Det er med stor sorg, at jeg netop har modtaget besked om, at hædersmanden Søren Krarup er død!

Jeg havde den store ære at møde Søren Krarup flere gange i den sidste del af hans liv, men det var navnlig gennem hans imponerende forfatterskab, at jeg fandt styrke i og retning for, hvad jeg ved, er sandheden om, hvad vi skal gøre for at bevare det danske folk. Det allerede tabte kan ikke erstattes, og derfor er valget mellem at kæmpe eller at blive udryddet.

Jeg vil særligt anbefale Søren Krarups tidligere selvbiografi (Verden var, 1979), hvor han fortæller om sin lykkelige barndom på Amager og sin tid som elev på Skolen ved Sundet. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste bogen, fordi den store lykke, det er, som dansk barn og ung at gå i skole med andre danske elever – og ingen andre – nu er en luksus, som kun er meget få forundt.

Billedet af mig og pastor Krarup er fra 8. december 2015 i Dansk Forfatterforenings lokaler. Min deltagelse i mødet der var et af de allerførste skridt i min kamp for Danmark og det danske folk. Meget passende gav jeg billedet teksten: “Rasmus Paludan med en ideologisk ledestjerne!”

Søren Krarup talte sandheden om både Danmark, kristendommen og danskheden! Det er for mig en ekstremt bitter erkendelse, at en mand, som så modigt og vedholdende kæmpede for vort lands og vort folks overlevelse, nu ikke længere er blandt os.

Ære være Søren Krarups minde!