Det virker som et paradoks, at selv om mennesket er ”det politiske dyr”, synes det at være disponeret for at se uenighed som noget foreløbigt og et irritationsmoment i stedet for et evigt grundvilkår, som kun kan overvindes med endnu større ulemper end ved at acceptere det. Juristen Jacob Mchangama giver i sin bog et glimrende overblik over ytringsfrihedens historie og viser, at der er tale om en evig strid for at holde balancen, med frem- og tilbageskridt uden ende, langtfra nogen entydig udvikling.

Middelalderens universiteter var overraskende åbensindede og fordomsfri. Men magten i kirke og stat satte et forfølgelsesapparat i gang, hvis principper siden er blevet brugt igen og igen. ”Dets grundlæggende, udløsende impulser kan meget vel være indbygget i den menneskelige natur blot for at ligge og vente på det rette tidspunkt til at etablere nye ortodoksier og jagte nye grupper af kættere.” Selv blandt tidens mest progressive var der en klar vi-alene-vide holdning, såsom Erasmus af Rotterdam, der i 1525 beklagede sig over de ”tåbelige, uvidende, ondsindede, ærekrænkende, forskruede, gudløse og undergravende” bøger og pamfletter, der blev trykt. Fremkomsten af bogtrykning skildres af Mchangama som en parallel til fremkomsten af internettet, med bedre vilkår for dissidenter som Luther, men også hurtigt fulgt af repressive tiltag. Allerede i 1487 krævede paven et ”stop for misbrug af trykkerierne til udbedelse af fordærvende skrifter”.

Teologen Sebastian Castellio udtrykte en sjælden tolerance, da han i 1554 gjorde situationen op: ”Mænd puster sig op med viden eller med falske forståelser af viden og ser ned på andre. Stolthed følges af grusomhed og forfølgelse, således at der næsten ingen findes, som er i stand til at udholde andre med anderledes meninger. Skønt der næsten findes lige så mange meninger som mennesker, findes næppe den sekt, som ikke fordømmer alle andre og ønsker at regere alene. Deraf følger bandlysning, kæder, fængsling, bål og galger.”

På grund af mindre udviklet statsmagt og centrale religiøse instanser var undertrykkelse nok mindre i den islamiske verden end i Europa for 1000 år siden, og endnu i 1500-tallet under den muslimske kejser Akbar den Store i Indien blev der givet afkald på tvang i trosspørgsmål, da Akbar efter eget udsagn blev klogere: ”Hvilken trofasthed kan man forvente af tvungent omvendte.” Tilstanden med tolerance mellem religiøse doktriner varede i Indien frem til cirka 1700, men allerede tidligere havde det lykkedes islam at ensrette det meste af sit område. Den fra starten iboende drift i Muhameds lære havde fået magt som agt.

Undertrykkelsen i Europa gav bagslag, hvilket viste sig med Den Franske Revolution. Inden den beklagede politichefen i Paris sig over, at borgerne havde tendens til at tro på de ondsindede rygter og bagvaskelser, som var i omløb, ”snarere end på de kendsgerninger, der blev trykt og omdelt på ordre eller med tilladelse af regeringen”. Den Franske Revolution førte bare til ny ensretning, mens omvendt det amerikanske oprør mod England førte til accept af meningsforskellighed i generationer, dog med op- og nedture, i dag i en ny krise. Forskellen i udviklingen forklares nok af den fremtrædende jurist Learned Hand: ”Frihed bor i mænds og kvinders hjerter; hvis den dør der, kan ingen forfatning, ingen lov, ingen domstol gøre noget for at støtte den. Så længe den bor der, har den ikke behov for nogen forfatning, nogen lov eller nogen domstol.” Vigtigheden af tidsånden blev ikke mindst vist af Weimarrepublikken, der førte restriktiv politik over for ytringer, med mange forbud mod kommunister og nazisters ageren, hvilket dog ikke standsede totalitarismens fremmarch. Hitler mente selv, at de mange forbud kun havde fremmet hans succes.

Mchangama gør også opmærksomhed på, at ytringsfrihed ikke kun er et spørgsmål om love og straf, ved at påpege, hvordan usikkerhed med hensyn til sagernes udfald, uigennemskuelige procedurer og økonomiske vanskeligheder belaster de retsforfulgte meningsforbrydere. Politikere og myndigheder har i historien igen og igen givet ”pressens skamløse tøjlesløshed” skylden for en suppedas, men ytringer er typisk kun symptom på andre problemer. Omvendt er det pinligt for nutidens velfærdssamfund, hvor store demonstrationer og folkelig aktivisme kampen for ytringsfrihed kunne give anledning til i 1800-tallet, og stadig i ulande, mens de fleste europæere i dag kun kan vækkes, når egen pengepung trues. ”Uden ytringsfrihed bliver livet meningsløst. Da først den sandhed gik op for mig, blev den en integreret del af hele min måde at tænke på.” Ordene er Lech Walesas, og hans gerning understøtter dem, men de fleste prioriterer jo nok og efter alt at dømme ytringsfriheden noget lavere i deres personlige værdihierarki. Politiske beslutninger, der rammer de flestes pengepung snarere end ytringsfrihed, har langt større sandsynlighed for at vække ramaskrig.

Mchangama finder styrke i J.S. Mills argument: ”Hvis hele menneskeheden minus én var af samme opfattelse, og kun én person havde den modsatte opfattelse, ville menneskeheden ikke have større ret til at bringe denne ene person til tavshed, end denne person, hvis han havde magten dertil, ville være berettiget til at bringe resten af menneskeheden til tavshed.” Og i Gandhis: ”Hengivenhed kan ikke fremelskes eller reguleres af lovgivning. Hvis en person ikke føler hengivenhed over for en person eller et system, bør han være frit stillet til at give udtryk for sin utilfredshed, så længe han ikke overvejer, fremmer eller tilskynder til vold.” Dette er jo Stram Kurs-politik, mens de nuværende magthavere snarere følger Mussolini: ”Aviser må stræbe efter at finde en grundlæggende ensartethed for at tjene Sagen… og tilsidesætte resten ved at begrave det i den absolutte ligegyldigheds mørke.”

Der er trods alt en sær halvhjertethed i Mchangamas ytringsfrihedsforsvar: Man bør forsvare ”højreekstremisters” frihed – for ellers kan det senere gå ud over andre. I sin beskrivelse af det tyske nazipartis kritik af restriktioner før dets magtovertagelse stempler han rammende kritikken og offerrollen som hyklerisk, men tilføjer: ”stadig i dag en velkendt taktik blandt højrefløjspopulister”. Jamen så sandelig også blandt andre, ligesom mange af disse højrepopulister også har grund til at føle sig forfulgt, og nogle tilmed synes alvorligt at gå i brechen for mere frihed, eller i hvert fald at være et mindre onde for denne end deres renfærdige modparter. De herskende politikeres hykleri er således klart, når de bruger et angiveligt stort problem med misinformation på sociale medier som påskud til at regulere. Enhver problematisk tweet pustes op til at være en trussel mod demokratiet. Skønt undersøgelser har vist, at de odiøse informationer kun udgør få promille af medieforbruget – og der stilles ikke de store spørgsmålstegn ved troværdigheden i ”journalistisk venstreparti”.

I sin gennemgang af kampen for ytringsfrihed i FN viser Mchangama, hvem der sigende har været imod friheden ud fra et angiveligt ønske om at bekæmpe ”hadefuld tale” – lande som de kommunistiske, Saudi-Arabien og Sydafrika, der alle havde helt andre dagsordner. Det samme har jo nu mange europæiske, og Mchangama skylder at forklare, hvorfor kriminalisering af kritik af befolkningsudskiftningen skulle være et bedre motiv. Eleanor Roosevelt, der var ledende i arbejdet med Menneskerettighedserklæringen, mente, at det ville være ekstremt farligt at følge de kommunistiske landes ønske om forbud mod racehad og lignende. Enhver kritik af offentlige eller religiøse myndigheder ville nemlig meget nemt kunne beskrives som tilskyndelse til had og dermed forbydes. ”Det er på samme måde vanskeligt at skelne mellem de forskellige nuancer af følelser fra had til fjendskab og blot modvilje.” Man kan jo også spørge: Hvad med antiracisters had? Er det legitimeret af den angivelige intention, og hvordan fastslår man dén? (Og god intention fører i øvrigt mindst lige så hyppigt til helvede som andre).

Sigende for Mchangamas partiskhed er også hans karakteristik uden videre af Tommy Robinson som ”højreekstremistisk”. Den slags stemplinger bidrager, som Mchangama selv har argumenteret for, fuldt så meget som lovgivning til at besværliggøre ytringsfrihed. Allerede J.S. Mill klargjorde, at socialt- og gruppepres skaber konformitet lige så meget som regeringspålagt censur. Mchangama nævner Robinson i forbindelse med de besynderlige censurregler på sociale medier, hvor han også nævner, at fx Facebook-gruppen til forsvar for Stalin ikke rammes, som Robinson bliver det. Men er dét overhovedet en parallel? Robinson og Stalin er ikke spejlbilleder, dét ville demokratisk indstillede venligboere være, men de er selvfølgelig endnu mindre i farezonen for censur. Og til trods for den utålelige situation for Robinson og lignende dissidenter inkluderer Mchamgama alligevel Vesteuropa som et af verdens frie områder for ytringsfrihed, bl.a. med ordene: ”Enhver ‘fribåren‘ englænder uanset klasse eller tro – har ret til at kritisere regeringen uden at blive udsat for censur eller tyngende love mod oprørske ytringer.” Dét er jo indlysende løgn, og hvorfor regner Mchangama overhovedet ikke indvandringskritikeres prøvelser med i vurderingen af frihedens tilstand? Deres ufrihed tæller for ham kun, for så vidt den kan smitte af på andre.

Mchangama efterlyser selv en mere objektiv holdning til den konstante meningsstøj, i stedet for hele tiden at finde trusler i den. Men hans fremstilling viser ufrivilligt klart, at neutralitet ikke eksisterer. Men derfor kunne han jo godt have anstrengt sig mere for at nærme sig idealet, som jeg faktisk tror, at også mange af hans foragtede højrepopulister ærligt støtter. Undersøgelser har jo omvendt vist, at på den ”progressive” fløj er de selvretfærdigt intolerante mere dominerende. Men ligesom med følelser og intentioner kan ærlighed desværre ikke bevises, så befinder man sig på den angivelige højrefløj, vil man fortsat blive mistænkt for det værste hykleri og kun få tildelt menneskerettigheder i samme grad, som det er nødvendigt for at kunne forsvare andres. Men trods al uretfærdighed må man holde sig Glistrups etos for øje og i det mindste bestræbe sig på ikke at synke til modpartens niveau.

Jacob Mchangama:

Ytringsfrihed.

Fra Sokrates til sociale medier.

Djøf Forlag, 2023. 469 sider.