I sin seneste bog behandler den flittige skribent Povl H. Riis-Knudsen en lang række emner med aktuel relevans i større og mindre indlæg. Han formulerer mange rammende indsigter om bl.a. krænkelseskultur og om den herskende skræmmepolitik, der vender opmærksomheden mod sekundære problemer som klima og corona. Desuden indsigtsfulde gennemgange fra historie og andre lande, såsom om Amerikas ”farligste” nationalist William Pierce og den tyske Reichsbürger-bevægelse. Her undrer han sig med rette over det postyr, en sådan fiktiv trussel kan vække, i forhold til bagatelliseringen af meget mere reelle trusler. Han tager også det danske straffesystem under ukærlig behandling, kræver dødsstraf for den fremmede morder Naum Conevski, hvis 39-årige fængselsophold har kostet utallige millioner. Hvorfor gjorde man ikke kort proces fra start og sparede os for denne byrde? Omvendt udvikler Riis-Knudsen det besynderlige i, at Ibi-pippi Orup Hedegaard får en forholdsvis hård straf for hærværk mod et tvivlsomt kunstværk, set i forhold til straffen for alskens vold og drab.

Interessant er også Riis-Knudsens gengivelse af sin korrespondance med firmaet ”Books on Demand” (som også har afvist en af mine bøger), der angiveligt giver alle mulighed for bogudgivelse, men åbenbart ikke for bøger med ”anstødeligt” eller ”ekstremistisk” indhold. Hvad dette betyder, er dog ganske uklart, og forlaget svarede ikke på Riis-Knudsens udførlige kritik af dets politik. Efter udgivelsen skete der desuden det, at den centrale danske markedsføringsplatform for bøger, Saxo, opsagde aftalen med Riis-Knudsen, fordi hans bøger skader Saxos ”brand”. Sært, al den stund man kan købe selveste Hitlers ”Mein Kampf” på Saxo, og selvfølgelig alskens publikationer ud ad den modsatte tangent. Der er ingen odiøse på den røde fløj… Men sandelig kedeligt, at virkeligt afvigende meninger, der ellers alene bidrager med noget ekstra over for alle de enige, ikke må komme til orde! Men sagerne er blot to eksempler på den udbredte diskrimination af et bestemt sæt holdninger i dagens Danmark, og Riis-Knudsens konklusion er klar: Når man udelukker dissidenter fra at deltage i ”den demokratiske proces”, er der kun én anden måde for dem at forsøge at påvirke samfundet på: gennem vold! For Riis-Knudsen er det ”vanskeligt at se noget alternativ til Kalashnikovs Parti”. Han ser det som helt urealistisk at ændre noget via traditionelt partiarbejde i Folketinget, men man må dog spørge, om ikke hans egne forslag er endnu mindre realistiske. Hvad opnår væbnede aktioner mon andet end at samle flertallet i den modsatte lejr?

Det kan måske siges at være Riis-Knudsens kriterier eller idealer, der er spændt for hårdt. ”Det vil kræve adskillige hundrede tusinde veluddannede nationalister at erstatte de nuværende ækle snyltedyr,” hævder han således som argument for sine bidrag til denne uddannelse. Igen er der jo ingen som helst udsigt til en sådan skares opståen. Det er klart, at han må være ganske pessimistisk, når han ikke kan finde sig til rette med de halve og kvarte løsninger, historien normalt byder på. I sin kritik af demokratiet hævder han således, at der er brug for ”en ny adel, der sætter rigets interesser over deres egne”. Det er der nok altid brug for, men hvor har man set en sådan adel? Både i hans tidligere historiske forbillede, Det tredje Rige, og i hans nuværende, Rusland, er ”eliterne” mindst lige så korrumperede som det historiske gennemsnit. Man kan hurtigt blive enige om, hvad der er brug for, men hvis det intetsteds er at finde, burde man måske snarere søge efter det mindst dårlige blandt det mulige. Og det gøres nok ikke ved at opstille en ret perfekt utopi, men ved at forbedre processen (ikke dyrke de flygtige ”endelige mål”), her konkret demokratiets ”checks and balances”, som skønt altid uperfekte også altid kan finpudses. Selv om Rasmus Paludan ikke opnår valg, har han dog på demokratiets præmisser netop vakt en debat, der ikke tilfældigt flytter mere (skønt klart ikke nok) end nok så mange kalden til våben.

Riis-Knudsen har en dybtgående kritik af den historiske nationalsocialisme, men opretholder dog sin egen ideelle udgave af den, man kan kritisk sige: ligesom andre ideologer, hvis praksis blev en fiasko, men håber på bedre held næste gang. Noget løsrevet fra historien må man således sige, at hans nationalsocialistiske moral forekommer: ”Her må man selv gennem sit eget eksempel vinde respekt fra andre mennesker.” Vel at mærke lever han selv i høj grad op til dette. Det karakteriserer ham nok meget godt, at han som underviser en overgang før hver time bar en handicappet pige to etager op (det gik næppe i dag pga. krænkelseskulturen). Mennesket Riis-Knudsen er langt fra det ondskabens ikon, medierne har opstillet, hvilket kun gør hans skæbne mere sørgelig. Men han har dog altså også stillet sig selv virkelig godt for hug.

De voldsomme fordringer til en acceptabel politik, Riis-Knudsen har, antydes af, at de eneste virkeligt frie, selvstændige stater i verden med hans øjne er ”Nordkorea, Turkmenistan og med lidt god vilje Iran og Rusland”. Så er det måske forkerte kriterier for frihed, han bruger… Hans frihedsbegreb er svært at få greb om. På den ene side fastslår han: ”Kun det stærke menneske er et frit menneske, og hvis vi virkelig kommer ud for en samfundskrise, kommer der med bestemthed ingen stat og hjælper os!” Omvendt er det en for stor frihed, som angiveligt er Vestens akilleshæl. Han teoretiserer, at ”rammerne for den enkeltes personlige frihed kunne i et kulturelt og etnisk homogent samfund være ganske vide, men vi befinder os ikke i en ideel situation.” Problemet er dog, at man aldrig i historien har befundet sig i en ideel situation. Selv da Det tredje Rige var på sit højeste, havde det (netop) ikke råd til at give frihed, og ifølge dets forsvarere blev også dét et offer for den endnu mægtigere globale jødedom. Med de mægtige trusler, denne ideologiske retning ser, kan man tvivle på en plads for frihed generelt. Egentlig den samme logik med restriktioner som myndighedernes over for Covid, men vel at mærke mod dog mere reelle trusler.

Man kunne måske overveje et andet paradigme, hvor friheden ikke er en trussel. Jeg kender faktisk mange skarpe indvandringsmodstandere, som samtidig har sympati for en bred buket af ”moderne” værdier. Men et stort nationalkonservativt segment (i vid forstand) mener, ligesom damen med det russiske flag ved Zelenskyjs tale foran Christiansborg, at ”det hele hænger jo sammen” (hun tænkte på Covid og Ukraine). Men gør det nu også det? Hvad nu, hvis dette velkendte verdensbillede i betydelig grad er en mental konstruktion, frembragt af hjerners rastløse trang til at ”forbinde punkter”? Det gør ikke opfattelserne helt forkerte, men skæve og selektive, og det gør bevisbyrden tungere at løfte og kampen over for de ikke i forvejen troende sværere. Vel at mærke er der ingen tvivl om Riis-Knudsens store viden. Og det er hans ”faste overbevisning som pædagog, at uenighed om den slags ting hovedsagelig skyldes manglende oplysning” (efter min erfaring kommer dog holdninger generelt først, partisk valg af ”facts” bagefter). Riis-Knudsen er i høj grad et Oplysningsmenneske, men ingen vidensindsamling er altså upartisk, selv hvis man prøver på det, og Riis-Knudsen samler fra udgangspunktet viden ud fra nogle stærke meninger, der kun bevæger hans skildring i én retning.

Selvfølgelig er et omvendt perspektiv af det herskende fuldt ud berettiget og tiltrængt, men den negative afhængighed af mainstream fortjener også kritik. For mange nationalister er det tilsyneladende værre, at mænd må gå i kvindetøj, at porno tillades, og at man siger ”du” i stedet for ”De”, end at føre angrebskrig og undertrykke oppositionen på en markant værre måde end den, nationalisterne selv klager over hjemme. Sådan noget som regnbue-aktivisme er lige så vigtigt for mange nationalister som for de ”woke”, blot med omvendt holdning til det, i stedet for at man som folk flest bare ryster på hovedet ad postyret på ”lunatic fringe”. At der er kritikpunkter i Vesten, gør ikke på magisk vis regimer andetsteds forbilledlige. Det kan være svært at se, at det demografisk stagnerende Rusland har bedre løsninger end Vesten, andet end at vi alle på lang sigt (som altid) er døde. De absolutte modsætninger, Riis-Knudsen opstiller, kan med fordel opsplittes i mere pragmatiske delproblemer, hvor nogle vejer til den enes, andre til den andens fordel. Ikke engang USA er jo kun én ting, som man kunne tro ud fra Riis-Knudsens sortmaling. Den manglende vilje til at tænke i andet end dystopier og utopier gør om noget kampen sværere, hvor meget ret han end ”principielt” kan have i sine advarsler, der med omhu trækkes ud i sine mest dystre konsekvenser og præsenteres som aktuel virkelighed.

Et skud i egen fod er også den stadige tilbagevenden til det antijødiske verdensbillede. Med rette kritiserer han den moderne offertænkning: ”Undertrykkelsesteorien er imidlertid praktisk. Ingen har nemlig således ansvaret for sin egen ulykke. ” Han er tæt på selv at bruge samme teori om europæerne som sagesløse ofre for jødisk konspireren. Dette verdensbillede kan opbygges via stor viden, som dog ikke desto mindre er ganske selektiv. Finder man 100 belastende citater fra jøder, virker dokumentationen jo overvældende, men er dog udvalgte dråber fra historiens hav. Således tilslutter han sig Ingrid Carlqvists ”dokumentation” af, hvorfra ”hele ideen om at gøre Sverige til et indvandrerland kommer: fra en enkelt jødisk samfundsdebattør, en vis David Schwarz, der selv var indvandret fra Polen til Sverige et godt stykke tid efter den anden verdenskrig.” En parallel til tanken om, at den Europæiske Union helt skyldes den såkaldte Kalergi-plan, og andre lignende historiske konstruktioner, der dog omhyggeligt bortretoucherer alle andre stemmer og tendenser, som i alt væsentligt havde ført til samme udvikling. At man i Europa stræber universelt og sætter individet på en piedestal er kun den foreløbige konklusion på en udvikling befordret af utallige tænkere gennem et halvt årtusind, hvilket på én måde gør modstand sværere, end hvis der kunne udpeges en mindre gruppe bag, men dog samtidig gør det muligt at lade kritik og korrektioner indgå i en generel værdidebat uden at gå i slipstrømmen på historisk stemplede ideologier. Som altid må demokratiets feltråb være ”del jer efter anskuelser”, mens konspirationstænkeren fokuserer på, ”hvem” der angiveligt står bag et budskab (som om dét og ikke sagen selv belaster det) – dét er hovedforskellen.

Man kan udmærket dele Riis-Knudsens opfattelse af, at befolkningsudskiftningen er et alvorligt problem, uden helt at overtage hans begrebsverden. I forbindelse med omtale af Mikael Jalving og Kasper Støvrings debatbog Danmark under angreb går det således Riis-Knudsen på, at Jalving udtrykker ønske om at se fredelig sameksistens mellem danskere og muslimer i Danmark. ”Det Mikael Jalving ønsker, er for mig det værst tænkelige rædselsscenarie, fordi den biologiske blanding er den endelige undergang.” Nu er der jo netop heller ingen udsigt til en sådan sameksistens, så ønsket om remigration svækkes ikke meget af denne utopi. Riis-Knudsen vil på den ene side gerne samle den nationale lejr, men puster på den anden side gerne det ret kunstige skel mellem ”anti-islamister” og ”etnonationale” op. Dog den biologiske begrebsverden gør heller ikke kampen nemmere for de nationalsindede. Først og fremmest: Er den største fare ved indvandringen virkelig en biologisk undergang? I den moderne verden får folk nu engang børn med hinanden på kryds og tværs, og det forekommer mig ikke indlysende, at denne proces nødvendigvis tager fart via indvandring. Tværtimod kan konflikterne heraf føre til større skel og frastødning mellem de etniske grupper i et ”pluralistisk” samfund, der deles som olie og vand, så den biologiske hybridisering faktisk bliver mindre end i en verden med intakte nationalstater, men uundgåelig stor samfærdsel. Begge udviklingslinjer er hypoteser, men det stærke argument for de fleste er immervæk det indlysende dysfunktionelle, nemlig de nærværende problemer ved flerkulturelle samfund. Både jøde- og racesnak er komplicerende tilføjelser til en i forvejen svær debat, der dog også kan hente rigeligt med mere besnærende argumenter andetsteds. Det danske ”ophavsfællesskab” er rigtignok kernen, som skal bringes videre, men alverdens folk har nu engang gennem historien forsvaret deres frihed uden race- og jødeteorier. Tiltrækningskraften fra den tyske abnormitet 1933-45 er dog desværre usvækket stor for mange på begge politiske fløje, et intellektuelt sort hul, som opsuger og skævvrider tænkningen på så mange måder.

Og hvad mener Riis-Knudsen også med henvisninger til et ”naturligt samfund”, ”naturens orden” …? Hvor eksisterer et sådant, al den stund den ægte naturtilstand kun ville tillade få millioner mennesker på kloden? Det er ganske selektivt efter smag og behag, hvad man af alt det andet kalder naturligt og unaturligt. Og Oehlenschläger ramte nok i plet med sine ord, at ”Natur først vorder god Natur ved Kunstens Hielp.” Begrebet er kort sagt vilkårligt, når det bruges på samfund, og i stedet for at associere de ønskede kerneværdier med biologi, kunne man jo også bare tilslutte sig dem ud fra moralsk-etiske overvejelser uden at hævde en særlig objektiv sandhed bag. Den moderne debat strander i høj grad på såkaldte faktuelle uenigheder, efter at man har forladt Viggo Hørups førnævnte mere ærlige devise om demokratiets grundprincip – at dele sig efter efter anskuelser. Alle lejre synes i dag, dét ikke er nok, de vil have ”Videnskaben” på deres side, men graver man lidt dybere, ser man jo nok oftest, at den til lejligheden valgte ”videnskab” også er farvet af anskuelser, bare pakket ind i en noget mere prætentiøs selvforståelse. Sigende er det jo, at ”faktatjekkere”, uanset politisk farve, næppe overbeviser anderledes tænkende, som blot fastholder egne ”fakta”.

Riis-Knudsens store vrede mod de i dag herskende er forståelig, men hans ofte udtrykte ønske om at tortere og hænge dem i lygtepæle svækker jo noget hans egen indignation over behandling af dissidenter (man kan velvilligt opfatte det som galgenhumor for at understrege afsky, men så er det i hvert fald en invitation til fejltolkninger på et sølvfad). Særlig rammer han dog plet ved at fokusere sin kritik så meget på ”midten” af dansk politik, modsat nationalkonservatives yndlingsemne, venstrefløjen, der dog aldrig har haft det endelige ansvar. Akilleshælen er magthavernes eftergivenhed over for de mørkerøde, ikke disse selv. Mange andre af PHRK’s erkendelser rummer også betydelig sandhed, men svækkes i det hele taget af en for tydelig manglende vilje hos ham selv til at anvende én generel målestok. Det ses fx af hans behandling af Rusland og Ukraine, hvor det russiske angivelige Putin-tro flertal er sandhedsvidner, mens det regimetro flertal i Vesten er hjernevaskede får. (Er det virkelig hjernevasket at spørge, hvorfor Putin dog ikke bestræber sig på at få utilfredse russere i udlandet hjem til sit underbefolkede kæmperige i stedet for at sætte alt på spil for at udvide dette en smule?). Hvorfor skal Putins hårtrukne opfattelse af trusler sluges mere råt end vor egen ”elites”? Alternativet er selvsagt ikke kritikløs idolisering af Ukraine og dets styre, den typiske stråmand som også PHRK bruger. Der er klart altid nyttige idioter i alle lejre. Og Ruslands angreb retfærdiggør han bl.a. ved, at Ukraines grænse er ”arbitrær” – og det kommer han frem til, at Baltikums og Polens også er. Men hvilken grænse er ikke arbitrær, hvis man vil begrunde en revision? At Danmarks ikke går længere sydpå fra Jylland, og et stykke op i det nuværende Sverige, skyldes jo også historiske tilsyneladende tilfældigheder. Og hans karakteristiske tænkning udelukkende i yderlige alternativer fremgår også i denne sag, hvor Riis-Knudsen kun ser alternativerne global udryddelse ved atomkrig eller at imødekomme Ruslands ønsker. Det er jo blot en gentagelse af logikken fra den modsatte fløjs gamle fredsbevægelse.

Det var så også nogle punkter, hvor jeg er uenig med forfatteren. Men som han selv skriver om debatten mellem nationalsindede: ”Uenighed om detaljer må imidlertid aldrig føre til fjendskab, beskyldninger og skældsord.” Nu kan man så også være uenig om, hvad der er detaljer, men hovedpunktet må dog være befolkningsudskiftningen, og den fortjener at blive imødegået af alle forhåndenværende argumenter. Her skal der være noget for enhver smag, og de, der ikke overbevises af ét argument, må så lukke ørerne for det og lytte til andre. Mangfoldigheden i det nationalsindede segment skildres tit som en belastning, hvor uenigheder i stil, tilgang og delspørgsmål bør udviskes i en konsensus, hvilket forekommer umuligt, så hvorfor ikke bare respektere de forskellige holdninger, der nu engang er, fastholde sin egen, lade enhver køre sit løb – men vel at mærke blot ikke deltage i mainstreams stempling eller udskamning af medkæmpere imod befolkningsudskiftningen.

At uenigheder ikke er det samme som fjendskab – om ikke andet bør dét være modstandskampens fælles etos, desværre konstant truet af den ørkesløse ”debat” på sociale medier, hvor alle punkter må endevendes uendeligt før opgøret med den egentlige fjende – hvilket dermed udebliver! Enigheden må dog om ikke andet gå ud på, at alle argumenter med en kerne af sandhed kun kan føre til én holdning om befolkningsudskiftningen, Danmarks skæbnespørgsmål. Vel at mærke er det beundringsværdigt, at Riis-Knudsen stadig orker at komme med argumenter og (solide eller tvivlsomme) facts, åbenbart i tro på, at han kan flytte noget. Min erfaring er, at ”debatten” er en fastlåst skyttegravskrig (ligesom PHRK jo heller næppe rokkes af mine argumenter her). Men hans interessante tekster vækker altid enten til samtykke eller modsigelse, og det er trods alt også en slags vækkelse, og vækkelse er al handlings forudsætning! Det er faktisk sundt at få sat sit pis i kog (generelt debats hovedfunktion, da den altså sjældent omvender nogen), om det så er af vrede over forfatteren eller over dét, han skriver imod, og da nærværende bog altså er blevet udsat for ret unik undertrykkelse efter danske forhold, er det i sig selv en modstandshandling imod den aktuelle censur-epidemi at skaffe sig et eksemplar.

Povl H. Riis-Knudsen:

Nationalistiske betragtninger.

(Forlaget Ordsmeden, 2023. 336 sider)

https://www.gucca.dk/nationalistiske-betragtninger-bog-p621833