Første bind af nu 95-årige Jean-Marie Le Pens erindringer går frem til stiftelsen af Front National i 1975 (andet bind udkom 2019). Fra barndommen i den fattige fiskerfamilie i Bretagne og gennem krigen, der kostede faderen livet, da han fiskede en mine op. Le Pen går ikke op i abstrakte begreber, men ved, at han er ”produkt af en jord, et folk og et øjeblik i historien. Det er jeg stolt af.” Han blev opdraget i hjem og skole til ”kulten for fædrelandet”. Mindet om de afdøde er for ham et fundament for nationen; afviser man generationernes kæde, afviser man livet selv. Hadet mod forfædrenes arv, afvisningen af at føre den videre, ser Le Pen som kernen i den moderne, nedbrydende mentalitet. I dag vil man bare leve så nemt som muligt, det er ”fremskridt”, mens Le Pen ser livsglæden i at overvinde vanskeligheder. Han henviser til den Tredje Verden, hvor han har set glæden, skønt man har ingenting. Det emotionelle er for Le Pen vigtigst i livet så vel som i politikken. Han sætter stor pris på lyrik og sang, og levede da også i en lang årrække som udgiver af især historisk musik. Typisk for den selektive historieskrivning er det kendt, at han udgav sange fra Det Tredje Rige, men han udgav ligefuldt modparters musik. Derimod er han blevet kritiseret for at kalde rap-musik barbarisk, et udtryk for kulturelt sammenbrud og had mod Frankrig.

Ud fra Le Pens erindringer om anden verdenskrig, hvor allierede bombninger af Frankrigs vestkyst for at få ram på tyskerne også kostede op imod 120.000 franske liv, forstår man, hvorfor han ikke ser krigen helt så sort-hvidt som mainstream. Allerede i den franske modstandsbevægelse så han, hvordan forsvaret af Frankrig ikke kom i første række, man skulle være enten kommunist eller gaullist for at blive godtaget, kriteriet var ideologisk, ikke nationalt. Han er stærkt kritisk mod general de Gaulle, dels for dennes ”retsopgør” mod Vichy-regeringen, som Le Pen ikke mindst ser som en fornuftig buffer mod direkte tysk terrorvælde, og dels for svigtet af det franske Algeriet, som de Gaulle ellers kom til magten på at ville forsvare. Det blev på mode at have renfærdige politiske ”idealer”, selv om man dermed planløst svigtede virkelighedens mennesker, for så vidt både franske og indfødte i Algeriet. En holdning som Le Pen kalder for ”puritaneres patetiske narcissisme”.

Den politiske korrekthed startede i Frankrig lige efter krigen, højrenationale blev pariaer, kommunister blev den intellektuelle ”elite” (lignende skadelighed ser Le Pen kun i den ”progressive” kristendom). Med rette spørger Le Pen, hvorfor de gode værdier, kendt fra Vichy, ”arbejde, familie, fædreland”, ses som så odiøse, blot fordi der også har været undertrykkelse forbundet med dem, mens ”frihed, lighed, broderskab” stadig er entydigt fine, trods den store terror, der fulgte dem fra start? Med den dramatiske historie, Le Pen har været førstehåndsvidne til, er det klart, at han ikke berøres så stærkt af dét, moderne mennesker ser som forfærdeligheder. Forsvaret af en nation kræver ofre, enten éns egne eller modpartens, helst det sidste. Da Frankrigs præsident 1954-59, René Coty, var blødagtig over for uromagere i Algeriet, fordi han ikke ville have ”blod på hænderne”, svarede Le Pen, der da var deputeret for Pujades protestparti, at så burde Coty ikke have været politiker, men tomatsælger.

Vel at mærke er der en stærk humanitær tråd i Le Pens levnedsløb. I 1953 tog han på universitetet initiativ til en aktion, hvor han selv og andre unge mænd tog til Holland for at hjælpe mod de meget store oversvømmelser, som et katastrofalt digesvigt havde forårsaget. Også for at demonstrere europæisk sammenhold, hvilket han dog ser som noget andet end EU’s overnationale projekt. Hans parallel til aktionen i Holland er selvfølgelig nu, at europæerne bør stå sammen for at bygger diger mod den demografiske oversvømmelse. Også som soldat under Suez-krisen viste Le Pen sit forsonlige sindelag ved at sørge for at få faldne muslimer begravet med hovedet vendt mod Mekka, som det hører sig til, og overhovedet at give alle en begravelse, hvilket hans underordnede ikke altid var så villige til (det var besværligt at fiske de mange lig op fra Suez-kanalen). Le Pen har altid haft et godt forhold til arabere og muslimer som sådan, han gik ind for kolonierne og erkendte først senere, at det var en uklog ordning demografisk set for selve Frankrig. Men kolonitiden står for ham stadig som det forholdsvis gode ideal om det inkluderende og grænseløse samfund, som sært nok blev afvist af samme politiske segment, som nu går ind for det i selve Frankrig: Kolonisering af Afrika er dårlig, af Europa god…

Modstandere anklagede senere Le Pen for at have udøvet tortur mod fanger under krigen i Algeriet, men Le Pen gennemgår udførligt sine tjenesteder og rang i forhold til omstændighederne, hvor den slags skete. Han benægter ikke, at en vis tortur fandt sted, men i forhold til de grusomheder, oprørerne bedrev, kalder han sådan kritik for at gå efter ofrene i stedet for gerningsmændene. Både dengang og i dag er han ikke anti-islamisk, men i 60’erne var islam stadig ikke kommet i offensiven, den var kraftløs og forholdsvis fredelig, ligesom demografien ikke var blevet et akut problem. ”Det var således ikke af had til algeriere eller marokkanere eller senegalesere, som havde været mine våbenbrødre, at jeg fra 70’erne begyndte at bekæmpe den Femte Republiks indvandringspolitik, men af kærlighed til Frankrig,” konkluderer Le Pen, der mistrøstigt må konstatere, at 35% af alle fødsler i Frankrig nu skyldes indvandrersegmentet.

I Frankrig gik det ifølge Le Pen helt galt med den nationale holdning i 1968. Alle Frankrigs tidligere revolutioner havde trods alt rummet noget storslået, mener han, men 1968 var ”middelmådighedens” (pseudo)revolution. Målet var bare at gøre alt så nemt som muligt, at tillade alt. De meget tolerante og humane holdninger kunne man dog allerede dengang have gennemskuet ved at se på deres dystre forløbere. I forhold til det såkaldte ekstreme højre havde det ekstreme venstre i Frankrig ingen hæmninger i efterkrigstiden. Man viste sin modstand mod kolonikrigene ved fx at nægte at donere blod til soldater, togtransporter med sårede blev saboteret ved at lægge brokker på sporene, røde arbejdere saboterede produktionen af ammunition til fare for soldaterne… Men den dobbelte moralske standard blev tidligt etableret, og i det sort-hvide verdensbillede trak Le Pen og hans ligesindede det korte strå.

I bogens slutord sammenfatter Le Pen, at han egentlig ikke føler sig som en politiker, men er stemmen for dem, der ikke har nogen stemme; han gik ind i politik som repræsentant for dem, Frankrig havde afvist – det store segment, der hverken var venstrefløj eller gaullister. I dag i høj grad samme segment, som er indvandringskritisk. Le Pen ser sig som landets vagthund, en advarer, en plageånd for mainstream, og han ønsker at være den, der forsoner franskmændene, men han har jo også i høj grad netop vakt strid. Sådan må det være, når magthaverne definerer deres egen atomisering af samfundet som ægte tolerance, og meget unødig strid udspringer også af modparters krakilske overdrivelser af Le Pens angivelige fejltrin. Hans biografi er nuanceret, men historieskrivning er altid selektiv, så det er godt, at han har nået at få aflagt sit eget vidnesbyrd. Selv om store dele af de i egen opfattelse mere ”anstændige” højrenationale i Europa nødig vil sættes i bås med ham, vil vurderingen af ham utvivlsomt blive mere positiv, efterhånden som støvet har lagt sig.

Jean-Marie Le Pen:

Mémoires.

Fils de la nation.

Éditions Muller, Paris, 2018. 446 sider.