Under overskriften ”Vi har alle rykket os” interviewes Pernille Vermund i Weekendavisen, og hun får spørgsmålet: ”Hvordan vil danskerne kunne mærke en borgerlig regering støttet af Nye Borgerlige? Vil der være markant færre muslimer i Danmark efter en fuld valgperiode?”

Og Nye Borgerliges leder svarer: ”Hvor mange indvandrere og efterkommere fra Mellemøsten her vil være, afhænger fuldstændig af, om de, som er her, vil følge loven og leve op til kravet om deres egen selvforsørgelse. Vil de ikke det, må de udvises eller selv rejse ud. Vi mener, at det er et helt rimeligt krav at stille til udlændinge, der kommer hertil, at de skal forsørge sig selv. Så de bør selvfølgelig tegne en forsikring mod arbejdsløshed, så de ikke ryger på gaden fra den ene dag til den anden. Mit håb er, at nogle af dem vælger en anden adfærd og vælger at leve på en anden måde, men vil de ikke, må de finde et andet sted at slå sig ned. Du spurgte til muslimer. Vi taler om udlændinge, uanset om de er muslimer, kristne eller buddhister, men situationen er bare den, at der er en overrepræsentation af kriminelle og mennesker på overførselsindkomst fra Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet.”

Man kommer Saxos gamle og svage kong Vermund i hu, på forhånd opgivende i den nationale kamp… Thi Nye Borgerlige kan altså udmærket forestille sig et godt Danmark med op imod en million ”selvforsørgende” muslimer. Bortset fra, at dette i sig selv er et blålys (i mere end én betydning), er problematisering af hver enkelts økonomiske status som svar på Civilisationernes Sammenstød jo det ærketypiske ”goddag mand økseskaft”. Den såkaldte islamist, der udadtil er velfungerende og velintegreret, er jo efterhånden en klassisk skikkelse. Som Mogens Camre påpegede, vil enhver nogenlunde kløgtig muslim sørge for at passe fint ind, indtil de rettroende bliver mange nok til at få magt som agt.

At hovedsagen er princippet om Danmark som de oprindelige danskeres land, i videst mulig udstrækning Muhamedanerfri Zone, kan lyde som en letkøbt holdning, når man er langt fra magt og indflydelse, men hvilken politisk eksistensberettigelse giver det at bruge magten og indflydelsen til reelt at legitimere islamiseringen endnu mere? Muslimerne i deres parallelsamfund, hvor de giver mere eller mindre sorte job til deres frænder, skal nok trives bedre i Danmark tilmed helt uden hjælp fra statskassen (ren teori), end de ville gøre i deres dysfunktionelle hjemlande, og kaldet til at indvinde nyt land for islam giver samtidig deres liv mere mening her. Det har meget lidt med økonomi at gøre, men mange vestlige liberalt sindede tror, at andre kulturer sætter velfærd og materiel vinding øverst, bare fordi vi selv gør det.

Når Nye Borgerlige efter endnu en valgperiode har sat sit marginale ”aftryk” på udviklingen, vil der igen være brug for et nyt parti, som kækt vil svinge sværdet Skræp, efterhånden som flere og flere indser, at befolkningsudskiftningen ikke bekæmpes af diverse økonomiske reformer så lidt som diverse danskkulturelle krav eller mere politi i gaderne, men kun med obligatorisk, konkret remigration. Og partiet, der står for dette, kan ikke begynde på kompromiser uden (også) at blive meningsløst, for der må og skal være nogen, der hinsides “realpolitik” bare står fast på det ene fornødne, mens alle andre tilpasser sig den såkaldte nye demografiske realitet, ryk for ryk.