Ghita Nørby, Jim Lyngvild og Poul Madsen deltog i 45 minutters samtale om ingenting

Rigtigt mange vrede og voldelige arabiske muslimer besluttede i weekenden at demonstrere imod jøder og til fordel for terrororganisationen Hamas rundt omkring i København. Ganske loyal over for den åbenlyse sandhed, at vi danskere ikke længere er herrer i eget hus – at staten er kastreret og politiet en feminiseret ølejr – besluttede ledelsen i Politiets Efterretningstjeneste, at jeg hverken lørdag eller søndag kunne deltage som journalist på Bogforum i Bellacenter og rapportere fra folkepensionistfestivalen.

Ak ja, hvis danskerne dog forstod, hvor impotente deres ledere er.

Men fredag den 3. november 2023 var jeg der, og det blev da til nogle arrangementer. Det største – det eneste, jeg valgte at observere på Store Scene – skulle være en samtale mellem Jim Lyngvild og Ghita Nørby om deres nye bog Shitstorm, som få vist har hørt om eller nævnt.

Poul Madsen, Ekstra Bladets bedagede forhenværende redaktør, blev af uvisse årsager en sen tilføjelse til programmet. Han er en lille splejset mand, som i det mindste ikke umiddelbart har problemer med overvægt eller for store muskler.

Den allestedsnærværende poplæge Bente Klarlund havde scenen inden, men jeg kom ind et par minutter før, hun sluttede, i håbet om at tilrane mig en god plads. Sådan blev det også, for jeg skyndte mig frem til forreste række i midten, hvor to pensionerede kvinder af folket og jeg selv tog de 3 pladser, som var blevet ledige lige til højre for midtergangen set fra scenen.

Først kom moderatoren ind. Hun var en trivelig stor dame i lyserødt jakkesæt, som jeg aldrig har hverken set eller hørt om. En totalt ukendt person.

At være senildement er en god undskyldning for ikke at sige noget

Derefter kom den nu gangbesværede 88-årige Ghita Nørby støttende sig til mediebøssen Jim Lyngvild. Sidstnævnte har mig bekendt ikke rigtigt selv skabt noget nævneværdigt i sit liv, men har haft stor succes med at blive bøsseven for kendte ældre damer. Det er vel også en evne af en art.

Jeg havde glædet mig til at se Ingeborg Skjern, men det er ikke længere en fornøjelse, som nogen kan opnå.

Ghita Nørby er virkelig gammel. Hun er blevet Danmarks største diva, og – kun overgået af Jim Lyngvild – også Danmarks største krukke.

Jeg synes ikke, at man kan være bekendt at udstille en tydeligt kognitivt hæmmet ældre dame for sådan en offentlighed, men så længe hun ikke er under værgemål, så vælger hun jo selv.

At hun tydeligvis ikke er, hvad hun har været, kan jo så også undskylde, at der ikke rigtigt kom noget meningsfyldt fra hendes kant. Det er ikke en undskyldning, som de andre kan bruge.

Hvordan man siger ingenting i 45 minutter

Samtalen mellem de 3 divaer bestod mest af interne selvfede morsomheder, der var det mest umorsomme, jeg har hørt i hele mit liv. Publikum, som bestod af mindst 75 % kvindelige folkepensionister, var dog henrykte og grinede højlydt. Jeg tror ikke, at disse kvinder af folket var kommet, fordi de læser bøger. Jeg fornemmede, at de var kommet, fordi de gerne ville give det indtryk, at de læser bøger. Det minder meget om fru Hyacint i Fint Skal Det Være.

En bekræftelse af denne opfattelse fik jeg efterfølgende på Facebook, hvor jeg kunne konstatere, at en kvinde havde været til stede i publikum og stolt lagt billeder op af de 3 divaer og mit baghoved og min nakke. Kvinden skrev ikke noget om bøger! Men dog, at hun havde set mig. Jeg tvivler dog på, at det er sandt. Ud fra beviserne at dømme har hun kun set mit baghoved og min nakke.

En kort opsummering af samtalen er svær, men det må være nogenlunde dette:

1. Shitstorms er ikke rare, og det er altid journalisters skyld, når Ghita Nørby har fået dårlig omtale, fordi journalister er idioter og Ghita Nørby er særdeles ydmyg, høflig, fornuftig og omgængelig. Ghita Nørby elsker sig selv rigtigt meget.
   
2. Jim Lyngvild er der ingen, der gider skrive om, fordi han er totalt uinteressant. Så derfor bliver han nødt til at skabe pressestorm ved at provokere andre mennesker og skabe stor furore med det ene formål, at han selv kan få opmærksomhed til sine trivielle projekter. Det er han rigtigt dygtig til, så han er en mester i form uden noget indhold. Jim Lyngvild elsker sig selv mere, end noget menneske i verden elsker enten sig selv eller nogen anden. Jim Lyngvild tror mere på sine egne evner og sin egen charme, end noget kristen menneske nogensinde har troet på gud. Jim Lyngvild er bedre end Jesus (synes Jim Lyngvild nok selv). Jim Lyngvild er stolt over, at han udnytter andre mennesker ved at appellere til deres forfængelighed.
   
3. Poul Madsen vil gerne have (flere?) kunder, som han kan rådgive om, at de bare skal tie stille og lade stormen gå over, hvis de havner i en shitstorm. Poul Madsen elsker også sig selv rigtigt meget.

Et møde på Store Scene på Bogforum har altid det formål at sælge bøger. Jeg tvivler på, at nogen får mere lyst til at købe divaernes bog efter dette plejehjemsorienterede narcissistiske orgie.

Rasmus Paludan sidder lige dér!

Fordi hele seancen var totalt meningsløs, gav det virkelig god mening, at jeg med min tilstedeværelse kunne fungere som redningsbåd.

Derfor blev jeg hele to gange inddraget som samtaleemne, når man nu allerede havde sendt klovnene ind.

Jim Lyngvild skal åbenbart lave en udstilling om hekseforfølgelserne og mente, at det kunne være relevant at inddrage mig, da han anså mig forfulgt og hadet på samme måde som tidligere tiders hekse. Det var seancens eneste klarsyn, og som Lyngvild pointerede: “Ingen af os kan vide, hvordan man ser på Rasmus Paludan om 300 år!”

Desværre dummede han sig – undskyldt af sin egen narcissisme ganske vist – ved senere at nævne, at han vist nok bare havde inviteret mig til sit projekt for at appellere til min forfængelighed. Jeg formoder, at Jim Lyngvild tror, at jeg er lige så forfængelig som ham? Nej da, det er ingen jo.

Da de 45 pinefulde minutter var bragt til ende, var jeg blandt de første, der forlod salen. Den siddende folkemængde lugtede stadig af død og dumhed.