Tre amerikanske professorer i sociologi har undret sig over den permanente splid i opinionen om, hvordan man bør forholde sig til ”ulighed” på en række områder. Det er der kommet en god bog ud af. Forfatterne opdeler opinionen i to hovedlejre, som primært går ind for hhv. ”social orden” og ”social retfærdighed” (groft sagt konservative og progressive). Hos de fleste mennesker er prioriteringerne nok blandede, men debatten fungerer desværre således, at dens ledende deltagere typisk kun har én kæphest. Det prisværdige ved nærværende bog er derimod, at den forsøger at dele sol og vind lige, og at den anerkender en ligeværdig moralsk bestræbelse hos højre og venstre, som ad forskellige veje begge søger det efter deres overbevisning bedste for mennesket.

De to retninger ses begge som ukomplette, og deres tilhængere er udsatte for at falde for de samme fristelser. Under ”mccarthyismen” i 1950’erne var det den konservative lejr, som var fristet til at indskrænke ytringsfriheden for venstrefløjen, i dag hersker sidstnævnte i meningsdannelsen og vil gerne give modparten mundkurv på. Bogen ender med en advarsel om nutidens uhyre skævheder i både medier og samfundsrelevant forskning, hvor tilhængerne af ”social retfærdighed” dominerer og søger at marginalisere orden-tilhængerne i stedet for sagligt at søge modspil og afbalancere egne standpunkter. Men mennesket er generelt bedre til at finde bekræftelser på i forvejen indtagne standpunkter i stedet for at få disse prøvet kritisk. At sikre dén funktion i samfundet er afgørende for dets virke.

Min sympati er hos tilhængerne af social orden, hvor stræben efter ”retfærdighed” vel at mærke ikke glemmes, men bliver resultatet af ordenen. Den progressive stræben efter retfærdighed går ud fra, at man bare skal ”ville” et mål nok for at opnå det, og at der ikke er grænser for det mulige. Kampen for ”en bedre verden” holdes kun tilbage af manglende engagement for sagen. Herimod går orden-tilhængerne ud fra, at mennesket er en skrøbelig blanding af godt og ondt, og at alle ressourcer grundlæggende er knappe, hvilket gør prioritering til politikkens primære gerning. Herunder prioritering mellem éns egne (familie og landsmænd) og alverden, mens tilhængerne af uformidlet ”retfærdighed” mest kun ser individer, som man bør stræbe efter at behandle lige uanset deres ophav. For orden-tilhængerne findes der generelt ikke smertefrie politiske ”løsninger”, men kun afvejninger mellem onder.

Blandt bogens kapitler om ulighed på forskellige samfundsområder er der et om racisme, og her gives klare eksempler på de modstridende synsmåder, så som over for tiltag for positiv særbehandling af historisk diskriminerede grupper. Forsøger man som de progressive at lette sortes adgang til uddannelse, gør man sig samtidig skyldig i åbenlys racisme mod amerikanere af asiatisk oprindelse, der klarer sig bedre end gennemsnittet og derfor reelt udelukkes til fordel for akademisk ringere sorte. Således har selv de bedste intentioner bivirkninger, som altid må vurderes i forhold til de ”gode” mål. Man er ikke nødvendigvis imod disse, fordi man er imod de konkrete tiltag, men ”retfærdighed” er aldrig entydig i en ressourceknap verden. I bogens gives også et eksempel med en uhyre velstående spansk studerende, der klassificeres som latinamerikaner og derfor fik særbehandling i USA, meget muligt på bekostning af en hvid med fattig baggrund, efter alle sædvanlige parametre langt mindre ”privilegeret”.

Den moderne politiske korrekthed er dog parat til at acceptere endog meget store negative bivirkninger for at opnå én gang knæsatte ”gode” mål. Eller de efter normal opfattelse negative bivirkninger tolkes endda som positive, således den frygt, hvide kan føle for at træde ved siden af under wokeismens herredømme. ”Frygt er en stærkt motiverende kraft,” som en af fortalerne for ”kritisk raceteori” udtrykker det. Det er helt fair, at hvide med deres fortid som undertrykkere nu føler frygt. Retfærdighed er sandelig mange ting… Tilhængerne af social orden ser derimod i alt væsentligt retfærdighed som farveblind lighed for loven.

I kapitlet om holdninger til indvandring beskrives også orden-tilhængernes opfattelse, nemlig at de, der klager over illegale indvandreres forhold, ”anklager andre for dårlige valg, nogle har truffet”. Mange, men ikke alle, der lider i samfundet, har selv med deres adfærd skabt deres situation. Dén tolkning kalder de progressive retfærdigheds-forkæmpere at ”give ofret skylden”, men dét forudsætter jo netop, at vedkommende er ”offer” for andres forseelser. Sandheden er altså, at begge dele kan være tilfældet, og her er klog politik saglig skelneevne, ikke doktrinær gåen ud ad én tangent. Men også i disse sagsforhold hersker i dag ensidighed, for så vidt som én tolkning er så langt den mest populære: ”offerindustrien” har kronede dage.

Der er imod denne ensidighed, og énøjede løsninger generelt, at bogen er skrevet, og som før nævnt er det forfatternes ærinde at fremme idéen om en rutinemæssig lødig prøvelse af fremførte standpunkter. Lidt med forbillede i den videnskabelige ”peer review” eller fagfællebedømmelse af videnskabelige manuskripter før publicering. Det vil vel at mærke ikke sige at oprette en ”facttjekker”-institution som debattens overdommer. Forfatterne erkender, at uenighed i samfundsspørgsmål ikke kan afgøres faktuelt, uanset hvor mange informationer der kommer på bordet. Uenighederne skyldes mentalitet, prioritering eller indfaldsvinkel. Samfunds kompleksitet bevirker, at tolkninger altid vil være vigtigere for facit end de tørre facts, man går ud fra.

Så det gælder primært om at sikre, at påstande om sociale sammenhænge altid kan blive bestridt lige så højlydt af modsatte synsmåder. Mennesker af en bestemt mening er erfaringsmæssigt meget dårlige til at tage seriøst højde for indvendinger, så forfatternes forslag er en instans, hvor fx journalister med én holdning før publicering får deres materiale gennemset og kommenteret af kolleger (uden censurmagt) af modsat politisk farve. Det må dog tilføjes, at første skridt her må være overhovedet at erkende, at man har en ideologisk skævvridning, der tåler korrektion, så der er lang vej endnu. Forfatterne bemærker selv, at nutidens medier bevæger sig i modsat retning, følgende en lejr-mentalitet, der gør ”seriøse” medier svære at skelne fra de sociale mediers stærke holdningspræg, og altså med en ganske stor hældning mod venstre.

Forfatterne foreslår også for skoleundervisningen, at der undervises ligeligt i alle indfaldsvinkler på samfundsemner, med understregning af, at synspunkterne er moralsk ligeberettigede. Det er jo også stadig længere væk fra politisk korrekt praksis. Alt i alt er det næppe ”realpolitiske” forslag, nærværende bog rummer, men dens budskab har stor værdi ved i det mindste på lødig facon at skabe bevidsthed om alle populære politiske standpunkters ensidighed og behov for korrektiver, hvilket i særdeleshed gælder for dem, der definerer tidsånden, som risikerer bare at fortsætte ud ad én tangent. Dermed er bogen også et stærkt argument for principiel ytringsfrihed, som er forudsætningen for at kunne bestride selv et nok så populært ensidigt standpunkt.

John Iceland, Eric Silver & Ilana Redstone:

Why We Disagree about Inequality.

Polity Press, 2023. 200 sider.