Mens Stram Kurs Sverige primært fokuserer på de uforenelige modsætninger islamisering og demokrati, er der selvfølgelig også et andet perspektiv, som optager mange, nemlig det uundgåelige valg mellem multikulti-samfund og velfærd. Det er nu tyve år siden, at Lars Janssons bog Mångkultur eller välfärd? udkom, men den er stadig den grundigste indføring i emnet. Hans enorme tal for udgifterne til fremmede i Sverige blev selvfølgelig kritiseret, ligesom hans danske parallel, cand. oecon. Ebbe Vigs beregninger, er blevet det , men modargumenterne virker ikke overbevisende, idet helhedsbilledet mangler (typisk medregnes i mainstream kun ”direkte” udgifter).

Man kan endda med grund påstå, at udgifterne er endnu højere, end Jansson (og Vig i Danmark) kom frem til, ikke mindst fordi det i sagens natur er umuligt at kvantificere tabet forårsaget af det manglende incitament til at bidrage til alverdens velfærd i stedet for landsmænds, hvilket resulterer i mindre indsats fra en stor del af borgerne samt større generel ulyst til at bidrage til statskassen. Hertil kommer naturligvis velfærdsfaktorer, der ikke kan opgøres i kroner og øre. Med rette ihukommer man med islamiseringen danaidernes kar fra den græske mytologi – dette var nemlig bundløst.

Lars Jansson (1927-2016) havde en baggrund som lektor i erhvervsøkonomi ved Handelshøjskolen, Göteborgs Universitet. Hans licentiatafhandling vandt Osloprisen i en nordisk konkurrence for afhandlinger i distributionsøkonomi, som blev udskrevet af det Nordiske Sælger- og Reklameforbund. Han skrev desuden rapporter om forskellige samfundsspørgsmål, fungerede i handels- og industriforetagender, samt i den offentlige sektor.

I sin redegørelse om indvandringens omkostninger og finansiering viser Jansson, at i forhold til bruttonationalproduktet fordobledes udgifterne til indvandring mellem 1990 og 1999 og beløb sig ved bogens udgivelse til 267 milliarder svenske kroner pr. år. I dette beløb inkluderes omkostningerne for tabt tilskud til BNP for de flygtninge og indvandrere, som står uden for arbejdsmarkedet, ved siden af alle direkte og indirekte omkostninger for indvandrerbefolkningens underhold. Omkostningerne består hovedsagelig af udgifter til indvandrernes skattefinansierede velfærd. I samme tidsperiode voksede omkostningerne for indvandringen fra 7 procent til 13,5 procent af BNP.

Det helhedsperspektiv, forfatteren formidler, indledes med en gennemgang af indvandringens størrelse, samt de bagvedliggende drivkræfter til den stadig aktuelle folkevandring, primært fra lande i den 3. verden til i-lande. Jansson viser, at indvandringen, herunder asylsøgende, mest har økonomiske årsager. Han er kritisk imod Flygtningekonventionen, som mange misbruger. Konventionen bliver den motor, som driver en stor indvandring til Europa. I bogen vises, at flygtninges og indvandreres lave beskæftigelsesgrad ikke bare er en følge af, at integrationen er mislykkedes. Jansson dokumenterer, at årsagen især må søges i, at den indvandrede befolkning vokser alt for hurtigt. Samtidig er arbejdsmarkedet blevet indsnævret, hvilket bevirker, at der ikke findes arbejde for alle.

Indvandringen har skabt et overskud af arbejdskraft og en mangel på job. I løbet af 1990’erne voksede den fremmede befolkning i Sverige med 500.000, samtidig mindskedes antallet af beskæftigede med 600.000. I løbet af denne periode fik 95.000 udlændinge arbejde i Sverige, samtidig med at landet havde mindst 400.000 svenskere arbejdsløse eller i beskæftigelsesprojekter. Disse job havde i hovedsagen kunnet besættes med svenskere. Indvandringen medfører således, at de mindst konkurrencedygtige svenskere trænges ud i arbejdsløshed, eller ud i arbejde, som kræver færre kvalifikationer, end hvad de ellers kunne have fået. Udlændingene havde (og har) en betydeligt lavere beskæftigelsesgrad end svenskerne. Af 735.000 født i udlandet (mellem 20 og 64 år) havde 405.000 arbejde, dvs. 55 procent. Heri indgår kunstigt skabte job pga. indvandringen. Mange udlændinge har arbejde inden for det, forfatteren kalder indvandringsbranchen, hvor de administrerer og servicerer andre indvandrere.

At Sverige producerer mindre pr. indbygger end de øvrige lande inden for EU beror ifølge bogen bl.a. på, at landet (for tyve år siden) havde mindst en million med udenlandsk baggrund, som ikke bidrager til bruttonationalproduktet (BNP), men som er med til at dele den fælles kage. Pengene i den offentlige sektor rækker ikke længere til de samme velfærdstiltag som før. Ifølge den svenske Socialstyrelse (2001) bliver de fattigere flere og flere. Indvandringen medfører, at den 3. verdens fattigdom og sociale problemer importeres til Sverige.

Lars Jansson påviser det urimelige i al tale om, at Sverige må importere arbejdskraft som erstatning for, at der fødes for få svenskere. Den indvandrede arbejdskrafts produktivitet er nemlig kun omkring 60 procent af svenskernes. En arbejdskraftimport vil således medføre en mindsket produktivitet, hvilket skulle gøre Sverige til et lavtlønsland uden evne til at konkurrere på verdensmarkedet. Samme tankegang var der i øvrigt i ”Social Situation Report 2002” fra EU.

Mångkultur eller välfärd? fortjener stadig at danne grundlag for en udtømmende debat om indvandringens konsekvenser, der med de nuværende tendenser, som kun er forværret siden 2002, vil blive fatale for både demokrati og økonomi. Man indser også ved læsningen, at det aktuelle klynkeri og beklagelser over ulemper og udgifter via Stram Kurs Sveriges demonstrationer i proportioner svarer til at kvie sig ved at betale nogle få kroner til nødvendig udskiftning af de skruer, der holder motorerne fast på Jumbojetten, før man går om bord.