Listen er efterhånden lang over personer fra erhvervslivet, som har blandet sig i politik, fordi de mente at have noget at bidrage med, men alligevel ikke gider, fordi det viser sig at være noget andet end at være direktør. Asger Aamund er kendt for sin kritik af de for mange ” inkompetente kolbøtter’” i Folketinget, men han har altid set sig for fin til at dokumentere egne evner i praksis. Senest har Tommy Ahlers trukket sig fra politik, fordi det ”handler meget om spillet og lidt for lidt om visionerne” – uden at han dog selv nåede at brillere efter forventningerne. Industriel og politisk dygtighed er måske lige så forskellige ting (skønt emnet er overfladisk ”ens”) som at være bildesigner og en god bilist?
Med rette kritiseres det, at der er for få med ægte erhvervserfaring i Folketinget, men det er åbenbart ikke højtravende nok ud fra de herskende (økonomiske) parametre. Succesfulde erhvervsfolk er vant til at være diktatorer på eget område, og målrettet med konkrete resultater, men sådan fungerer demokratisk politik jo ikke. Skolelærere og pædagoger turde snarere have den påkrævede mentalitet (både politikere og folk er jo tit en børnehave). Fokus på ”resultatet” har det med at give blindhed for det større rationale, mens der er mere visdom i at finde meningen i vejen end i det flygtige ”mål”. Thi ”spillet” er uendeligt, men i det mindste kan en dygtig pædagog gøre det underholdende og vedkommende, a la en Glistrup eller Paludan i politik.
Ideelt vil det naturligvis være med praktiske erhvervsfolk i politik, der også er indforstået med dennes væsen som mere uhåndgribelig livskunst. Som jo altså er noget helt andet end erhvervslivets håndgribelige og kortsigtede tænkning. Fx Tommy Ahlers har drevet firmaer frem inden for mobilbranchen, hvilket i sig selv er udmærket, men alskens gadgets, software og andre produkter vil jo i gale politiske rammer kun bidrage til den voksende bunke af produceret ragelse. ”Visioner” kan være meget godt, men det har stofmisbrugere også.
Politik er en evig tovtrækningskonkurrence, og under demokratiske vilkår kan et livsværk risikere at omgøres efter næste valg. (Faktisk er diktatorer underlagt samme vilkår i det større perspektiv – et ”tusindårsrige” kan risikere at vare kun et årti). Enoch Powell formulerede den mistrøstige sandhed: ”Alle politiske liv, medmindre de afbrydes midt under lykkelige omstændigheder, ender i fiasko, fordi det er politiks og menneskelige anliggenders natur.”
I forgængelighedens verden er erhvervslivet naturligvis underlagt samme vilkår, men her mener nogle altså, at den midlertidige succes for et firma eller produkt er noget mere konkret værdifuldt end et politisk værk. Erhvervs-indsatsen kan jo måles og vejes, i hvert fald i et regnskab, og den kan give beskæftigelse – men igen: er det egentlig mere meningsbærende end at gå i brechen for en politisk dagsorden, om den så bliver sejrrig eller ej? Politikere fra erhvervslivet er desværre som regel nogle kedelige spejderdrenge, fokuseret på en snæver ”nytte”-tænkning, som nok øger den enkeltes komfort, men ikke vækker begejstring for at forsvare landet endnu en generation. Tværtimod ofres tit gerne nationale eksistensvilkår for mere umiddelbar ”velfærd”.
I usunde rammer øger ”iværksættere” og vækst kun usundheden (”junk in, junk out”). En politisk kamp er aldrig forgæves, uanset udfaldet. I det mindste vil den sejrrige modpart have fået modstand, og modparten formes og modereres også uundgåeligt af genstridige omgivelser. Til enhver tid må der være nogen til et forsvare diverse opfattelser, for at historiens pendul ikke bare modstandsløst skal svinge stadig mere i den modsatte retning (indtil det falder knusende tilbage).
Om man efter et vist punkt bliver ”lykkeligere” af yderligere produktion og velstand af den form, Ahlers-segmentet leverer, er nok marginalt. Det er nok også kun en lille forskel, de fleste (alle?) kan gøre i demokratisk politik, men retningen af denne, som altid står på en vippe, overgår i ægte betydning langt endnu en tilføjelse til bunken af produkter. Erhvervslivets helte kan nok så meget stille sig i positur som det ”modige Danmark”, men finder de det ørkesløst netop at holde stand i den evige kamp for Danmark, vil de ikke tælle som helte i historien. Dennes største helte er som bekendt dem, som over for et sikkert nederlag alligevel kæmpede indtil enden.
En af de største problemer idag er at erhvervslivet, har sluttet sig til den politiske klasses kamp for at umyndiggøre befolkningen og gøre den til en burhøne, der udnyttes, kontrolleres og udsuges fra vugge til grav af staten, myndighederne og firmaerne.
Og sikke dog en succes det har været for de bestemmende kredse. Den individuelle borger er idag ALLERnederst i samfundshierarkiet intet samfund, hvor det ikke er velset at stå alene og hvor man som almindelig borger i realiteten ingen rettigheder og overhovedet ingen indflydelse har.
Det har erhvervsledere overhovedet ingen forståelse for. I det hele taget har erhvervsledere glemt alt om at være borgerlige. De er nu bare deltagere i det store verdensomspændende kollektivistiske samfundseksperiment sammen med alle andre deltagere fra resten af den ensrettede Verden, som har én stor fælles dagsorden og hvorfra der ikke accepteres afvigelser.
Desuden lader de fleste mennesker idag til ikke at fatte hvad der er sket over især de seneste 20-25 år, hvor man ikke længere kan bruge den gamle venstre-højre politiske akse til særlig meget og hvor problematikken er langt alvorligere end set i de seneste 70 år. Der er for mange mennesker med ansvar, der har et utroligt forsimplet syn på nutidens problematik og samfundsudfordringer og som tror, disse problemer kan løses med et værdisæt, som ikke længere er gyldigt.
Rettelse til linie 14 i min kommentar:
Der skal stå: “samfundshierarkiet i et samfund”..
Erhversledere i politik: Overnationale globalistiske med et mind-set af global-‘corporate’-governance.
Deres rationale er ikke nationalstatens ve og vel dvs. hvordan befolkningens daglig dags trivsel i det lange perspektiv formes. Nej det er vækstkalkyler der værdsættes over alt, som i bund og grund kun kommer et ikke nærmere definerbart segment af nationens befolkning til gode i dens daglige trivsel.
De store transnationale firmaer som de bestrider udæsker nationalstaternes økonomier ved at gemme profit og unddragelse af skattemæssige forhold.
Man kan så dermed sige at erhvervsledernes ‘nytte’-tænkning således ikke kun bare ‘ud’nytter nationernes befolkninger men også i bund og grund ret beset er ret ligeglade med dem og deres livstrivsel, idet de ikke gider tage kampene i alvorlige nationale anliggender som f.eks den massive masse-indvandring/(invasion).
Man oplever derfor ofte at disse erhversledere, hvor end de gerne VIL gøre en politisk forskel ofte ender med at blive en relativ kortvarig parantes.