Den færøske forsker i international politik Heini í Skorini har fået udgivet en mere alment tilgængelig udgave af sin ph.d.-afhandling om tilblivelseshistorien for de moderne menneskerettighedskonventioner, der er relevante for ytringsfriheden. Det fremgår klart, hvordan de muslimske stater, ikke mindst via deres islamiske samarbejdsorganisation (OIC) har formået at begrænse ytringsfriheden globalt, især ved at gøre religionskritik identisk med ”hate speech”. Og de har haft let spil, fordi en masse nyttige idioter i demokratierne støtter disse logiske kortslutninger, som principielt vil kunne kriminalisere en stor del af samfundsdebatten.

Det er blevet sagt, at blasfemi er den eneste forbrydelse uden ofre, men dog lever begrebet i bedste velgående i mange landes lovgivning, fordi det reelt gælder om at forsvare en bestående orden, folks sarte følelser og statslige interesser. Rusland er blandt de absolutte topscorere, hvad angår blasfemisager, men som Skorini rammende påpeger, sætter magthavere under enhver samfundsorden grænser for at værne det, man betragter som grundlæggende værdier. Noget andet er så, om disse virkelig er i fare pga. ytringsfrihed. Man kan med fyldigt belæg i historien hævde, at det snarere er repression, som er søm til en samfundsordens ligkiste. Monty Python-mentaliteten er et godt eksempel på muligheden af at forene generel respektløshed med sund samfundsfornuft.

Ytringsrestriktioner udspringer af en forventning om, at den laveste fællesnævner nødvendigvis sejrer, hvis der gives fri bane. Så er der kun udsigt til folkemord eller moralsk sammenbrud (alt efter ordenshåndhæverens frygt betinget af politisk indfaldsvinkel). På trods af fraværet af beviser på en sådan sammenhæng har det dog lykkedes særlig de muslimske stater i de internationale fora at få de angiveligt progressive kræfter i Vesten med på tesen om, at muslimer kommer i fare pga. islamkritik. Sandheden er dog, at kommer muslimer i fare, er det på grund af opførslen hos en stor del af deres hastigt voksende segment i værtslande, som er selvvalgte gidsler af det internationale menneskeretssystem. Men nu bliver konsekvensen, at alle ender med den laveste fællesnævner mht. ytringsfrihed. Hele situationen kunne se anderledes ud, hvis man ikke absolut skulle vedtage fælles regler for hele verden, men lod hver enkelt civilisation indrette sig efter egne værdier. Lige nu indretter Vesten sig stadig mere efter de muslimske, fordi muslimerne snu forstår at fremme egne værdier ved at appellere til traditionelt vestlige. Subtilt glides der fra respekt for individet til respekt for ”profeten” og individers følelser for ham.

Det ideologiske og magtbetingede, ikke-virkelighedsbetonede, i mainstream menneskerettighedsbestræbelser fremgår fx af bogens oplysning om, at FN’s generalforsamling fra 1946 til 1992 vedtog 569 resolutioner imod Sydafrika, mens forsamlingen i samme periode kun vedtog fem resolutioner imod Kina og fire imod Sovjet. Det er klart, at den aktuelle kamp imod ytringsfrihed med ”forfulgte” Islam som flagskib har samme forhold til verdens forekomst af virkelige overgreb og problemer. Og lige så klart er det, at et samfund med sunde værdier kan tåle frihed, og omvendt at ikke nok så restriktive love kan sikre et samfund på vej ned i møget af andre årsager.

Den store muslimske indflydelse på ytringsfriheden globalt illustreres ildevarslende af mange eksempler i den veldokumenterede bog, således af skæbnen for en FN-rapport fra 1997 af en ellers uafhængig racisme-rapportør, en afrikansk juraprofessor, der kontroversielt konkluderede, at Koranen er en primær kilde til moderne antisemitisme. Dén velbegrundede konklusion blev slettet efter pres fra de islamiske landes organisation OIC. Omvendt har disse fået resten af verden med på limpinden, at ensretning også i Vesten er nødvendig for at forhindre et folkemord på muslimer dér, dvs. reelt kriminalisering af indvandringskritik, skønt tilstandene for minoriteter hjemme i Muhamedanien er ulig værre, men kritik heraf skal også censureres under mærkaten ”respekt for religion”. Det fælles navn for den såkaldt globale landsby burde blive Absurdistan…

Det paradoksale er også, at mens den vestlige bestræbelse med menneskerettigheder har fokus på beskyttelse af individet, er den muslimske verden åbenlyst ligeglad med dette aspekt til fordel for beskyttelse af religion. Fx har den egyptiske udenrigsminister eksplicit udtalt, at man gerne tåler muslimkritik, men ikke islamkritik – den stik modsatte vægtning, som ”pæne” vestlige islamkritikere søger at håndhæve. Men muslimerne misbruger den vestlige omsorg for individer som brækjern til at få indført lovgivning mod blasfemi globalt. Her kan man igen fremhæve alternativet, at ved en regionalisering af menneskerettigheder kunne ethvert land have rettigheder med det fokus, man finder passende alt efter kulturel baggrund. Men det moderne Vesten er også i høj grad besat af en messianisme, idet man vil forbedre verden, om man så skal ofre sine egne og selv bukke under i forsøget.

En religionskritisk ytring er for de muslimske stater i OIC identisk med ”tilskyndelse til vold”. Modpolen hertil er det klassiske amerikanske krav om, at en ytring skal være en trussel, der er umiddelbar og realistisk, for at være strafbar. I Europa glider man hele tiden i muslimsk retning, hvad angår vurderingen af ytringer, og usikkerheden om, hvad der er strafbart, skaber en endnu større gråzone, som de færreste debattører vover sig ind i, end der er belæg for at straffe for i lovgivningen. Dette freder befolkningsudskiftningen stadig mere i en ond cirkel, der fører til yderligere krav om ytringsrestriktioner. Det er sigende, at også en bystat som Singapore længe har haft restriktiv lovgivning for at sikre, ”at vores religiøse, kulturelle og etniske forskelle ikke bliver en kilde til misforståelser og spændinger”, som Singapores udenrigstjeneste forklarer det. Også fx Nigeria begrunder sin manglende ytringsfrihed med landets ”mangfoldighed”. Samme hensyn vil veje stadig tungere for europæiske magthavere. I de allerseneste år giver Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol klare eksempler herpå med støtte til blasfemiparagraffer for at bevare ”den religiøse fred”.

En engelsk diplomat citeres i bogen for at gøre opmærksom på, at Storbritannien under Anden Verdenskrig end ikke kriminaliserede Hitlers ”Mein Kampf”, fordi man så ville følge samme logik som den, man bekæmpede. Problemet lå jo også et helt andet sted end i spredningen af fjendtlige tanker, akkurat ligesom nutidens samfund kun skades af ytringsfrihed, hvis de fejler på en række af andre vigtige parametre. Ytringsfriheden er tværtimod afgørende, hvis kursen på vigtige områder skal korrigeres, men i stedet fokuseres der i høj grad på ytringer som selve problemet og ikke kun som symptomer, og Heini í Skorinis bog, skønt med lidt andre vægtninger end nationalkonservatismens, er et vigtigt bidrag til at skabe klaring i begreberne, hvilket er en forudsætning for, at Europa ikke trækkes videre ned i islamiseringens hængedynd.

Heini í Skorini:

Kampen om ytringsfriheden.

Religion, politik og global værdikamp.

(Gads Forlag, 2023. 308 sider).