Forfatterne til den her anmeldte bog er to professorer i henholdsvis terrorisme- og højrefløjsstudier, og bogens titel, at ”kæmpe den sidste krig”, hentyder til den herskende tendens i nævnte studier så vel som i mange andre sammenhænge, nemlig at forskere og meningsdannere over for nutidens højrefløj stadig lever i trediverne, hvor fascismen var en reel trussel. Forfatternes tese er, at der lige siden har været opdyrket skræmmebilleder om en ny, truende fascisme, skønt den ægte udgave har været stærkt marginaliseret siden 1945. Der har været enorm slagside i forskningen om emnet, mens den yderste venstrefløj har fået velvillig omtale fra akademisk hold.
Magthaverne i Vesten har villigt tilladt den partiske ”forskning”, fordi fjendebilledet har styrket deres greb om magten og muliggjort repression og ensretning. Forfatterne sammenfatter nutidens situation således, at ”næsten alle anti-globalistiske, patriotiske, nationalistiske og populistiske bevægelser uretfærdigt karakteriseres som del af det ’radikale højre’ og som ’farer mod demokratiet’, selv når de kan siges at repræsentere legitime demokratiske reaktioner mod dårligt udtænkte og ofte destruktive politikker, som fremføres af globalistiske nationale og overnationale eliter.” Vel at mærke er bogens to forfattere liberalt sindede, fremstående forskere, og de argumenterer efter de bedste akademiske standarder, således er over 150 sider af nærværende bog noter og henvisninger, og litteraturlisten er på 90 sider.
Det dokumenteres ubønhørligt og detaljeret, hvordan mainstream-medier, Big Tech-oligarker, akademikere, centrum-venstre-eliter og såkaldte borgerrettighedsorganisationer hæmningsløst forsøger at stemple enhver udfordrer af det antinationale projekt som fascister. Skønt disse angivelige fascister for få årtier siden holdningsmæssigt havde udgjort midten eller ville være kaldt moderate konservative. Skræmmebilledet udgør en ”mainstream-konspirationsteori”, som den politisk uhyre skævvredne universitetsverden kun bidrager til. Over 90 procent af universitetsforskere i humaniora og socialvidenskaberne i USA tilhører den yderste venstrefløj, i Vesteuropa kun gradsforskelligt mindre grelt, så eksperter i den politiske højrefløj studerer typisk fjender, de hader og dehumaniserer.
Samtidig bagatelliseres truslen fra islams ekstremister, skønt nærværende bog også grundigt kan dokumentere den langt større fare, disse udgør i forhold til højreekstremister. Eller rettere udråber bogen islamiske terrorister til nutidens ægte højreekstreme trussel, idet forfatterne via en grundig redegørelse for de historisk korrekte begreber finder flest lighedspunkter mellem islamisterne og højreekstremisterne på den politiske skala. Man kan så sætte spørgsmålstegn ved en højre-venstre-skalas fortsatte relevans, og forfatterne foreslår da også to separate skalaer, en for religiøse og en for sekulære politiske fænomener, alternativt en separat globalistisk venstre-højre-skala og en tilsvarende for antiglobalistiske aktører. De afdækker desuden, hvordan de fleste vestlige forskere i islam helt misforstår dennes helligkrigere, idet motiverne bag islamisk vrede tolkes materialistisk efter vestlige værdier. Men religiøst had er religiøst bevæget, økonomiske og sociale klagepunkter er sekundære. Det gør det reelt umuligt for Vesten at imødekomme de islamiske aktivister, som vil hade os uanset vor politik.
Den unfair stempling af den hjemlige højrefløj i Vesten skyldes ikke mindst, at man ikke skelner mellem ”ekstremistiske mål” og ”ekstremistiske midler”. De førstnævnte er legitime i et demokrati og bør ikke diskrimineres. Spillereglerne bør være de samme som for mainstream, som jo udmærket kan have taget grundlæggende fejl og desuden har definitionsretten på ekstremisme. Hertil kommer som bekendt, at en betragtelig del af akademikere og meningsdannere selv sympatiserer med ideologier med blodig fortid og ikke har moralsk ret til at dømme om sympatisører på en lignende modsat fløj. Men den dobbelte standard er så voldsom, at den nemt overses, fordi den er overalt. Bale og Bar-On er også med rette forargede over, hvordan de herskende akademikere får lov til at definere højrefløjen som særlig ”irrationel” og ”konspiratorisk”, al den stund dette også er træk, som i høj grad karakteriserer det herskende globalistiske projekt. Fx irrationaliteten i den grundlæggende påstand om, at ”mangfoldighed er styrke”, skønt al erfaring gør det indlysende, at den er en svaghed (i den tilstræbte multikulti-model).
Den herskende, enorme begrebsmæssige forvirring om emnet gør forfatterne meget ud af at få styr på. Definitionerne på fascisme og højreekstremisme har primært været et udtryk for alt det, den akademiske tidsånd ikke har kunnet lide. For nogle årtier siden var det således ultraliberale økonomer som von Hayek, der var ”højreekstreme”, i dag rammer de misliebige definitioner venstrefløjens modparter i identitetspolitikken, skønt fascister her paradoksalt nok snarere er spejlbilleder end logiske modparter. Desuden har tilmed kendte akademikere prostitueret sig selv ved at stemple Trump som fascist, skønt bogen dokumenterer, at han historisk efter USA-forhold snarest tilhører den politiske midte.
De mange undertrykte facts om udviklingen, som bogen bringer som støtte for sine generelle teser, især i sit omfattende noteapparat, må læsere selv dykke ned i. Her kan gives et par stikprøver om de relative trusler fra højrefløj kontra islam, så som at selv om en selektiv statistik kan give et uklart billede til højreekstremisternes ulempe, må der tages højde for, at muslimer trods alt stadig har en langt mindre demografisk base i Vesten, så den virkelige andel af voldelige ekstremister, som islam har til rådighed i forhold til den ”hvide racisme”, er op til 50 gange større. Og statistikken om voldelige politiske overgreb rummer ikke alle de mindre spektakulære overfald på enkeltpersoner, numerisk isbjerget under vandet i dette emne, og det er overvejende ”Antifa”-typer, der er voldelige mod højrefolk, ikke omvendt. Faktisk skønnes venstreekstremister at være dem, der tager initiativ til vold, i 95 procent af konfrontationer med højrefolk. Hvad angår jihadister, har de dræbt flere i Europa mellem 2014 og 2018 end i de foregående 20 år, så kurven er stærkt stigende, men blandt de herskende manipulationer er nøje udvælgelse af tidsrum, så udviklingen fremstår langt mindre grel mht. den islamiske trussel.
I nogle afsluttede bemærkninger redegør forfatterne for deres egen udvikling og motiver for at skrive bogen. Den drivende kraft er ikke mindst indignation over, hvordan de herskende teknokratiske eliter er arrogant overbeviste om egen moralske og ”oplyste” intellektuelle overlegenhed, skønt deres politik i årtier har været klart katastrofal, ikke mindst identitets- og indvandringspolitikken, og dog tillader de sig at behandle politiske modstandere med den yderste foragt og tilmed repression. For at bekæmpe angivelige trusler mod demokratiet tyr man selv til alskens autoritære metoder, og dét skønt modparterne i de fleste tilfælde har accepteret demokratiske spilleregler (uanset om nogle repræsentanter i deres fortid har været ægte fascister, akkurat ligesom mange i den herskende elite har været ægte kommunister). Langt fra alle nationalister er ”onde” eller ”fascister” i højere grad end de toneangivende eliter, hvis definitioner dog altså hersker næsten overalt og bruges som magtbegreber.
Bogen er virkelig som ”Kejserens nye Klæder” for den såkaldte ekstremismeforskning, der afsløres som et oftest selv ekstremistisk foretagende med tvivlsomt akademisk indhold. Forfatternes intention er, at strengere standarder fremover vil vinde indpas i denne ”forskning”, men det er nok et forfængeligt håb. Deres værk fortjener rampelys og at blive læst og brugt i utallige sammenhænge, men da det hiver tæppet væk under den herskende fortælling, vil det desværre nok kun studeres af de få, der allerede har gennemskuet politiseringen af forsknings- og begrebsverdenen og således egentlig ikke har bogen behov. For alle burde den dog have stor værdi alene ved sin troværdige præsentation af en umådelig stor mængde mere eller mindre undertrykte kendsgerninger.
Jeffrey M. Bale & Tamir Bar-On:
Fighting the Last War.
Confusion, Partisanship, and Alarmism in the Literature on the Radical Right.
(Lexington Books, 2022. 473 sider)
Her har vi tilsyneladende to forfattere, der troede at de kunne bedrive reel research, med et forholdsvist åbent sind. Nu risikerer de at finde ud af at de ikke har tilladelse til at drage de konklusioner, de har draget.
Som jeg ser det, risikerer Bale og Bar-On nu udelukkelse fra det gode selskab og at blive kylet på det “multikulturelle” offerbål, hvor alle, der kan opfattes som modstandere, eller bare kritikere af projektet, risikerer at ende, med de sædvanlige konsekvenser, som Berufsverbot, demonetarisering, stempling som “misinformanter”, “racister” og meget mere.
For mig personligt er det også meget interessant at se at Bale og Bar-On synes st konstatere at hele denne forskning i “højreekstremisme”, udover at den næsten 100% bedrives af de politiske fjender, desuden også drives at mennesker, der aldrig er kommet videre fra 1930ernes opfattelse sf fascismen og nazismen som store- og vel at mærke som store og nuværende- trusler mod samfundet og “demokratiet”, der naturligvis forsvares af venstrefløjen i deres egne øjne. Glimrende konstateret af forfatterne. Der er altså nogle, der kan se klart og med nutids-realismeopfattende øjne.
Apropos denne uddaterede opfattelse af virkeligheden, som forfatterne beskriver, så gør det samme forhold sig i dén grad også gældende her i Danmark; blandt praktisk taget alle, der er over en vis alder og har gået i folkeskole mens den store indoktrinering fandt sted, i kommunisternes lange vej gennem samfundsstrukturen i 1960erne, 70erne og 80’erne, og lige siden, i kampen for samfundets opløsning. Sympatien for venstreekstremismen er nu helt kolossal her i Danmark; vel nærmest på højde med sympatien for ekstremistisk islam. Denne kulturkamp/revolution om folkets hjerter kan man konstatere at kommunisterne nu har vundet- og de sidder nu på praktisk taget på samtlige institutioner og autoritetsstillinger, og kan derfra fortsætte det vanvittige kulturrevolutionære eksperiment, efter at de har fået ryddet de politiske modstandere af vejen overalt, ved at stemple dem som “højreekstremister”, “farlige for demokratiet”, “misinformanter”, “kældertyper”, “mulige terrorister” osv- selvom det lige netop er dem selv, venstreekstremisterne, der er farlige.
Som jeg vistnok har sagt før i en anden kommentar, så er det ikke længere “spændende” tider, vi lever i.
Det er rædselsfulde- og fuldstændig trøstesløse tider, med venstreekstremisme og islamo-fascisme som dominerende trends, i det danske samfund.
Det kan vel egentlig beskrives meget enkelt: Såfremt man er modstander, kritiker, eller bare ikke anser det progressive verdensbillede som værende det bedste for menneskets samfunds-indretninger/strukturer så er man altså ilde stedt og ender ude af det ‘gode’ og normrigtige dannende og herskende selskab.
Man bliver derfor stemplet som værende ikke demokratisk anlagt: Men en farlig højreekstremist der kun vil verden det ondt.
Man bliver blacklistet og mm. i den totalitaristiske ensrettede liberale dominerende konsensus.
Dvs. hvis man er MODSTANDER af multikulti, people-of-colour, racesammenblanding, civilsamfundet, globalisering, den grønne marxistiske omstilling, Islam, antisemitisme, WHO, WEF etc. så er man højest sandsynligt katergorisiert som en FASCIST!
Jeg må derfor nok bekende mig til selv at være et kældermenneske hvis råderum tilhører en dyster mørk kælder.
Og samtidig med alle disse prædikater, man får plastret på sig, bliver man universelt dæmoniseret og af de hetzende parter betegnet som potentielt farlig og helt sikkert højreekstremistisk terrorist- som alle jo ved er den farligste type menneske, der kan vandre rundt i vores samfund idag- (i modsætning til de reelle samfundsomstyrtende kræfter), hvorfor alle mulige, og gerne grundlovsstridige midler, er helt i orden at bekæmpe os med, da vi er udnævnt som typer, der “truer demokratiet”, selvom truslen praktisk taget er ikke-eksisterende og at det i det hele taget ikke er os, der udgør denne trussel. Men det er den fast indprentede og dominerende holdning i samfundet idag, fordi venstreekstremisterne igennem en årtier-lang indsats er lykkedes med intet mindre end at erobre mainstream, med befolkningens vigtige meningsdannelses-medier, (og vigtige dele af retssystemet!) som før i tiden var forholdsvis uafhængige, eller i det mindste havde en vis integritet.
Idag er massemedierne lydige ordrefølgende underfunktionærer, der trykker, hvad den voldsomt frihedshadende, globalitære/totalitære og venstreekstremistisk dominerede magtelite, med pressens minister i spidsen, vil have dem til- og med den fra pressens minister ønskede vinkling. Ellers vanker der færre, eller ingen penge i statsstøtte, til det formastelige medie, der måtte afvige fra denne efterhånden meget smalle og i øvrigt evigt indsnævrende, udstukne sti, disse medier vandrer på.
Medierne og deres dels globalitære og dels venstreekstremistiske bagmænd har desuden, i skarp modsætning til de faktuelle realiteter, haft held til at plante et stempel på frihedsorienterede og antiglobalister som en slags magtfulde, verdensdominanssøgende, folkeforførende, egoistiske svindlere, som giver indtryk af at være demokratisk indstillede, men som naturligvis i virkeligheden er white supremacist-racister og naturligvis enten direkte nazister eller “nazi-lignende” mennesker, som enhver borger med hjertet på rette sted og retfærdighedssansen i behold, bør bekæmpe med alle til rådighed stående midler, uden at tage hensyn til disses menneskerettigheder, demokratiske borgerrettigheder, frihedsrettigheder eller nogensomhelst rettigheder i det hele taget. Det er efterhånden kommet til det punkt hvor ønsket fra deres side mere og mere er at de bare direkte kunne tage livet af os uden at skulle stå til ansvar for det. Og som man senest så under “coronapandemien”, så var der jo- for at sige det mildt- voldsomme tendenser i en retning, hvor en frihedssøgende befolkningsgruppe blev udskammet som “urene” og “farlige for folkesundheden” og hvor alskens repræsentanter for det “pæne” samfund villigt stillede op med det ene mere vanvittige forslag til udelukkelse af “uvaccinerede” fra “vores samfund” efter det andet. En tydelig totalitær tendens i tiden kom her til udtryk, formentlig til dels som resultat af mange årtiers socialistisk antifriheds-hjernevask i skolerne og overalt i det danske samfund, samt naturligvis den effektive global skræmmekampagne, sat i værk af de samme kræfter, som tilsyneladende arbejder ihærdigt på at afskaffe de vestlige principper og det civiliserede samfund og erstatte det med et anderledes og tydeligvis totalitært samfund, bygget på total lydighed for de underkastede overfor magtstrukturen.
Som modstander af det nuværende politiske regime, og med en sund (og, har det vist sig nu, livsreddende!) mistro til både autoriteter og til medicinalindustrien, er man “uønsket i vores samfund”, som den nuværende juntaleder har udtalt, med bred støtte fra adskillige ledende kræfter indenfor kultur, kirkeliv, influencere, erhvervsliv, sportsverdenen osv osv.
Dæmoniseringen af “uvaccinerede” har bredt sig og gælder nu alle mulige andre områder. Alle mennesker, der har holdninger, som afviger fra den samfundsmæssige “konsensus”, hvor alle SKAL være enige, fjernes fra vigtige stillinger- eller nogensomhelst stillinger- og udsættes derudover for hetz og dæmonisering, samt Berufsverbot.
Dæmoniseringsprojektet er en gennemført total succes. Og man er- det er jo det vigtige her- lykkedes med at marginalisere holdninger og mennesker, der før i tiden ville blive betragtet som fuldstændig normale, mens dybt totalitære og fuldstændig psykopatiske og voldelige ideologier har vundet indpas, som f.eks. senest set med den muslimske erobringsbevægelse Hamas’ stærkt- og her faktisk reelt nazistisk inspirerede (!), fuldstændig vanvittige og blodtørstige jødeudryddelseskampagne, som ikke alene finder stor opbakning i Vesten og Danmark, men også normaliseres og legitimiseres af både mainstreampressen og borgerne i al almindelighed- i Vesten og Danmark. Noget, som ikke ville have kunnet lade sig gøre for bare 10 år siden. Men tiderne skifter og det er sjovt nok hele tiden til de totalitæres fordel. Ligesom jeg har oplevet det gennem hele mit liv. Jeg har aldrig oplevet andet end en negativ samfundsudvikling. Og jeg tvivler helt ærligt på at jeg nogensinde kommer til at opleve en omvendelse eller frigørelse fra denne udvikling, for alt- som i ALTING- peger den forkerte vej.