Det er over tyve år siden, at jeg skrev en sammenfatning af Thomas Sowells forfatterskab (side 18-22 her). Hans budskaber er stadig lige aktuelle. Den nye Sowell-biografi af Jason L. Riley giver yderligere perspektiver og ajourfører skildringen af den stadig aktive, skønt nu 93-årige Sowell.

Sowells forældre døde i hans første år, og han blev opfostret hos en grandtante under fattige kår i New Yorks sorte Harlem-kvarter. Som 17-årig flyttede han hjemmefra og boede på herberg, hvor han måtte sove med en kniv under hovedpuden. Da han som den første i familien kom på universitet, var han så uvidende om forholdene der, at han troede, at en doktor altid var en læge. I 1950’erne oplevede han tit restauranter, hvor hvide måtte sidde ned, mens sorte skulle stå op. Så han kendte udmærket vanskelighederne for sorte i det amerikanske samfund, da han som anerkendt økonom begyndte at kritisere borgerrettighedsbevægelsens og andres forklaringsmodel, at det er racisme, som holder de sorte i USA nede. Sowells opgør med offermentaliteten bragte ham ud i minoritetsstudier på globalt plan, og overalt så han, at det primært er gruppers egen kultur og holdninger til bl.a. arbejde, flid og skolegang, som bestemmer deres vilkår, ikke omgivelsernes behandling af grupperne.

Vel at mærke har Sowells historiske undersøgelser også modsagt den populære nationalistiske tese om IQ-forskelle som afgørende for forskellige gruppers præstationer. Etniske grupper, hvis situation for nogle generationer siden svarede til sortes i dag, havde dengang et IQ-niveau som det aktuelle sorte, men det steg med deres socioøkonomiske fremskridt. Afgørende er overalt den rette etos for selv at gøre en indsats i stedet for at give andre (og deres ”racisme” etc.) skylden. Ikke overraskende blev Sowells mange grundige bøger og indlæg om dette emne mest mødt med tavshed af de toneangivende ”progressive”, herunder den sorte politiske elite, hvis hans motiver da ikke blev angrebet. Han var en ”raceforræder” osv. Argumenter om sagen selv var fraværende, netop fordi hans sag faktuelt stod så stærkt. Sowells egen metode er den empiriske: undersøgelser af, hvad der rent faktisk er sket. Mange akademikere klarer sig igennem ved bare at antage, at en holdning er den korrekte. Et eksempel herpå er antagelsen om, at ulande er nødt til at have en centralstyret økonomi, hvilket Sowell klart har afvist.

I den store splid mellem i- og ulande har Sowell også undret sig: ”Intellektuelle har romantiseret kulturer, der har efterladt folk fanget i fattigdom, uvidenhed, vold, sygdom og kaos, og tilsvinet kulturer, der har ledt verden til velstand, uddannelse, medicinske fremskridt og lov og orden.” En hovedpointe i Sowells forfatterskab er imødegåelse af myten om, at fattigdom er de riges skyld. Man vil hive nogen ned, men det, man burde, var at bygge andre op, for fattigdom skyldes primært egenskaber hos den fattige, hvilket ikke betyder, at det er den fattiges ”skyld”. Medmindre vedkommende nægter at håndtere dysfunktionelle træk og blot giver andre skylden for sin situation. Og vel at mærke er der klart tilfælde, hvor nogen uden egen skyld er fattige, men det vigtige er her hovedforklaringer på hele befolkningssegmenters situation. Det er overraskende, at Sowells forklaring er så kontroversiel, for som han siger, er kulturernes forskellighed et så indlysende universelt faktum, at det er utroligt, at nogen forventer lighed i resultater som norm, hvis der bare ikke var nogen ”diskrimination”. I øvrigt er denne jo nok uudryddelig, idet mennesker altid har præferencer. I USA har lysere sorte også udbredt diskrimineret mørkere sorte.

Det moderne, progressive generelle tiltag til gavn for fattige segmenter er statsstøtte og positiv særbehandling, men Sowell har afdækket særinteressen bag denne recept, siden han selv var ansat i det amerikanske arbejdsministerium. Her administrerede man minimumslønninger, som Sowell så skade de fattige ved helt at fratage dem arbejde af for ringe værdi efter reglerne. Men ministeriets personale administrerede bare uden at overveje følgerne, fordi administrationen gav mange gode job. På samme måde med fx den amerikanske borgerrettighedsbevægelses ledelse: Det er uundgåeligt mere fristende med forklaringsmodeller, der giver ledernes position berettigelse, end modeller, der ser hver enkelt menige individs adfærd som afgørende. Opinionsdannerne er mere interesserede i at få erstatning for slaveriet og at demonstrere imod ”strukturel racisme” end at sørge for god undervisningskvalitet på sortes skoler og at få eleverne til at møde op. Samme kontrast mellem det politisk populære og det virksomme ser man jo også blandt muslimer i Europa. Den store stigning i amerikanske sortes velstand var i 1940’erne og 50’erne, hvor deres indkomst steg hurtigere end hvides, vel at mærke før borgerrettighedsbevægelsens gennembrud, hvorefter sortes velstand stagnerede, alt eftersom fokus blev rettet mod socialhjælp og ”racisme”. Holdningen skiftede fra selvhjulpenhed til offerstatus, så trods alle de spektakulære politiske gennembrud blev ”fremskridtene” et antiklimaks. Støtter staten fattigdom, så det kan betale sig at være passiv, bliver der selvfølgelig flere, som er ”fattige”, dvs. velfærdsklienter. Også her fungerer markedskræfterne. Ligesom man i øvrigt også har set det med ”integrationen” af muslimer i Europa. Desuden pointerede Sowell også, at de kulturelle træk, der giver succes eller fiasko, følger en etnisk gruppe på dens vej rundt i verden, uanset de forskellige forhold værtslande giver.

Sowell forlod universitetsverdenen i 1980 for at blive ansat i en uafhængig tænketank (Hoover Institution). Allerede dengang, men endnu mere i dag, er universiteter ifølge ham ”de mest intolerante steder, man kan være”. Dér er paradokalt nok overfyldt med mennesker, som er dygtige til følelsesfuld partiskhed, men dårlige til empiri og analyse. Modsat næsten alle andre akademikere lagde Sowell altså ansvaret for fremgang for de sorte i USA primært på disse selv. Og endnu værre påpegede han akademikernes hyppige partiskhed som ”eksperter”, idet de ofte var direkte finansielt støttet af de politisk korrekte borgerrettighedsgrupper, der fokuserede på alt andet end at stille krav til de sorte. Paradoksalt nok er det akademikernes forsøg på altid at være ”originale”, at opponere mod almindelig sund fornuft og gammel visdom, der gør dem ens, hvad angår urimelig teoretiseren.

Typisk er det progressive råb på ”mere retfærdighed” i verden. Hertil svarer Sowell: ”Mere retfærdighed for alle er en selvmodsigelse i en verden med mangfoldige værdier og forskellige opfattelser af retfærdighed. ’Mere’ retfærdighed i sådan en verden betyder mere tvangsmæssig pålæggelse af én bestemt type retfærdighed – dvs. mindre frihed. Perfekt retfærdighed betyder i denne kontekst perfekt tyranni.” Gennem det meste af menneskehedens historie, og forstærket via de moderne intellektuelle, har tilgangsvinklen for det ideelle statsstyre været ”filosofkongen” kendt fra Platon og frem: Bare magten lægges i hænderne på de rette folk med de rette principper, kort sagt en ”elite”, så kan de gode mål nås… Sowell anbefalede i kontrast hertil decentraliseret stræben mod forbedring, i sidste instans kan denne kun komme i samme grad, som hver enkelt borger tager sig sammen. Asiaterne har klaret sig bedre i USA end de sorte, skønt disse havde en Martin Luther King. En minoritets ledere kan nok volde postyr, men gør ikke selve forskellen. Når de ”progressive” vil hjælpe samfundets svage og minoriteter, støtter man mest dem, der tager sig mindst sammen, bortset fra hvad angår at protestere mod andre.

Dog er det også begrænset, hvor høje mål politik overhovedet kan nå. Grunden til, at mennesker ud fra de samme erfaringer og informationer når til vidt forskellige holdninger, er primært, at de i forvejen har et enten ”ubegrænset” eller ”tragisk” syn på menneskets lod, i grove træk svarende til venstre- og højrefløj. Det er forskellen mellem at tro på den gode viljes magt til at opnå det ønskværdige, utopien, og skepsis over for gode hensigters magt i verden, hvorfor man i stedet for må lægge vægt på procedurer, ”checks and balances” i retsstaten, der lægger en dæmper på at give enhver nok så ”god” stræben fuld udblæsning. Dem med det ubegrænsede syn på menneskets muligheder tror, at samfundsproblemer kan ”løses”, mens dem med et tragisk syn kun tror, de kan håndteres, og at man altid står med et valg mellem onder. At opstille mål såsom ”frihed, lighed og broderskab” betyder meget for de progressive, mens dem med en opfattelse af menneskets lod som tragisk ikke tror på nogen lige vej fra hensigt og til opfyldelse, således betyder aktørers hensigt kun lidt, mens sindelag er afgørende for de progressive. Og knaphed på alt det, mennesket begærer, er livets grundvilkår for dem med det tragiske syn, så at fremme skabelsen af goder er langt vigtigere end bare fordelingen af de altid alt for få, der er. Politisk aktivisme skaber i sig selv intet og er ikke recepten for minoriteter, der vil frem. At minoriteternes eliter kommer frem og ”repræsenteres” i samfundet betyder ikke nødvendigvis noget for flertallet i gruppen. Reelt stærkt diskriminerede minoriteter har jævnligt klaret sig bedre end dem, der uafbrudt er i søgelyset for velment politik. Det betyder ikke, at diskrimination er uden betydning, men den er blevet en universalforklaring og dermed en politisk ”sutteklud”, der beskytter mod ubehagelige erkendelser og valg.

Sowells budskab har fået fornyet aktualitet med Black Lives Matter-postyret. Ja, det har nok evig aktualitet, når menneskets natur nu engang er, som den er. ”Andres synder er altid fascinerende for mennesker, men de er ikke altid den bedste vej til selvudvikling og forbedring af egne vilkår,” fastslog Sowell for over 40 år siden. At kræve forbedret moral af hvide mennesker er ”et interessant projekt”, men det er som at kæmpe den sidste krig, som borgerrettighedsbevægelsen førte i 1960’erne. Det er svært i det moderne USA at rette brodden mod andre end de sorte selv. Det samme kan man sige om de eksotiske minoriteter med problemer i Europa, men begge steder gør staten og velmenende progressive kun selvforbedringen sværere ved at understøtte dårlige tendenser og rette anklagen mod alle andre end ”ofrene” selv.

Jason L. Riley:

Maverick.

A Biography of Thomas Sowell.

(Basic Books, 2021. 290 sider)