Boganmeldelse: Carsten Jensens “Kældermennesker”

Det er svært at få greb om Carsten Jensens bog ”Kældermennesker”. Den rummer nemlig et minimum af saglig politisk argumentation (hvorvidt et samfund med masseindvandring overhovedet vil fungere), men er næsten udelukkende psykologiserende påstande om ”populisterne” og de, der er værre. Jensen henter begrebet kældermennesker fra Dostojevskij, men han er selv en sådan rablende skribent, der indædt øser sin galde og ikke meget andet over dem, han nu engang ikke kan lide. ”Kældermenneskets rablerier kunne være mundet ud i en ydmyghedens filosofi om livets mysterier, men ender i stedet i en brovten.” Ja, velkommen i klubben, Jensen.

Således beskriver han Donald Trump som ”det kloakafløb, al mening og sammenhæng forsvinder igennem.” Ikke sandt, det er jo virkelig at hæve sig over den vulgære og dårligt argumenterende modpart. Men også hvor der er forsøg på egentlig samfundsanalyse og ikke blot karaktermord på modstandere, begrænser den sig til de forudsigelige tirader imod det ”neoliberale” samfund, der angiveligt gør alt helt nyt og os alle identitetsløse, som om folk og historie med ét var ophørt med at eksistere. Den negativitet, Jensen beskylder populisterne for, udspringer tydeligvis af hans eget sind. Således hylder han filosoffen Rortys ”profetiske” ord om Trumps magtovertagelse, at ”alle de rettigheder, som sorte og brune amerikanere har tilkæmpet sig, vil forsvinde fra den ene dag til den anden”.

Den angiveligt subtile intellektuelle, der bekæmper ublu generaliseringer, ynder at tale om ”europæerne” som en blok, der deler skyld og laster. ”Engang sparkede vi jeres døre ind. Nu smækker vi vore døre i, og det er nu som før vores overlegne civilisation, der giver os retten.” Stråmænd og atter stråmænd. De menige europæere har aldrig været imperialister. Det var datidens autoritære regimer, der var det, mens de nulevende europæeres forfædre var mindst lige så fattige som ulandenes flertal i dag. Jensens føleri må i praksis modsvares af en følelseskulde over for egne menige landsmænd, som går et stadig mere trøstesløst samfund i møde, mindre pga. neoliberalisme end pga. dennes kulturmarxistiske følgesvend, som Jensen og åndsfæller dyrker.

Men kernen forbliver Jensens spørgsmål i starten af bogen: ”Skulle vores nej til flere flygtninge virkelig være et rationelt begrundet nej, eller er det tilladt at spørge til motiverne?” Det første går han på typisk venligbo-vis ikke i dybden med, mens hovedparten af bogen altså er en bunke postulater og tvivlsom filosoferen om modpartens motiver, som kan være både rigtige og forkerte, men pointen er, at motiver kan man kun gisne om, i politik er det frugterne, man må kende en holdning på. Jensens egen skævvridning antydes af hans omtale af anden verdenskrig, som han entydigt ser som en kamp mod ”en totalitær stats overgreb på alle menneskerettigheder”, ikke som en kamp for nationalt selvforsvar. Sovjets deltagelse får han til at passe ind ved at medgive i en bisætning, at denne stat ”selv havde totalitære træk”. (Men åbenbart ikke særlig dominerende sådanne …).

Først på bogens allersidste sider kommer Jensen med sin egen ”rationelle” begrundelse for sit verdensborger-projekt, nemlig klimaændringerne, hvis rolle som ”deus ex machina” (en mirakuløs hjælpende hånd) for venligboernes rationale her fremstår usædvanlig klar. Her er han mere apokalyptisk end de fleste indvandringskritikere: ”Den populistisk iscenesatte modsætning mellem ’folket’ og ’eliten’ er ikke andet end et værtshusslagsmål i katastrofens forgård.” Det falder ham dog ikke ind, at også denne problematik, i den udstrækning, den måtte være reel, bedst løses i de respektive nærmiljøer, hvor folk påvirkes af ændringer, i stedet for via global samfundshersen, hvor Danmark og andre skal ofre sig, uden at det påvirker de store forureningssyndere en disse. Klimaet er et påskud til rationalisering af holdninger, Jensen ellers ville have svært ved at argumentere for andet end med henvisning til en højere ”moral”, der dog i praksis går ud på at bebyrde europæerne med andres uansvarlighed, den ulideligt velkendte retten smed for bager, som er venstrefløjens standardopskrift på ”retfærdighed”.

Be the first to comment on "Boganmeldelse: Carsten Jensens “Kældermennesker”"

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.