Den fremtrædende britiske romanforfatter Hall Caine (1853-1931) var en stor stjerne i sin samtid, men er i dag ret glemt. For vor aktuelle nationale sag blev han ikke mindst relevant, da han i 1890 skrev en engelsk version af den franske dramatiker Henri Borniers skuespil Muhammad. Dette var blevet forbudt af den franske regering efter krav fra den osmanniske sultan Abdul Hamid 2. Caine skrev derpå efter opfordring fra skuespilleren Henry Irving sin engelske version, med fokus på Muhammeds flugt fra Mekka og senere tilbagevenden fra Medina. Den første prominente britiske konvertit til islam, William Henry (Abdullah) Quillam, udnævnt af den osmanniske sultan til leder af de britiske muslimer, bidrog imidlertid til rygter om, at skuespillet ville forårsage optøjer fra Storbritanniens muslimske samfund og problemer i kolonierne, så stykket blev også forbudt i Storbritannien af myndighederne via teatercensoren.

I betragtning af denne erfaring bevarede Caine et forholdsvis optimistisk syn på den islamiske verden. Det fremgår fx af hans store roman Den hvide Profet (1909, dansk samme år), der følger en fiktiv nordafrikansk profets voksende popularitet i konflikt med de britiske kolonimyndigheder. Profeten er vel at mærke en slags Jesus-skikkelse med et fredens og forsoningens budskab og en urealistisk reform-islam, der da også bekæmpes af repræsentanterne for den herskende udgave af islam og ender med at misbruges af denne. Sammenvævet med profetens skæbne er en kærlighedshistorie med et ungt britisk par, hvis forældre er ledende i koloniadministrationen. Det aktuelt interessante er dog de store begivenheders logik og de forskellige romanpersoners opfattelser om islam og Vesten.

Historien indledes med et stort offentligt arrangement i Egypten, hvor der pga. et uoverlagt ord fra en brite lynsnart opstår spændinger mellem de forsamlede egyptere og briter. Ikke mindst de gensidige misforståelser over kulturkløften bærer den tragiske handling frem. Når egyptere råber ”Længe leve Egypten!”, hører briterne: ”Rejs hjem til England; vi er en selvstændig Nation og kan klare os uden jer!” En tilstedeværende myndighedsperson får bekræftet sit syn, at briterne i Egypten lever på toppen af en vulkan: ”Vi frelste deres Land fra Fallit og Undergang; vi friede dem fra Pisken og gav dem Mad, da de sultede, og nu raaber de: ’Leve Ægypten!’” En egyptisk fyrstinde er på europæernes side: ”De skøre tyrkisk-ægyptiske Sjæle, der med glæde vilde sætte hele Landet i Brand bare for at tænde deres Cigaretter. Børn kalder jeg dem, Børn, der fortjente at faa af Riset.” Den ledende britiske general i Egypten kommenterer: ”Jeg vil snarere kalde det religiøse end politiske Uroligheder. Man kan gøre saa meget for Muselmanden, som man vil, han glemmer dog aldrig, at den Haand, der viser ham alle disse Velgerninger, er en Vantros Haand.”

Romanens gamle britiske generalkonsul i Egypten er af den overbevisning, at ”Forskellen mellem Østen og Vesten, mellem Muselmand og Kristen kunde aldrig udlignes; for Ægypterne betød Islam mere end selv den bedste Regering”. Dette er tydeligvis ikke fortællerens holdning, men handlingen modsiger dog ikke generalkonsulen. Han vil holde religiøse opviglere nede med hård hånd, men dog ikke direkte undertrykke den frie presse i Egypten, thi så ville misfornøjelsen blot blive ”trængt tilbage til Moskéerne, hvor den vilde blive hundredfold farligere, fordi den her kunde udvikle sig i det skjulte.” Caine beskriver fint de umulige dilemmaer, vesterlændinge kommer i ved håndteringen af islam. Den erfarne generalkonsul rammer et kerneproblem: ”Det hænger saadan sammen, at Ægypterne, i Følge deres Religion helt mangler den Livskraft og Energi, der kendetegner de store civiliserede Nationer, at den muhamedanske Tro, hæmmet af Koranen, er som en Mumie, død for alle et moderne Samfunds Krav.”

Den ellers forbilledlige Hvide Profet kunne trods sin relevante kritik af den bestående islam heller ikke lade være med at give andre hovedskylden: ”Han erhvervede et stort Ry for Fromhed og tiltrak sig Opmærksomhed over hele Nildalen ved sine Prædikener, hvori han nedkaldte Død og Fordømmelse, ikke saa meget over sit eget Folks Ledere, der nedværdigede Islam, som over de forhadte Kristne, hvis Trældomsaag, som han mente, var Skyld i, at hele den muhamedanske Verden var ved at gaa fra Forstanden.” Mens den britiske general ser El Azhar-universitetet, islams teologiske centrum, som arnestedet for alle oprørstendenser, hvorfor ”det er paa høje Tid, at Regeringen rømmer de Huler,” maner den Hvide Profet til moderation: ”El Azhar er Muhamedanerens religiøse Midtpunkt. Berøv Muselmanden hans Tro, og han har intet tilbage.” Vel at mærke gør den Hvide Profet efterhånden op med centrale dogmer i islam, så det er også forfatteren, der her taler gennem generalkonsulens videre redegørelse: ”Maaske er alle dogmatiske Religioner mere eller mindre éns paa det Punkt, men den kristne Tro har bedre kunnet tilpasse sig efter Tidsaanden, hvorimod Islam er vedbleven at være den samme, det syvende Aarhundredes Religion, født i en Ørken og opelsket i et Samfund, der ikke var meget andet end et barbarisk Samfund.”

En egypter udtrykker i romanen det, som både bogens og virkelighedens historie kun har bevist igen og igen: ”For Muselmanden er hans Religion Virkelighed – saa virkelig som Døden, som Livet, som Kildespringene i Ørkenen, og hvis Regeringen rører ved den, vil Regeringen dø!” Manglende forståelse for religionens betydning for det førmoderne sind får jo stadig vestlig politik til at fremstå naiv og forfejlet. Som det hedder i romanen, kunne generalkonsulen ”ikke skjule for sig selv, at Vestens Maskineri, naar alt kom til alt, stod fuldkommen magtesløs overfor en østerlandsk Fanatismes hykleriske Rænker og Anslag.” Over for denne står i det moderne Vesten ”det repræsentative System, som hindrede og hæmmede paa alle Punkter”. ”For det er netop en af de største Vanskeligheder, der møder en kristen Regering i Forholdet til et Folk af en anden Race og en anden Tro, at de kan gøre Oprør paa saa mange Maader, som det næsten er umuligt at kontrollere, og Gud alene véd, hvad der foregaar i Moskéernes hemmelige Lønkammer.”

Vanskeligheden for europæere at styre islamiske kolonier ligger ikke mindst i, at man skal optræde ”overfor disse Millioner af Orientalere, der efter at de i halvfjerdsindstyve Aarhundreder har været vant til at bøje sig for kejserlige Selvherskeres Bud nu med Begærlighed lytter til enhver Fanatiker og er et let Bytte for hemmelige Sammensværgelser og Spioners List og Snedighed.” Og dog følte briterne, at de havde en forpligtende mission, thi ”Grundlæggelsen af et stort, arabisk Rige vilde være ensbetydende med, at hele den østerlandske Verden vilde rejse sig i Oprør mod deres europæiske Herrer og vende tilbage til de brutale, intolerante, usunde Læresætninger, der gaar under Navn af den Hellige Lov.” Romanens generalkonsul erklærer ved sin tilbagetræden, at han ”hører til dem, der altid har anset det for de store Nationers Pligt at bære Civilisationens Lys ind i de Lande, der er nedsænkede i barbarisk Mørke, og jeg har ikke noget imod ikke at blive regnet med af de Fanatikere, der mener, at hele Menneskeheden skal regeres efter de samme Love.”

Erkendelser om sharia og islams uforenelighed med vestlige samfundsnormer er langtfra nye, og det er slående at se, hvordan nutidens debat ikke er nået længere end den, en over hundred år gammel roman skildrer, byggende på historiens blodige, men åbenbart ret forgæves erfaringer!