Det er utvivlsomt, at Paula Gabriela Larrain er en af de mest ubegavede og uvidende sydamerikanske gæster, som vi har i vort land. Dog tager hun i sit fanatiske forsvar for islamistafghaneren Nadia Nadim alligevel førstepræmien i dumhed, når hun (på Altinget den 27.10.2023) skriver:

“Hvis vi ser bort fra faktakrigen omkring hospitalet, som vedrører Nadim, så er der også et princip her, som ikke bliver respekteret af en chefredaktør, nemlig ytringsfriheden, herunder retten til ikke at blive straffet økonomisk og socialt for at sige noget.”

Ytringsfrihed har aldrig handlet om, at der ikke kan være både økonomiske og sociale negative konsekvenser (“straf”) af ens ytringer. Det er der ofte i høj grad!
Fx kan jeg og andre danskere med kærlighed til vort land aldrig få job hos Altinget eller DR, fordi det disse steder er et uformelt krav, at man både er idiot og danskerhader. Det er i den grad en økonomisk konsekvens, fordi de 2 nævnte arbejdsgivere betaler deres IQ75-ansatte enorme lønninger for at lave ingenting.
Sociale konsekvenser er der også masser af. Tusindvis af mennesker, som måske gerne vil være venner med mig, tør ikke at forsøge, fordi de (ofte med rette) frygter total udstødelse fra deres eksisterende vennekreds. Det er en social konsekvens, der kan føles.
Tilsvarende er der også en del mennesker i Danmark, der helt rimeligt hellere vil svømme en time i en pool af urin end at trykke Paula Larrain i hånden.
Sydamerikanerens dobbeltmoral er særligt bemærkelsesværdig, fordi hun angriber Jyllands-Postens chefredaktørs rimelige kritik af den fremmede fjende Nadim, når Larrain selv har været bannerfører i den årelange hadkampagne rettet mod mig. Både Nadim og Larrain skal rejse hjem. Afghanistan og Chile venter!