Den monumentale tilbagegang for Venstre under Ellemann (åndeligt under senior, på flere måder under junior) ses bedst ved at sætte den moderne partiledelse i relief af Venstre-statsministeren i årene umiddelbart efter den tyske besættelse af Danmark, Knud Kristensen. ”Jeg vil ikke,” var den jyske bonde Kristensens korte svar på mange forsøg på at få ham med på en politik, han ikke kunne gå med til, såsom at svigte danskerne syd for den tyske grænse i deres håb om en grænserevision. Det spørgsmål førte til hans fald som statsminister i 1947.

Omvendt af Jakob Ellemann-Jensen, der svigter alle gamle politiske idealer for at følge med tiden og magten, satte Kristensen simpelthen hælene i og holdt trodsigt på sit eget uanset verdens dom (han var i øvrigt populær hos vælgerne trods sit parlamentariske nederlag). I en tid præget af vanvittige udviklingslinjer er det faktisk tilstrækkeligt at have som politisk program: ”A will ette”!

Der er flere tankevækkende kontraster fra Knud Kristensens gerning til i dag. Venstres aktuelle svigt af frihedsprincipperne sættes i relief af, at disse var hjerteblod for Kristensen. Han stod for en inspirerende balancegang mellem det rodfæstet-nationale og det liberale, der i dag er kammet over via liberalisme til woke og grænseløshed med samfundshersen i den politiske korrektheds navn. I en hyldestbog til Kristensen, Fra Plov til Statsror (1949), kaldte politimester Vagn Bro rammende Kristensen for ”en søn af grundlovens idé” og præciserede hans holdning: ”Forenings- og forsamlingsfriheden, tros-, tænke- og erhvervsfriheden – for at nævne nogle af de grundlovssikrede personlige rettigheder – er goder for den enkelte, der bør hævdes overfor samfundets ofte aggressive krav med begrundelse i det let udslyngede men ingenlunde altid helt holdbare hensyn til ’almenvellet’.”

Det var ingen modsætning til Kristensens ret- og frihedssind, at det nationale blev hans skæbnesag. Hans urokkelighed her trods sagens vanskelige stilling står i stærk kontrast til nutidens Venstre-politik, der bringer landet i knæ på grund af fremmede bøllemagters trusler. Med tanke på Sydslesvig talte Kristensen efter Besættelsen om frygten for et kommende Tyskland som udtryk for ”en selvopgivelsens ånd, der er ødelæggende for folkets kraft og livsvilje” og understregede, at ”det er vort ansvar, at de muligheder, der i dag er til stede, ikke lades ubenyttede, for dommen derover vil komme over os og det slægtled, der lever i dag.”

Historiens dom vil sandelig være langt mere nådig for Kristensen end for Ellemann-Jensen. Knud Kristensen fastholdt det nationale som grundlaget i sin holdning, som da han i sommeren 1949 holdt tale om nationale værdier – igen med ord, der uden videre kunne gentages som tiltrængte i dag: ”Vort mål er at skabe et dygtigt, sundt og karakterfast folk, at opdrage en slægt af kvalitet, en slægt, der er villig til at gå ind under ansvarets og pligtens lov.” Venstremanden Jens P. Pedersen skrev om den daværende ungdoms opslutning om Kristensens program: ”I den livsens strid for danskhedens hævdelse og ret, som han nu står i, har han begejstret tilslutning fra den ungdom, der ikke i materiel velvære ser den dybeste livslykke.”

Om Dagbladet Politiken udtalte Knud Kristensen: ”A anser det for en stor fare for vort folks karakter og åndelige sundhed.” Hans kristelige, nationalkonservative linje førte både til afstandtagen fra kulturradikalismen og fra totalitarisme i enhver form. Allerede i januar 1946 talte han om ”den kommunistiske vind, der nu blæser, og som har afløst den nazistiske”. Det vakte kritik og blev set som udtryk for illoyalitet over for den sovjetiske allierede under krigen, men Kristensen imødeså den kommende udvikling hurtigere end de fleste. Modsætningsforholdet til totalitarisme står altid i fare for at blive svækket også blandt nationalsindede, men Kristensens bondefornuft var sundere end de fleste intellektuelles.

Den folkekære forfatter Morten Korch kaldte Kristensen for ”et knastetræ” og forklarede:

”Det politiske styre kan lignes ved en maskine; når den er velsmurt og i orden, går den sin støtte gang. Naturligvis er der brydninger, men leddene griber alligevel ind i hinanden, så det løber rundt.

Men pludselig kan der komme en knast i hjulene, og hele maskineriet ryster og dirrer. Et led går på tværs af de almindelige regler. En mand rejser sig og ganske ene eller støttet af nogle få står han stejlt og trodsigt frem og hævder sine egne meninger til trods for alt og alle.

Hvis han står stejlt fast på sit standpunkt og tager konsekvenserne, selvom han må lide nederlag og gå til grunde derved, får et sådant stykke kærnetræ betydning.

Ganske vist er det bedst, at maskinen i almindelighed går velsmurt rundt og gør sin betydningsfulde gerning, men en enkelt gang er det måske alligevel godt med sådan et stykke knastetræ.

Man kommer uvilkårlig til at tænke anderledes end før.

Man forstår, at undertiden har den enkelte eller de få ret og de mange uret, og hvad der betyder endnu mere, man lærer at forstå, hvad mandig vilje og ukuelig trods er værd.”

Korchs beskrivelse er i hvert fald en beskrivelse af en mand af stik modsat karakter end en Ellemann. Ja, den politiske rolle, som Korch beskriver, varetages vel i dag nærmest af Rasmus Paludan, der på flere måder ville kunne tage tråden op fra Kristensens liberalkonservative patriotisme. Nutidens aktivister kommer nok også til at tænke på Paludan, når de læser beskrivelsen af Kristensens personlige egenskaber, således karakteristikken leveret af partifællen, indenrigsminister Arnth-Jensen: ”Han er et godt menneske, en trofast ven, og jeg er altid tryg, når jeg er sammen med ham, i hvis sind der ikke findes svig.”