I december 1994 udtalte dagens fødselar: ”Glistrup er ved at få ret i sine advarsler om udviklingen i antallet af indvandrere og flygtninge i Danmark.” Det var markante ord fra Århus-borgmesteren Thorkild Simonsen, og Poul Nyrup Rasmussen gjorde ham efterfølgende til indenrigsminister for at få en ”strammer”-profil. Det kom til at indskrive sig i den lange række af socialdemokratiske symbolpolitiske blålys.
Om ikke før, så i Jyllands-Postens temasektion om indvandringen den 11. marts 2000 viste det sig, hvilket fupnummer det var at udnævne Simonsen til udlændingepolitisk strammer. Løbet er kørt, udtalte Simonsen nu, udviklingen mod et multietnisk samfund kan ikke standses. Vi kan lige så godt erkende, at der ikke er nogen vej tilbage. Foran ligger et kæmpearbejde. Hermed tænkte han vel at mærke ikke på et oprydningsarbejde med remigration, men på en accept af landssvigernes fait accompli, en masen på med Sisyfos-opgaven “integration”, hvor der hele tiden må begyndes forfra.
I nævnte JP-tema hyklede i øvrigt Poul Schlüter, at debatten har “været for stærkt præget af de ekstreme organisationer”. I samme åndedrag erkendte han imidlertid, at de toneangivende for 10-15 år siden ikke forestillede sig, at indvandringen ville blive så kraftig. Hvis blot politikerne dengang havde turdet lave de nødvendige opstramninger, ville alt være lettere nu (dvs. i år 2000). De “ekstreme” var altså i virkeligheden de kloge! Spektret er rykket (sammen med virkeligheden), men denne konstatering kan gentages i dag.
I forhold til disse politikeres varme luft havde Ralf Pittelkow ramt plet, da han tre dage før årtusindskiftet skrev i Jyllands-Posten: ”Gennem årene har regeringen konsekvent undladt at formulere nogen målsætning for det, som optager mange vælgere: Hvad er en bæredygtig sammensætning af fremtidens danske befolkning?”
Dét er jo netop spørgsmålet, som de ansvarlige politikere stadig må stille sig. Simonsens svigt er kun blevet stadig mere tydeligt med årene, senest med hans gentagne afstandtagen til Mette Frederiksens ”for stramme” udlændingepolitik, men hvordan vil Frederiksen blive bedømt om tyve år? Alt andet lige er hun nok strammere end Simonsen, men jo ikke i forhold til den meget forværrede objektive situation. ”Shifting baseline” er alt, og handling kommer notorisk for lidt og for sent. Allerede nu er befolkningssammensætningen ikke bæredygtig (det var den jo heller ikke for Pittelkow i 1999), og med Frederiksen går det kun lidt langsommere endnu mere i den ubærlige retning. For så vidt er Frederiksen bare en Simonsen for sin tid.
Lorte Demokrater
Endnu en person, der mest af alt havde det i munden. Man kan ikke stole på disse mennesker og man skal ALDRIG stemme på Socialdemokratiet.