En af Danmarks store, men ukendte sønner var forstmanden Gunnar Poulsen (1924-2013). I sine erindringer Som de dukker op, en global vagabonds refleksioner (2003, 2. udgave 2008) beretter han over 650 sider om sine oplevelser i arbejdet for diverse internationale organisationer i opbygningen af ulandes skovvæsen gennem næsten et halvt århundrede. Få enkeltpersoner har gjort mere for især det afrikanske skovvæsens udvikling, hans gode vilje for alle medmennesker kan ikke betvivles, og dog så han mistrøstigt tilbage på et nærmest spildt livsværk, fordi alle hans positive tiltag var blevet ædt op af befolkningsvækst. Når han inkluderede overvejelser herom i rapporter til sine arbejdsgivere, blev han enten irettesat eller ignoreret. I FN (fx FAO) og andre udviklingsorganisationer såsom Verdensbanken var man travlt beskæftiget med gode, symbolske projekter, mens problemet, der gjorde dem ørkesløse, var tabu.

I sit livfuldt skrevne værk skildrer Poulsen især sine mange muntre rejseoplevelser, og hans kløgt og vennesæle personlighed er tydelig på alle bogens sider, der dog også rummer mange politisk ukorrekte iagttagelser og betragtninger, nogle af dem dystre og tydeligt imod det, forfatteren håber, men han har for stor indsigt og er for ærlig til at undlade dem. Poulsen nærer tydelig afsky mod racisme og undertrykkelse, men må med årene dog erkende kolonitidens relative gavnlighed. Bl.a. ud fra arabernes holdning og slavehandel med sorte i Østafrika, som kun er stoppet pga. de vestlige kolonimagter, og nødvendigheden af en dæmper på den voldsomme interne racisme mellem de forskellige afrikanske etniske grupper.

Islams rolle i den fortsatte befolkningsvækst efterlades der ingen tvivl om. Således talte Poulsen med en emir, der gav ham helt ret i det umulige ved den fortsatte vækst, men afviste at gøre noget imod den: ”Det vil stride mod min position som emiratets religiøse leder at tilskynde et adfærdsmønster, som helt klart strider mod koranens budskab.” Poulsen retter i øvrigt samme anklage mod de kristne kirker, som i Afrika bidrager til samme vækst (såsom i Rwanda), i tråd med hans generelt irreligiøse, naturvidenskabelige livsanskuelse – han undrer sig over, at milliarder af mennesker på grund af helt tilfældige livsomstændigheder, nemlig opvækst i et vist kulturelt miljø, tror på ting, der for udenforstående ”må tage sig ud som det rene ærkevrøvl”. Poulsens kætterske betragtninger rammer i det hele taget det, man kan kalde alle politiske lejre, således priser han de kulinariske værdier ved sommerfuglelarver, ”som jeg personligt sætter væsentligt højere end smagen af et typisk dansk pølsevognsprodukt.”

I sine erindringer giver Poulsen mange eksempler på, hvor dårlig planlægning og ringe indsigt, der hersker i de internationale fora, som angiveligt er til for at udvikle ulandene. Han gjorde som velbetalt projektleder altid meget ud af at rejse omkring og indhøste erfaringer, men hans nøje udformede rapporter forsvandt næsten altid bare i bureaukratiet, og der kom intet ud af de møjsommelige og dyre studier. Kriterierne for at gennemføre projekter var typisk det symbolske og synlige, og de skulle helst være dyre. Billige, men nyttige tiltag, som Poulsen foreslog, havde ingen interesse. Han havde kun lidet til overs for politiske kampagner som ”plant et træ” i Afrika, som han så stikke blår i øjnene på folk, idet virkningen er uendelig lille i forhold til alt det, den tabuiserede demografiske vækst fik lov at ødelægge. Ulandskampagner i Danmark har generelt blot det eneste formål ”at overbevise os selv om, hvor noble vi er”.

En stor del af ulandsarbejdet har for Poulsen altså tilsyneladende det primære formål at indgyde giverne den dejlige følelse at gøre noget godt, uanset om det nytter eller ej. Og desuden give anledning til luksuøse sammenkomster, konferencer rundt om på ulandenes dyreste hoteller, hvor de prangende forhold og kontrasten til dem, man angiveligt vil hjælpe, aldrig ophørte med at forbløffe ham. Poulsens desillusionerede konklusion lyder: ”Nogenlunde i fuldt alvor er jeg ikke så sjældent kommet med den påstand, at man for at gøre karriere på u-landsfronten enten bør være dum, himmelråbende naiv eller gennemført korrupt.”

For forstmanden Poulsen var kædens svage led især jorderosionen forvoldt af inddragelse af stadig mere landbrugsjord, hvilket nærmest permanent udhuler fremtidsgrundlaget i ulandene. Erfaringerne fik ham vel at mærke ikke til at opgive. Også fordi ulandenes skæbne har betydning for hele verdens. Men han opstillede nogle skrappe krav som forudsætning for meningsfuld indsats: ”For mig er det derfor barberbladsskarp logik, at det vil gå meget galt inden ret længe, hvis hovedparten af nationer ikke får skåret den demografiske vækstprocent ned til omkring 0, og i nogle tilfælde måske endnu lavere.” I øvrigt udlod han heller ikke at formane i-landene til at nedsætte ressourceforbruget pr. indbygger, da det vil være ganske ubærligt at opretholde dette, i særdeleshed som uundgåelig ledestjerne for resten af verden. Han er langtfra optimist, men advarer om, at findes der ikke ”sympatiske” løsninger, kan man kun håbe på, at en pest a la aids vil sætte en stopper for befolkningseksplosionen.

Vel at mærke er indsigten om befolkningsbegrænsningens nødvendighed og egne regeringers inkompetence også udbredt blandt afrikanerne selv. Poulsen refererer sorte, der beklager, at deres egne ”yngler som kaniner”, og mange etiopiere er af den opfattelse, at det ville have gavnet landet, hvis den italienske kolonisering havde fået lov til at vare længere (det blev tilmed kejser Haile Selassies mening). Først på de sidste sider i sin murstensbog kommer Poulsen ind på masseindvandringen til Europa, der er en følge af de uløste problemer, og han påpeger, at udvandring mod Nord kun øger det samlede ressourceforbrug, aldrig kan give mere end en meget marginal aflastning af ulandene, der tilmed primært mister sine bedste hjerner, ligesom man bør ”vogte sig for at overse begrebet absorptionskapacitet” i modtagerlandene. Poulsen mener, at det vil være udtryk for ”en rystende mangel på ansvarsbevidsthed over for kommende slægter at holde fast på ’pæne’ gamle principper” i hele dette problemkompleks. Han ender med at spørge: ”Er vi ikke kommet i en situation, hvor sentimental rarhed, set med vore efterkommeres øjne – hvis der bliver nogle sådanne – vil tage sig ud som forbryderisk dumhed?”