En koalition i USA af såkaldte borgerrettighedsgrupper, under navnet Stop Hate for Profit, fik for et par år siden hundredvis af firmaer til at boycotte Facebook som annoncører i et forsøg på at gøre den (endnu) mere restriktiv over for såkaldt hatespeech (herunder skepsis mod vacciner og global opvarmning). Blandt kampagnens støtter kan nævnes Verizon, Ford, Unilever, Pfizer, Lego, Honda, Coca-Cola, Best Buy, Adidas, desuden berømtheder fra underholdningsindustrien.
I torsdags kom Stop Hate for Profit så med et nyt initiativ, nemlig krav om permanent udelukkelse fra de sociale medier af misliebige folk som Tucker Carlson og Laura Ingraham, (hvide) racister samt ikke mindst udelukkelse af fortalere for ”teorien om den store udskiftning”. Det er jo sigende, at denne ”teori”, dvs. beskrivelse af stedfindende demografiske tendenser, slås sammen med al mulig anden ”white supremacism”.
Det kan kaldes at smide barnet ud med badevandet; som hvis man fx talte for en samlet, odiøs rodekasse af alt ”socialistisk” og uden videre satte Socialdemokratiet og Antifa i samme bås. Et andet svar kunne være, at så burde man sagligt set snarere forbyde ”teorien om strukturel racisme”, hvilket jo blotlægger det partiske i alle den slags tiltag.
Det er meget vidtgående censur, som alle de store foretagenders kæledægge nu farer frem med, men de kommercielle støtter går sikkert gerne hele vejen for at lukke debatten ned af frygt for at blive ”udråbt” og komme på den forkerte side af tidsånden, i den velkendte uskønne alliance mellem storkapital og venstrefløj. Intentionen er jo klart ikke (kun) at stoppe Facebooks profiteren på had, men at profitere på at stoppe hadet på Facebook! Moralismen er gennemskueligt hykleri, der kalkuleres med profit i begge lejre.
Andre profitører af ”kampen mod had” er paradoksalt nok de værste af dem, man vil bekæmpe. I Weimar-republikken blev meget strenge hatespeech-love praktiseret mod nazisterne; hundredvis af deres publikationer blev forbudt, ledende skikkelser som Goebbels og Streicher blev fængslet blot for ytringer, og Hitler fik taleforbud i flere delstater. Konspirationsteoretikerne fik dumt serveret “beviser” for deres vidtløftige ideologi på et sølvfad. Plakaten ovenfor er effektiv propaganda: ”Alene ét af alle Jordens 2000 millioner mennesker må ikke tale i Tyskland”…
Knægtelser af ytringsfriheden er en ekstremist-dagsorden, der kun gavner begge yderfløje, de ”handlekraftige” moralister og de kneblede martyrer. Men er der objektive rationaler for utilfredshed og splittelse, reelt misregimente og katastrofekurs, vil ”had” ikke kunne bekæmpes med forbud, men kun vokse derved, som i Tyskland i 1920’erne. Debatten fokuseres på striden mellem magthavere og forurettede og ikke på løsning af nationens tilstand.
Taberne bliver de midtsøgende og saglige demokratiske kritikere som Stram Kurs og andre nationalsindede, der fører sig frem med faktuelle argumenter, praktiske løsninger og realistisk håndtering, men sættes i bås med egentlige ideologiske ekstremister, som vil få foræret sejren af repressionens onde cirkel af voksende polarisering.
Be the first to comment on "Censurens profitører"