Det er 70 år siden, at den senere ledende konservative intellektuelle amerikaner Willam Buckley skrev sin meget kendte bog God and Man at Yale: The Superstitions of “Academic Freedom”. Den 25-årige Buckley protesterede imod, at Yale Universitet påtvang de studerende antireligiøse, antiindividualistiske og venstreorienterede idéer. Tankevækkende var dette midt under ”mccarthyismen”, en epoke, der i mainstream-historieskrivningen portrætteres som en total heksejagt på venstreorienterede, men disse har i hele efterkrigstiden haft overherredømmet på universiteterne og dermed den afgørende definitionsmagt.

Buckley var en kritisk dissident, men han ville alligevel i dag utvivlsomt blive chokeret, hvis han havde levet til at se, hvordan det bare er gået ud ad en tangent. I april holdt psykiateren Dr. Aruna Khilanani foredrag på Yale betitlet ”Det hvide sinds psykopatiske problem”. Hun fortalte, hvordan hun fantaserede om ”at tømme en revolver i hovedet på enhver hvid”, der står hende i vejen. Så ville hun gå skyldfri derfra og have ”gjort verden en fucking tjeneste”… Hun nævnte adskillige gange, at hvide er vanvittige, at de får hendes ”blod i kog”. ”Det er omkostningen ved at tale med hvide. Der er ingen , som ikke er rådne frugter.”

På Khilananis praksis’ hjemmeside reklamerer hun sødladent med, at hendes kontor er ”mødested” for alle slags mennesker, uanset baggrund og holdninger, men under sit Yale-foredrag beskrev hun, hvordan hun har distanceret sig fra alle hvide venner. De hvide er ”psykologisk afhængige af sortes vrede” osv. Man kan bagatellisere den slags med, at det trods alt er den amerikanske akademiske verdens yderste overdrev, men det siger dog en del om, hvad der accepteres som akademisk arbejde i det ellers meget ”følsomme” (i én retning) miljø, og i Danmark har vi jo også adskillige venstreekstreme kendte universitetsakademikere, der kun er marginalt mindre rablende end Khilanani.

Og frem for alt ville et akademisk ramaskrig jo rejse sig, hvis (nok så kompetente) modsat ideologisk prægede personer fik fremtrædende universitetsstillinger. Herhjemme er IQ-forsker Helmuth Nyborgs skæbne velkendt (retfærdigvis bør også nævnes, at den danske nazistleder Povl H. Riis-Knudsen var indlysende kandidat til en fremtrædende universitetsstilling i germansk filologi, men blev vraget til fordel for alskens ”rødnazister”). Højredrejede akademikere i USA, særlig når de berører racespørgsmål fra det modsatte perspektiv af Khilananis, såsom Kevin MacDonald, er også blevet mødt med akademiske ramaskrig og distancering fra den amerikanske akademiske verden, skønt trods alt af langt større kaliber end Khilanani. Over for hende forholder Yale sig dog tavs, så hun må nøjes med kritik fra (sikkert ”populistiske”) tabloid-aviser og lignende.