet.

Den radikale folketingsgruppe oplevede således at blive direkte underkendt på partiets egets landsmøde, hvor en resolution mod koranloven blev vedtaget med stemmer 161 mod 97. Selvom dette ikke binder folketingsgruppen – ethvert folketingsmedlem er kun bundet af sin egen overbevisning, jf. grundlovens § 56 – så er det alligevel et klart signal om, hvor baglandet står.

Hvis baglandet var kritisk, så er vælgernes dom desto hårdere: alt, hvad der kan opsnuses fra den kreative klasses rygklappere og teselskaber har i udpræget grad udtalt sig imod lovforslaget. Der er hele tale om Radikales og Alternativets kernevælgere: forfattere (Danske Skønlitterære Forfattere), kunstnere (Dansk Skuespillerforbund), journalister (Dansk Journalistforbund), aviser (Danske Medier) og i øvrigt alt, hvad der ellers kan krybe og gå fra civilsamfundet.

Da dette er et historisk lovforslag, så kan Woke Blok sagtens forestille sig, at vælgernes dom kan blive hård. Hvor går man så som woke kernevælger hen, når man bliver svigtet af Liste B og Liste Å? Alt efter vælgerprofil synes Enhedslisten og Liberal Alliance at være naturlige modtagere for de frihedselskende vælgere, der føler sig både snydt og røvrendt af Martin Lidegaard og Franciska Rosenkilde. Begge politiske ledere for meget små folketingsgrupper, der ikke nødvendigvis kan overleve at svigte deres kernevælgere.

Det magiske ændringsforslag

Der kan fremsættes en række ændringsforslag fra oppositionens side, og dette vil utvivlsomt medføre, at Regeringens Stalinorgel mod Stram Kurs og koranafbrændinger bliver modereret langt mere i retning af den “nålestiksoperation”, som skyggestatsminister Lars Løkke Rasmussen hårdnakket påstod, at det oprindelige lovforslag var. Kilder på Christiansborg oplyser til Frihedens Stemme, at der vil være et folketingsflertal for ændringsforslag fra oppositionen.

Derfor skal man ikke være særligt velbevandret i krogene på Christiansborg for at mene at vide, at ændringsforslag blive det gyldne værktøj for oppositionen. Det er meget nemmere for Regeringens folketingsmedlemmer at stemme ja til oppositionens ændringsforslag og derefter ja til det endelige lovforslag. På den måde har de jo teknisk set holdt partilinjen og stemt ja til Regeringens koranlov.

Til gengæld kan det ende med at blive en tynd suppe. Måske endda så tynd, at regeringen mest har lyst til at stemme nej til sit eget forslag?