Litteraturanmelder Julie Gufler fra Frihedsbrevet vurderer, at Jim Lyngvilds nye bog Shitstorm er så dårlig, at den ikke er værdig at blive anmeldt. Hun bemærker også, at Jim Lyngvild er amatør og nu også folkeforfører.
Det var inden Bogforum 2023 min hensigt i løbet af november at læse og anmelde Jim Lyngvilds bog Shitstorm. Jim Lyngvild er uddannet designer. Han er altså en form for håndværker. Han har ingen boglig uddannelse. På den baggrund har han “produceret” mange bøger. Så også af den grund var jeg nysgerrig – udover naturligvis på grund af bogens tema. Imidlertid forkastede jeg helt idéen om at læse Shitstorm, efter min oplevelse da Jim Lyngvild gæstede Bogforum 2023 med sine 3 medforfattere Ghita Nørby, Poul Madsen og Pernille Redder. Det kan du læse mere om i artiklen Bogforum: Danmarks 3 største divaer. Især fandt jeg det smagsløst, at Jim Lyngvild benytter (jeg skriver ikke udnytter, selvom jeg har lyst) en 88-årig skuespiller til at være medforfatter til en bog, hvis tema hun ikke ved noget om eller forstår sig på.
Julie Gufler: Bogen er et sted mellem “Guinness’ Rekordbog og damebladets business casual”
Til gengæld har Frihedsbrevets litteraturkritiker Julie Gufler rent faktisk gjort, hvad jeg ikke orkede: læst bogen. En opsummering af indholdet er ifølge Julie Gufler:
“[…] her får den gamle selvpromoverende provokatør Lyngvild baghjul af den nye folkeforfører Jim. Enetalerne er sandwichede ind mellem en håndfuld præsentationer af “nogle af verdens værste af slagsen” (altså shitstorme) skrevet af journalist Pernille Redder samt en række efterrationaliseringer inklusive gode råd fra tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet og selvudnævnt ekspert i shitstorme, Poul Madsen.”
Julie Gufler i artiklen Fri Kritik: Gamle mænd på nye flasker (8. november 2023), Frihedsbrevet.
Bogen blev præsenteret som værende en “samtalebog” mellem Ghita Nørby og Jim Lyngvild, men det er åbenbart mere en enetalebog. Det overrasker mig ikke. Jim Lyngvild er ikke kendt for at lade andre komme til orde.
De blege og tørstige boomers
Mit indtryk på Bogforum 2023 var, at det var et påfaldende stort antal boomers i publikum til præsentationen af Shitstorm. Dette beskrev jeg som: “mindst 75 % kvindelige folkepensionister”. Julie Gufler kan bekræfte, at bogen er skrevet til denne aldrende demografi:
“Som fagbog, og det vil sige som et stykke formidling, er den ikke kun et kompositorisk og indholdsmæssigt miskmask; i stedet for at være en guide (eller bare en designated driver), er den også skrevet både af og til de blege og tørstige boomers, der netop er ankommet til medielandskabet: ikke så meget på månen, som med Spies’ rejser til en grisefest på Mallorca anno 1955.”
Julie Gufler i artiklen Fri Kritik: Gamle mænd på nye flasker (8. november 2023), Frihedsbrevet.
Når amatøren Jim Lyngvild bliver vurderet af en ekspert
Det er altid interessant at læse en eksperts vurdering af et produkt og producenten. I tilfældet Jim Lyngvild er Julie Guflers beskrivelse: “Umiddelbart er essensen af mediepersonligheden Jim Lyngvild, at han er indbegrebet af en amatør.”
På sin vis kan man sammenligne Jim Lyngvild med den afdøde realitystjerne Sidney Lee. Dette ville dog være en urimelig sammenligning over for Sidney Lee, fordi han modsat Jim Lyngvild var både høflig og venlig. Jeg mødte ham selv tre gange.
Frihedsbrevets litteraturkritiker Julie Gufler er uddannet fra Forfatterskolen i København og på Hochschule für Bildende Künste Hamburg. Efter at have læst Shitstorm droppede hun at skrive en anmeldelse af bogen.
Be the first to comment on "Frihedsbrevet: Jim Lyngvild er amatør og folkeforfører"