I Lars Løkke Rasmussens debatindlæg søndag på bt.dk taler han meget om ”nuancerne, eftertænksomheden og fordybelsen”, den ”oplyste dialog” og ”pragmatiske synspunkter” … Frugterne af hans filosoferen bliver, at nu skal børnene hjem fra Syrien, og nu kan der ikke strammes mere i tildelingen af statsborgerskaber. For det, der nu skal forhindre tildeling, har mange pæne danskere selv gjort sig skyldige i. Lars Løkkes modparter er ”hårde”, ”kompromisløse” og bruger ”slagord”. Men det er ”faktisk ikke let at blive statsborger i Danmark”, indvender han.

Når man ser indfødsretslovens omfang, kan det dog heller ikke være ”svært” at blive statsborger. ”Let” er åbenbart også et begreb, der trænger til at defineres. Men mere grundlæggende alt dette med ”nuancer” og ”eftertænksomhed”. Hvorfor er den umiddelbare empati med børn eller andre i nød udtryk for nuancer og eftertænksomhed i højere grad end den holdning, der inddrager den forudsigelige familiesammenføring af ISIS-sympatisører og det generelle signal om, at uanset hvor meget man skejer ud på verdensscenen, står Danmark altid parat som en tryg havn bagefter? De, der kaldes unuancerede og uden eftertanke i indvandringsdebatten, er paradoksalt nok de samme, der netop forsøger at medtænke flest mulige konsekvenser (for uskyldige danskere) af den instinktive hjælpende hånd.  

Sådan er det i øvrigt også tit på andre politikområder, hvor mainstream markedsfører sig som den nuancerede. Kritikere af klima-katastrofetænkningen inddrager flere niveauer end menneskelig påvirkning af klimaet, nemlig den kosmiske, og kritikere af ”grøn energi” ser dybere i energiregnskab og miljøpåvirkninger end den umiddelbare mangel på en rygende skorsten. Ja, man kan gå videre og spørge, hvorfor nogle synspunkter umiddelbart får stemplet ”ekstremt”, mens det modsatte er midter-fornuft. Som om tilhørsforhold til et parti på en selvdefinerende ”midte” og ren verbal troskabsed til demokratiet gør én immun mod at gå ud ad en tangent.

Lige siden den moderne ”populismes” start, i Danmark med Glistrup, har oprørerne fået det stempel at være de slagsordsprægede og unuancerede. Men hvem var egentlig først til at hæve stemmen? Ovenfor uddrag af en tidstypisk kommentar af redaktør på Aktuelt Grimur Gunnarsson (meget rammende kaldet Grimme), 22. april 1973. Fremskridtspartiet var fra starten udpeget som en slags fascisme, med “i baggrunden ekkoet af støvletramp.” Dog ifølge Gunnarsson ikke nazisme, som nogle påstod, for Glistrup havde ikke udtalt sig imod fremmede. Så nu ville han vel også ifølge Grimme være nazist. Eller som Birthe Rønn Hornbech udtalte årtier senere, er Glistrup endda værre end nazisterne. Ja, Glistrup kunne også hæve stemmen, men var han selv eller hans kritikere de første og mest skingre? Var Glistrups kritik forsimplet, var karikeringen og den manglende lydhørhed for de centrale budskaber værre. At man a la Lars Løkke er dygtig til (med et glistrupsk udtryk) smuktklingende tomord, siger jo netop intet om indholdets saglighed.

Man får meget på fornemmelsen, at man simpelthen ved at kritisere en række mainstream-standpunkter pr. definition er unuanceret, tankeløs, slagsordspræget osv. Kort sagt at de meget eftertænksomme grundlæggende ikke anerkender modsigelse. Hvor nuanceret er dét lige? Og sådan er den politiske komedie blevet scenograferet gennem nu mange årtier. Det bekræftes jo af, at kommer der veluddannede og veltalende dissidenter, såsom Generation Identitær, stemples de som i særligt grad farlige, fordi de er dygtige til at udtrykke deres unuancerede synspunkter nuanceret! Omvendt må man sige, at selv ”midtens” ledende kræfter, herunder Lars Løkke, kun formår at udtrykke deres angiveligt nuancerede synspunkter ganske unuanceret. Thi de får slet ikke det modspil fra medierne, der tvinger os andre til at dybdeargumentere og detaljedokumentere.