I gamle dage forsøgte man at måle, hvor meget sjælen vejer, for man vidste jo, den fandtes… Samme skråsikkerhed karakteriserer venstrefløjens stjerne blandt økonomer, franske Thomas Piketty, i hans forslag om at måle det flygtige fænomen racisme. Den findes, bedyrer han, dokumenteret med sådan noget som, at personer med arabiskklingende navne har op til 40 procents mindre chance for at få positiv respons på jobansøgninger end personer med franske rødder. Problemet må dog her være at opklare ”racismen” i hvert enkelt tilfælde, hvor virksomheder uanset hvad vil have svært ved at bevise, at det konkret ikke er racisme at foretrække en ægte franskmand. En totalitær indgriben og overvågning er fornøden for at omgøre det universelle faktum, at folk alt andet lige foretrækker at omgås sine egne. Piketty finder også racisme i, at arabisk udseende har 5-10 gange større sandsynlighed for at tjekkes af politiet, men det afspejler jo nok reelle kriminalitetsrisici.

Jobdiskrimination kan fungere tåleligt i generationer, fx i Letland køres store dele af erhvervslivet af den russiske minoritet; de ansætter helst deres egne og har i hvert fald krav om russisk sprog for at ansætte letter. Omvendt har mange russere svært ved at begå sig på lettisk. Indvandrere af andet ophav i Vesteuropa kunne jo også således starte deres eget (ud over pizzeriaer o.lign.), men sandheden er måske, at de ikke evner det så godt som de nævnte russere, og så bliver det samfundets opgave at tage dem under armene. Paradoksalt nok er menneskeretsforas bekymring mht. russerne i Letland, at de berøves rettigheder af staten, men de klarer sig alligevel udmærket i en grad, så mange letter føler sig marginaliserede. At Vesteuropa omvendt har importeret en eksotisk klods om benet, skal nu falde alle indfødte til udgift. Sandheden er jo, at frie vilkår har skabt en ulighed, som kun kan ujævnes med tvang. Så må enhver jo vælge, om man finder uligheden eller tvangen mest retfærdig.

Pikettys lidenskab er intolerant ”lighed” som samfundets mål, og han begynder sin nye, lille bog med fordømmelse af ”identitetspolitisk hysteri og manisk fiksering på oprindelse og herkomst”. Det er vel at mærke kun den såkaldte højrefløjs identitetspolitik, han derefter går i kødet på, skønt det dog er venstrefløjens udgave, minoritetsdyrkelsen, der er nærmere på magten. Om højrefløjens ønske om indvandringsbegrænsning overhovedet kan behæftes med det moderne begreb identitetspolitik, forekommer tvivlsomt. Var alle i 1950’ernes Danmark således besat af ”identitetspolitik”? Nej, det var en selvfølge, at man ville leve i fred og ro som herrer i eget hus, og at stemple dette fortsatte ønske med samme ord som venstrefløjens omvæltende ideologi er som at sammenligne pærer og bananer.

Er højrefløjen er hysterisk og manisk, må man dog sige det samme om Pikettys forhold til lighed. Således advarer han ud fra det faktum, at kristendommen af historiske grunde har bedre økonomiske vilkår i Frankrig end islam, at man kan ”få indtryk af, at det er den muslimske religion, man søger at udrydde”. Dét er dog at fodre muslimers konspirationsteorier, men bare ét eksempel på, hvordan Piketty ser helt utålelig ulighed og diskrimination i alt det, der indtil for nylig bare var naturlige resultater af landes og folks historiske valg.

For at fremme den etniske lighed må man ifølge Piketty først skaffe mere social lighed mellem klasserne. Lighed er for ham tilsyneladende en besættelse og et formål i sig selv, skønt mange indsigtsfulde økonomer jo med rette har tilrettevist den slags planer, idet der bliver mindre velstand at fordele i sidste ende. Der virker da også tvivlsomt, at det skulle være mere ”retfærdigt”, at personer får det samme ud af samfundet, uanset hvilke værdier man bidrager til det. Desuden kan Pikettys plan jo kun realiseres af en almægtig, samfundshersende stat.

Fx kritiserer han, at ”udsatte” (etnisk belastede) undervisningsinstitutioner i Frankrig har dårligere lønnede lærere end elite-institutionerne, men det kan der dog kun rettes op på ved tvang og detailstyring af læreransættelser, skønt det samfundsmæssigt giver mening at satse mest på de institutioner, der giver større frugter til fællesskabet. Man kan smide mange penge efter ”uddannelser” som et mål i sig selv, men uden samfundsfordele. At der her også er en social arv skyldes ikke mindst, at evner også tit er arvelige. Men Piketty ræsonnerer, at hvis man bringer investeringen pr. studerende i de dårligere stillede universitetsuddannelser op på niveau med eliteuddannelserne, ”ville man markant øge uddannelsesmulighederne for unge af beskeden herkomst”. Det er nok rigtigt, men er dét samfundets opgave? Snarere at sørge for, at de dygtige af beskeden herkomst også kan komme på elitestederne.

Typisk vil Piketty også opnå ”en bedre fordeling af den økonomiske magt i samfundet” ved at omfordele arv. Det er for socialister altid odiøst, når nogen slider livet igennem for at give efterkommere en bedre start i livet, men er det ”retfærdigt” bare at tage frugterne af sliddet fra dem? At fordele den økonomiske magt lige kræver vel at mærke også uhyre magt til staten, så den kan omgøre de myriader af individuelle handlinger, som hver dag bibringer forskelle i vilkår. Alle bliver relativt lige magtesløse over for det centrale magtapparat, der nok har De Vises Sten ved at kunne ”tilføre flere ressourcer” til alt det, der støder ligheds-magernes øjne, men den kan alligevel ikke skabe guld af ordinære sten, og der bliver jo nok størst lighed for dem, der forstår at udnytte systemet – som notorisk i omfordelingssystemer.

Som første skridt til at rette op på den racistisk betingede ulighed foreslår Piketty et Nationalt Observationscenter for Diskrimination, der skal registrere den samfundsmæssige behandling af folk efter forældrenes fødeland, som lader til at være bedste objektive parameter for forskelsbehandling uden at fastlåse personerne selv i en aktuel identitet. Piketty er storsindet nok til også at lade Observationscentret måle ”anti-hvid racisme”, men han mener, at denne er så marginal, at den er så godt som umulig at indfange statistisk. Men det er jo heller ikke at blive udsat for racisme at skulle betale regningen for det projekterede lighedsgilde, eller at udsættes for en generel forarmelse af samfundet, for så vidt som den jo rammer alle samfundsborgere…

Der er en sær logisk kortslutning i Pikettys logik, idet der sættes lighedstegn mellem personers aktuelt dårlige situation og en diskrimination, som staten skal rette op på. Modsigelserne fremgår fx i hans beskrivelse af Indiens antidiskriminationslove, der ud over tilhørsforhold til en historisk diskrimineret gruppe inddrager aktuelle ting som forældreindkomst, uddannelsesniveau eller formue, hvilket Piketty roser som udtryk for, at historiske opdelinger ikke fastfryses. Men det dokumenterer dog netop også, at medlemmer af historisk diskriminerede grupper har mulighed for at blive del af ”privilegerede” grupper, der faktisk ikke nødvendigvis er privilegerede, men kan bestå af personer, der via egen indsats har opnået det. At gøre dette muligt for alle, under accept af at banen kun ved uhyre omkostninger kan blive helt ”jævn”, må være opgaven for et frit samfund. Men selvfølgelig kun i den udstrækning det besluttes, at de berørte minoriteter overhovedet har adkomst til at forblive i det givne samfund.

Thomas Piketty:

Racisme skal måles for at overvinde diskrimination.

Informations Forlag, 2023. 79 sider.