Opsætsighedens kunst

Et af vor tids store paradokser må siges at være hyldesten til ”mangfoldighed” på så mange områder – bortset fra hvad angår meninger. Eller rettere, mange taler pænt om ytringsfrihed – lige indtil de møder nogen, der kritiserer deres egne kæpheste. Et “farverigt” multikulti-samfund med kun én mening om de vigtigste sager synes at være den herskende utopi.

Mainstream er skråsikker i sin tro på allerede i det væsentlige at besidde sandheden og kende vejen. Mangelvaren i vor æra, med dens ensretning og utålsomhed over for dissidenter, er helt præcist nysgerrighed, som er et af de fænomener, den amerikanske psykologiprofessor Todd Kashdan forsker i. For nylig uddybede han dette emne i en samtale med formanden for den amerikanske Skeptiker-forening, Michael Shermer. I anledning af Kashdans seneste bog om Opsætsighedens (eller Ulydighedens) Kunst – om hvordan man effektivt er uenig og trodsig. Andre relevante bogtitler af Kashdan er The Power of Negative Emotion (Styrken i negativ følelse) og The Upside of Your Dark Side (Fordelen ved din mørke side).

Som det allerede fremgår af bogtitlerne, værdsætter Kashdan positivt meget af dét, som ellers i vor tid anses for negativt, fordi man har en idé om konsensus og harmoni som idealet. Den slags fører dog kun til stagnation og totalitarisme. Det er altid godt med så mange synspunkter som muligt, selv når de er gale, pointerer Kashdan. Han giver det markante eksempel, at skønt han selv deler det progressive standpunkt om seksuelle minoriteter, tilførtes en konference, han deltog i, langt større værdi, da en homofobisk person tog ordet og fik alle de andre til at gennemgå egne antagelser en ekstra gang.

Uenighed og strid er uudryddelig og positiv. Kashdan afviser den herskende antagelse om, at man i debatter helst skal ”omvende” modparten 180 grader. Den slags sker faktisk aldrig. I bedste fald kan man ændre modpartens mening fem procent, for så vidt som vedkommende begynder at overveje dele af éns argumentation og inkorporere den i eget verdensbillede. Det sande rationale med debatter er ikke at skifte synspunkter, men blot at skabe åbenhed for andre muligheder. Men allerede her fungerer nutidens meningsdannelse jo suboptimalt. Debatindlæg er “mere af det samme”; sjældent dybere alternativer. Både den “progressive” morals utålsomhed så vel som juridiske konventioner skaber tværtimod stadig flere tabuer.

Og desværre går den politiske debat over for modparter stadig mere ud på ”at dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå”, som Piet Hein udtrykte det. De forskellige lejre forskanser sig i meningsmæssigt ensartede bobler med uendeligt gentagne mantraer samt parodiske antagelser om modparters verdensbillede. Reel debat mellem lejrene svinder ind. Men en vigtig pointe i Kashdans forskning er, at de fleste faktisk er mere enige med ”modparter”, end de forestiller sig, men de færreste er nysgerrige over for andres meninger og hiver kun de mest angribelige fragmenter ud til selvbekræftelse og brug i egen argumentation.

I traditionelt opsatte debatter, særlig dem på skrift i aviser og sociale medier, fokuserer hver debattør nøje på at fremme egen sag og portrætterer denne så vel som modparten ud fra ét perspektiv uden at vakle. ”Debatten” bliver derefter. Noget helt andet, påpeger Kashdan, sker i en fri, mundtlig debat mellem fysisk tilstedeværende. Her bidrager samtalens logik så vel som personlig omgang i højere grad til gensidig forståelse og afrunding af skarpe hjørner, som typisk kun tilspidses på fx Facebook. Vel at mærke er det attråværdige mål altså ikke enighed, men at håndtere et foreliggende problem klogere. Visdom er næppe at finde i enetalers nok så stramme stringens.

Enhver forsamling, politiske eller på universiteter eller i firmaer, fungerer klart bedre ved tilsætningen af blot én dissident, om det så bare er en ”kværulant”. Vedkommende må dog vel at mærke tale ud fra begrundelser og viden, ikke stræbe efter popularitet, men være socialt motiveret samt autentisk, tale af ærligt hjerte, for at få bedst effekt. Kashdan bruger den klassiske amerikanske borgerrettighedsbevægelse som positivt eksempel, nutidens woke aktivisme som et dårligt. Førstnævnte havde både overskud til humor og kom med konkrete, saglige klagepunkter, samt antog modparters velvilje, mens sidstnævnte bare er hadefuld, kræver modparter fyret eller censureret og beskylder alle for racisme, ganske ufrugtbart.

Når man i en dansk kontekst i meningsdannelsen spejder efter nogen, der i de senere år bedst opfylder Kashdans kriterier for debat-beriger, støder man først og fremmest på Rasmus Paludan. I en stadig mere konformistisk debat, hvor debattørers indforståede enighed må omfatte stadig flere punkter, hvis de skal komme til orde i etablerede medier, erobrede Paludan selv ordet på original og engageret facon og forsøgte i direkte meningsudvekslinger i øjenhøjde med modparter at kaste lys over nogle af de største samfundsproblemer. Typisk nok gik man som svar mest efter ham, budbringeren, der afslørede en forløjet harmoni, i stedet for at tage debatten om de problemer, han påpegede. Men det er sigende for den ægte dissidents værd, at også striden om ham selv afslørende noget meget væsentligt om demokratiets tilstand, hvilket er det første nødvendige skridt til forbedring.

Be the first to comment on "Opsætsighedens kunst"

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.