JP-bloggeren Mikael Jalving fik hidtil uset midlertidigt fjernet et blogindlæg af Jyllands-Posten på grund af en mindre faktuel unøjagtighed, da han sammenlignende corona-truslen med islam-truslen og korrekt påpegede, at den sidstnævnte på sigt har langt større konsekvenser for vort samfund.

Han blev forudsigeligt beskyldt for ”whataboutism”, altså at henvise til et andet problem for at bagatellisere det, der aktuelt tales om. Indvendingen mod Jalving var bl.a. den indlysende, at selv om islamiseringen nok er slem, anfægter den ikke, at der også bør gøres noget imod corona.

Dét er jo sandt nok, men indvandringsdebatten har om noget altid været genstand for ”whataboutism”, uden at det har ført til stempling endsige censur. Man har ændret pegefingerens retning alle mulige steder hen: De rige er hovedskyldige i fattigdom, danskere begår også kriminalitet, Vesten udøver også terror osv.

Disse indvendinger kan være lige så sande som Jalvings indvendinger over for corona, men er lige så lidt et argument for at være slapper over for islamiseringen. Det er svært at indse, hvorfor det skulle være særlig odiøst for indvandringskritikere at kræve samme vagtsomhed, som der udvises på andre områder.

De hensyn, alle danskere nu anmodes om at vise for at beskytte de svageste borgere, argumenteres der for på principielt samme måde, som indvandringskritikere længe har argumenteret for grænseværn. Men mens corona-advarere roses for humanitet, skoses nationalsindede for inhumanitet.

Det bør ikke føre til ekstremisme-stempling og indgreb mod det frie ord at kræve samme rettidige omhu ved andre trusler mod samfundets svageste, som der nu kræves i forbindelse med corona. Glistrup var nok vor største fortaler for at lade tvivl komme samfundet til gode, men han høstede ikke som Mette Frederiksen laurbær ved at fremføre ”usikkerhedsprincippet”.

Et samfund kan stå over for vidt forskellige trusler, men det er ikke usagligt at sammenligne dem og undre sig over, at kun de ”naturlige”, såsom klima og sygdomme, får legitim trusselstatus, mens de, der er fuldt så reelle, men skyldes andre menneskers værdier og vilje, snarere skal beskyttes, og advarerne gøres til problemet.

Hændelsen med Jalving kan ligne en storm i et glas vand, men afslører i et glimt de forskellige vilkår, bekæmperne af de forskellige samfundstrusler arbejder under. Der findes ikke nogen paragraf, som sikrer corona-smittedes frihed og ligebehandling og beskytter virusset, og omvendt findes der desværre ingen lov, som tvinger islam-smittede i karantæne.

Konkret blev Jalvings indlæg censureret, fordi han hævdede, at corona ikke er farligere end influenza, hvilket sagligt set så vist er tvivlsomt, men det er dog småtteri af en fejl i forhold til den himmelråbende misinformation, der i årtier har fået lov til at passere om indvandringen, dens udgifter og kriminalitet samt islam etc., tilmed fra folk med ekspert-status.

I øvrigt blev det samtidig i Berlingske stærkt kritiseret, at forfatteren Knud Romer der fik lov til at udtale sig bagatelliserende om corona. Her kan man dog også undre sig over de myriader af uvidende ”kulturpersonligheder”, som i årtier har fået lov til at udbrede deres på indsigtsløshed grundede uforgribelige meninger om islam og indvandring.

Det blev over for Jalving også fundet usmageligt, at han angiveligt sammenlignede en religiøs gruppe med en sygdom, men det gjorde han dog heller ikke. Men meget relevant sammenlignende han netop mainstreams vidt forskellige tilgang til to slags trusler mod danskerne, skønt truslerne dog netop ikke er så forskellige hvad angår farligheden for folkeflertallet (eller corona endda den mindst farlige).

I kommentarerne til Jalvings indlæg blev han tilmed beskyldt for fascisme pga. sin angivelige sammenligning. En beskyldning, der dog er lige så ubeføjet som fascismebeskyldningerne mod Stram Kurs. Der kan findes ”ligheder” mellem alle politiske retninger, men ofte er de overfladiske og tilfældige, udsprunget af vidt forskellig mentalitet og begrundelse.

Med større grund kan man dog kalde mange såkaldte liberaldemokrater for liberalfascister, når de ønsker censur mod personer, der (også) benytter sig af ”whataboutism”, for dermed bliver ”liberaldemokraterne” reelt fortalere for en langt værre ”shutyourmouthism” (at lukke munden på andre bliver hovedbestræbelsen i stedet for argumentation, heriblandt relevante sammenligninger).

Endelig faldt det nogen for brystet, at Jalvings sammenligning var ”utidig”, fordi vi står midt i en alvorlig misere med sygdommen. Det gør vi dog også med indvandringen. Sandheden bliver ikke mindre, og budbringeren ikke gerningsmand, af at sandheden er ubehagelig. Stram Kurs er som bekendt også blevet beskyldt for at mangle takt i sit folkeoplysningsarbejde. Men måske er sandheden netop mest relevant, når det er mest pinagtigt at høre den.