Som kontrast til vor tids forsøg på skinger politisk korrekt ensretning og udskamning af dissidenter kan man sætte en røst for tolerance fra en svunden tid. Nemlig et interview med Mogens Glistrup fra DR’s Ungdomsredaktionen 1984, hvor det kreative makkerpar Poul & Nulle i deres ”I Sandhedens Tjeneste” havde markante debattører i studiet, og der især blev talt om tidens meget omtalte BZ-bevægelse i København.
Den svenske journalist Christoffer Barnekow spørger Glistrup: Hvorfor gør du oprør?
Glistrup: Det er nødvendigt, at nogen siger fra, når alle de andre kører det korte løb og kun tænker på at blive genvalgt. ”Skal vores børn og børnebørn have et ordentligt land at leve i, skal der orden i økonomien nu.” Det er bedre, at folk selv beholder deres penge end at aflevere dem til ambitiøse politikere, der bare bruger løs af dem.
Barnekow spørger: ”Du sidder i fængsel. Hvor langt vil du være beredt til at gå? Vil du være parat til at gå i døden for det?”
Glistrup svarer uden tøven og med eftertryk: ”Helt oplagt. Når der er noget, der er så selvfølgelig rigtigt: At vi kan ikke fortsætte med disse gamle politikere, så må man dø, om så det gælder.”
Barnekow: Nu er du selv en gammel politiker?
Den 58-årige Glistrup: ”Nej, det skal jeg garantere dig for: Jeg er ung af sind og har fremtiden for mig.”
På Barnekows spørgsmål, om Glistrup selv gjorde oprør som 18-årig, må Glistrup svare benægtende, for da var samfundet fornuftigt.
Og Glistrups holdning til nutidens BZ’ere? Deres reaktion er menneskelig, lyder svaret: ”Når man er i de aldersklasser, trænger man til at gøre oprør. Ungdom og galskab følges ad, og de skal have lov til at være kraftige i deres reaktioner. Men holdes inden for rimelighedens grænser.”
Glistrups forståelse for sin ideologiske modpart blev sjældent gengældt, og hans afvæbnende humor og frihedssind står i stadig mere grel kontrast til de gamle partiers mainstream og meningsdanneres forargede og ekskluderende mentalitet og hadske polarisering over for nutidens berettigede oprørere på den patriotiske fløj, Glistrups arvtagere, fra paludanere til identitære.
Fra et tidspunkt i 1960erne satte kommunister og andre mennesker, der ønskede at nedbryde det vestlige liberal-demokratiske samfund og den jødisk/kristne kulturarv, i Vesteuropa og Danmark, sig fuldstændig på uddannelsessystemet her i landet. Generation efter generation blev oplært i uselvstændig tankegang og at tage afstand fra det “bestående” samfund, kapitalismens og individualismens destruktive natur og oplært i det fantastiske i “fællesskabets”, eller sagt med en nutidigt udtryk, “samfundssindets” herligheder. Og det var en kolossal succes. Fra de unge i 1960erne, som blev oplært i had til selvstændighed, personligt ansvar, økonomisk og social uafhængighed og had til individuelle borger- og frihedsrettigheder, og op til nutidens unge, der i særklasse ser ud til at have taget denne filosofi til sig, går der en rød tråd, som forener disse indoktrinerede/hjernevaskede generationer. Det har skadet generation efter generation og en meget stor del af dem har idag dybest set ingen evne til kritisk tankegang eller evne til at kunne identificere totalitær tankegang. I stedet har generation efter generation slavisk fulgt den totalitære kollektive tankegang og glemt hvad de vestlige samfund er bygget op omkring og at de kun fungerer hvis der er reelle og fungerende individuelle borger- og frihedsrettigheder og en åndelig frihed tilstede. Og netop det vil jeg påstå at vi i Vesteuropa ikke har idag.
Og ungdomsoprøret? Så længe ungdommen ikke får lov til at tænke en selvstændig tanke, så kommer der ikke noget ungdomsoprør. I skoler og ungdomsinstitutioner får de tudet ørerne fulde om, hvad de skal tænke. Og der er ikke nogen, der får lov til at afvige fra dagens dagsorden. Alle, der falder ved siden af, udnævnes til dårlige mennesker og udstødes, både af deres venner og veninder, og også af samfundet. Eller rettere sagt, der får de ikke lov til, for alle tvinges til at tage stilling til fordel for det dominerende samfundsnarrativ med de fra politisk hold udnævnte tilladte debatemner med forudbestemte blåstemplede holdninger indenfor tilladte debatemner som “systemisk racisme”, “klimakamp”, “grøn omstilling”, “bæredygtighed”, “social retfærdighed”, “økonomisk og kønsmæssig ligestilling” osv. Alle marcherer i takt. Eller som der stod på en af de mange coronarestriktionspropagandaplakater i vinter/forår 2021 i København; “Vi går samme vej”. Et særdeles ildevarslende ordvalg, men også særdeles afslørende.
For aldrig har det danske samfund i nyere tid vel været så ensrettet som nu. Og så autoritært/totalitært.
Glistrups TV-optræden i 1984 er endnu en eksemplificering af en person, der gik imod tidens trend og som blev dæmoniseret helt ufatteligt for det. Han stod for alt det, som de, der nu havde tilranet sig magten, hadede: Individets rettigheder i forhold til staten, personlig frihed og ansvar, den jødisk/kristne kulturarv og alt andet, der var identificeret som og kunne betragtes som vigtige komponenter og samfundsstabiliserende faktorer og som derfor skulle destrueres.
Det arbejde er nu ved at være fuldbragt.
Man kan sige, at de egentlige oprørere pr. definition er dem, der er i kamp mod myndighederne, mens det er at gøre grin med begrebet at lade det omfatte dem, der understøttes af myndighederne. Så 80’ernes gadekæmpere kunne godt kaldes oprørere, uanset om man var enig med dem eller ej. Glistrup sympatiserede med ægte oprørerholdning næsten uanset indhold. Men nu sidder datidens gadeoprørere netop på magten, eller er omfavnet af magtens ”forståelse”, og støtter og fremmer ligesindede ”oprørere” i et ekkokammer sammen med alle statens ressourcer. Så nu er den ægte oprørerrolle overtaget af de nævnte paludanere og identitære.
DR var også rødt TV dengang. Men det var intelligent rødt. Nu er bunden røget ud af alt.
Jeg tror, jeg var det eneste barn i Danmark, som elskede julekalenderen “Poul og Nulle i hullet”
Jeg glemmer aldrig dengang Poul lavede sig eget personlige oprør mod “alt det møg” vi sad og så på TV. Derfor var han kravlet gennem ledningen ind i et TV apparat. Så sad han fuldstændig sammenkrøllet inde i et stort TV apparat. Og som han sagde, hvis vi troede, han kom ud igen foreløbig, kunne vi godt tro om. Han havde nemlig taget madpakke med der ind. Så hev han en madpakke frem, som han åbnede og viste frem: En stor remoulademad, som uheldigvis røg ud af hånde på ham og blev tværet ud på indersiden af TV-skærmen. Så var vi i endnu højere grad forhindret i at sidde og glo på at det ragelse…
Jeg trillede rundt i sofaen af grin!
Jeg var nu også fan af Poul & Nulle siden deres julekalender. Det fortsatte tilmed på universitetet, hvor jeg skrev en opgave om deres virkemidler, den da nye genre faktion, sammenblanding af fakta og fiktion, som de brugte på en finurlig måde, hvor seeren skulle tænke selv, mens den er blevet ondartet i dag. De var nok en del af den røde DR-ungdomsredaktion, men tilhørte generationen før den totalitære korrekthed. Det er betegnende, at Poul Nesgaard for nylig erklærede sig rystet over det, der skildres fra Kunstakademiet – ikke at nogen har ekstreme holdninger, men at dem med de ekstreme holdninger får lov at dominere og ekskludere i deres fantasiløse intolerance. Det er sådan set et spejlbillede af Glistrups holdning: Folk må have de meninger, de vil, endda meget gerne oprørske, men de må ikke forbyde andre at have deres.
Poul Nesgaard er, som Per Arnoldi, et par sjældenheder på den kunstneriske fløj. I den forstand at de har været påfaldende tavse, hvis man sammenligner med det store flertal fra det segment, der galper med på alt, hvad det er politisk korrekt at mene.
Man skal selvfølgelig være varsom med at projicere egne tanker og forestillinger ind i hovedet på folk. Men den ros skal de alligevel have, at de ikke har jagtet billige point ved officielt at mene det “man” skál mene.