”Kære landsmænd, det er en alvorlig sag for et folk at rejse sig og gennemføre en revolution for at afsætte landets regering og ændre alle de herskende strukturer i samfundet. Når en regering imidlertid bruger sine magtbeføjelser til målrettet at føre folket mod dets undergang, er det ikke blot folkets ret at rejse sig imod en sådan regering, det er dets pligt. Det er denne pligt, vi med tungt hjerte har taget på os.”
Ovenstående ord er nærværende romans hovedpersons, da han efter en succesfuld statsomvæltning præsenterer det nye styres rationale og dagsorden på tv. Den grundlæggende verdensanskuelse fremgår yderligere af hans ord:
”Danmark er et lille land, men det er det eneste sted, danskere har hjemme. Mister vi dette land, bliver vore børn og vore børnebørn hjemløse, rodløse og kulturløse forbrugere i en gold globalistisk verden uden virkelige værdier, hvis eneste formål er at gøre de 5 rigeste procent af verdens beboere endnu rigere.”
Nu fik jeg allerede afsløret handlingens udfald, men det væsentlige er dog også de principielle overvejelser af de medvirkende undervejs i romanen, som desuden er spændende skrevet, vel at mærke ikke for sarte sjæle, da talrige blodige scener udpensles. Man kan spørge, om det er nødvendigt, men det pointerer den vrede og hævnfølelse, som uundgåeligt og efter al erfaring opbygges under den igangværende politiske udvikling eller snarere afvikling.
Man kan forståeligt svælge meget i den grusomme hævn over de hovedansvarlige, men det må jo så ske ud fra en opfattelse af, at flertallet af folket er uskyldige ofre. Det er efter min mening ikke tilfældet. Ansvaret for Danmarks forsumpning må fordeles på millioner, der har stemt forkert (og på resten af os, der ikke har kæmpet flittigt og dygtigt nok imod). En betydelig minoritet af vælgerkorpset, de fleste uden særlige forudsætninger, har altid vist rettidig omhu, og medie-ensidighed og gruppepres er ingen undskyldning for resten til ikke også at have gjort det.
Et oprør eller statskup bør være sidste udvej og udføres på en facon, der minimerer de fremtidige sår internt i folket. Det må være op til hver enkelt læser enten at betragte nærværende roman som en opfordring til at gøre ligeså eller som en advarsel for at sætte alt muligt ind demokratisk for at hindre barbariske begivenhedskæder. Det må også være op til hver enkelt at vurdere, hvornår fredelige muligheder er udtømt, og så tage ansvaret på sig og handle derefter. Forfatteren har klart opgivet demokratiet, så handlingen er også udtryk for en paradoksal optimisme – at det så at sige skulle være muligt at tvinge et folk, der ikke frivilligt ville stemme på redningsmænd, til at lade sig redde af en beslutsom minoritet.
I forfatterens forord til romanen forsvares det, at handlingen lader Danmarks redning udgå fra politiets og forsvarets rækker:
”En revolution i et land, hvor befolkningen er så gennemovervåget, bedøvet og i den grad frarøvet enhver mulighed for at forsvare sig, endsige gå til angreb på partidiktaturet, må nødvendigvis udgå fra de steder, hvor man har den nødvendige viden og knowhow og har adgang til de fornødne forbrugsstoffer.”
”Hvad er alternativet, hvis man altså virkelig vil redde Danmark og ikke blot forhale dødskampen? En revolution er et undertrykt og kuet folks sidste udvej, når alle andre veje er spærret. Når folk bliver sat i fængsel for at demonstrere, når uafhængige nyhedsmedier bliver lukket under forskellige påskud, og folk sat i fængsel for at give udtryk for deres meninger, når dissidenter intet arbejde kan få, der opfylder deres ambitionsniveau og svarer til deres kvalifikationer, når det absolut ingen forskel gør, hvor man sætter sit kryds – og når man manipulerer folkeafstemninger, lægger nye partier alle tænkelige hindringer i vejen for at samle underskrifter, forbeholder partistøtten for systempartierne og betjener sig af statskassen, som om det var ens egen private, ensretter pressen med kæmpetilskud, uden hvilke den ikke kan bestå, ødelægger undervisningssystemet, så der ikke mere er nogen reel viden i samfundet, udsulter sygehusvæsenet, sender kæmpebeløb til udlandet til understøttelse af krig og overbefolkning, mens det danske folk kæmper for at kunne betale stærkt stigende priser i forretningerne, og ikke mindst når man åbner landets grænser for alverdens fremmede folkeslag, der med usvigelig sikkerhed vil ændre dette samfund fundamentalt, så man ikke mere kan tale om noget Danmark. Kort sagt en politik, der gør det danske folks kampe igennem de sidste mere end 2000 år meningsløse, en politik, der frarøver vore børn og børnebørn deres arv fra deres forfædre, så de mister deres fædreland og ikke mere har noget sted, de kan kalde deres.”
Romanens dystopiske optimisme, at det via et blodbad er muligt at ”redde Danmark” trods det konkrete folks ligegyldighed, udtrykker jo en alt-eller-intet-tænkning, hvor målet er at sikre, at landet ”aldrig nogensinde” bliver så truet igen. Det er svært at finde virkelige paralleller i historien til denne absolutisme, generelt har nationer overlevet gennem historien under ret inkompetente ledere og humpet igennem på at improvisere halve løsninger og kompromiser. At en entydig sejr udebliver, behøver ikke at betyde entydigt nederlag.
Det afgørende er at opretholde et stadigt pres til fordel for den nationale tendens, stærkt nok til at holde den antinationale tendens i ave. Her er romanen et vigtigt bidrag, så at sige en kanariefugl i den politisk korrekte kulmine, en indikator eller advarende røst om at holde igen, for ellers… (Fx ligesom den russiske ledelse før 1917 kunne være blevet klogere af at lytte til revolutionære røster, uanset disses løsninger gik ud ad en tangent). Eller en slags George Orwell for den nationale sag: Det var nødvendigt at skildre det absolutte overvågningssamfund for at undgå det. Om dét så er lykkedes, må det igen være op til hver enkelt læser at vurdere!
Nærværende roman er som 1984 kort sagt af den slags, som indbyder til en stor mængde fortolkninger, perspektiver og diskussion, og en langt større berigelse af vor litteratur end den store masse af forroste moderne romaner, hvis tema reelt er den enkeltes opslugthed i selvmedlidenhed. Men den vil jo nok blive tiet ihjel eller mødt af overfladisk indignation, hvis den undtagelsesvist skulle blive nævnt.
Clement Andersen:
For dette land er vort!
50 kapitler af Danmarks historie.
(Ordsmeden, 2023. 272 sider. 249,95 kr.).
https://www.saxo.com/dk/for-dette-land-er-vort_bog_9788771964653
Tak for denne boganmeldelse, Neerup Buhl.
I det følgende vil jeg naturligvis gå ud fra at vi taler om en fiktionsbog- og derfor er hele min kommentar og reaktion på denne bog at betragte som en kommentar med aktionsforslag i et fiktivt dystopisk samfund:
Forfatterens forord beskriver meget nøjagtigt et totalitært samfund. Og nogle steder kunne det være endnu værre. Tænk engang hvis fiktionssamfundet også var af en type, hvor hvide, etnisk danske kvinder, ved hjælp af propaganda og økonomisk krig, anbefaledes at få aborter, mens kvinder af anden etnicitet tilskyndedes at få børn!
Desuden kunne man forestille sig at det beskrevne totalitære samfund også indebar tvangsdigitalisering af borgerne og et tvangsvaccine-påbud, som f.eks. kunne træde i kraft ved at en international virksomhedslobby via en falsk, men magtfuld international “sundhedsorganisation”, som i virkeligheden bare var en vaccinelobby-virksomhed på vegne af vaccineindustrien, fik så meget magt over den danske sundhedspolitik at de kunne tvinge befolkningen i landet til at blive indsprøjtet med bestemte vacciner for at disse borgere kunne have adgang til helt basale fornødenheder og rettigheder! I sandhed et totalitært mareridt af episke proportioner, som selvfølgelig er helt uden hold i virkeligheden!…
Spørgsmålet er så om Clement Andersen har ret i at manglen på en entydig sejr er lig med et entydigt nederlag? Der er jo f.eks. mange DFere, der ville mene at Danmarks situation er langt bedre end Sveriges på indvandringsmareridt-området i det beskrevne fiktive samfund, (underforstået fordi DF forhindrede det); men der er jo også dem, der hævder at det kan være ligegyldigt om Danmark måske er nogle år efter Sveriges katastrofale udvikling, så længe udviklingen stadig går i samme retning eller ligefrem er blevet endnu værre, uden tegn på forbedring. Det er der nok delte meninger om. Jeg ville nok, i det her fiktive samfund, Andersen beskriver, give forfatteren ret i sin udlægning, som forklaring på hvorfor en voldelig omvæltning og kup mod regimet er nødvendigt i denne fiktionsroman.
Hvis konklusionen i bogen er at en revolution er nødvendig for at vende udviklingen og stoppe katastrofen/katastroferne (for nu er det ikke kun en demografisk, men også en politisk samfundsmæssig katastrofe, med totalitære kræfters overtagelse af Danmark, vi befinder os i)- så skal mennesker som os begynde at gøre os overvejelser i retning af hvordan vi enten undgår de voldeligheder, der vil opstå, eller deltager i dem, afhængig af alder, styrke og kampvilje. Kan Andersens fiktion gå hen og materialisere sig i virkelighedens verden?, spørger man også sig selv, lidt ligesom man spørger sig selv med George Orwells 1984.
Men alle planer, der involverer at tage forholdsregler imod et samfundsmæssigt sammenbrud, kræver jo både ejendom(me) og enorme mængder af kapital (og andre ting), så man er klar til enten at forsvare eller angribe- eller begge dele. Hvor mange kan så lige deltage, når de efterhånden er blevet frarøvet/frataget alt, hvad de ejer, pga deres egen regerings totalitære lawfare-politik imod dem i årtier og heller ikke er i den kampklare alder? Man kan have sine bange anelser om hvor mange der overhovedet ville kunne tage aktion mod regimets undertrykkelse.
I bogen er det tilsyneladende politiet og forsvaret, der ender med at støtte et kup mod det siddende regime. Men hvis vi forestiller os at politi og militær er bemandet af forholdsvis unge mennesker, og at disse, i bedste 1984-stil, har fået hovedet fyldt med systemets historieløsheds-propaganda, så afhænger tilslutningen til kuppet af hvor mange af disse unge mennesker, der er i stand til at tænke selv.
I sandhed en interessant og spændende fiktionsbog. Jeg er sikker på at hvis jeg købte og læste den, så ville jeg uden tvivl føle en voldsom fryd ved bogens slutning, da den jo åbenbart ender lykkeligt 😃😃 Ærgerligt med Neerup Buhls spoiler- eller er det? Trænger vi ikke også til en feel-good roman, der har en lykkelig slutning?..
Selv tak for den gode kommentar! Det er desværre svært at drøfte romanens problematik uden at komme ind på, hvordan forfatteren mener, at udfaldet kan blive. Er dette paradoksal optimisme trods pessimisme om demokratiets fortsatte muligheder? Er det måske endnu mere usandsynligt, at væbnede oprørere i traditionelt besindige og demokratiske Danmark kan bibringe en forbedring, end det sørgeligt skamredne demokrati kan det? Bliver oprørere bare pariaer a la Breivik? Hvem er naiv, og hvem realist? Det er klart, at bogen må have en bestemt handling, men alle disse spørgsmål forbliver åbne for diskussion, og dét er trods alt det interessante. I øvrigt bør det måske tilføjes, at det eneste partipolitiske valg for dem, der både vil have en markant og en fredelig ændring, er Stram Kurs. De andre vil kun foretage smårettelser i margenen og er for så vidt med til at berede vejen for en realisering af bogens handling.
Tak for feedback, Neerup Buhl.
Jeg er næsten nødt til at fremhæve den sidste del af din kommentar:
“I øvrigt bør det måske tilføjes, at det eneste partipolitiske valg for dem, der både vil have en markant og en fredelig ændring, er Stram Kurs. De andre vil kun foretage smårettelser i margenen og er for så vidt med til at berede vejen for en realisering af bogens handling”.
Her indrammer du dagens samfunds demografiske udvikling perfekt.
Vi har rent faktisk en situation, hvor man, ved hjælp af simpel matematik og nemt udregnede demografiske fremskrivninger, kan konstatere at Danmark om meget få år (ikke årtier, men år), vil være uudholdeligt at leve i for etniske danskere. Efter min mening er det allerede tilfældet i adskillige dele af landet, men snart vil det omfatte hele landet, hvis den nuværende udvikling fortsætter i den fart, som den bare har nu. Og det kan vore landsmænd jo også konstatere ved simple observationer ude i samfundet.
Og uanset årsagerne så må vi konstatere at vore landsmænd i massivt antal stemmer til fordel for denne befolkningsudskiftning, da det jo fremgår klart af de forskellige andre partiers programmer at de ikke har tænkt sig at sætte gang i nogen form for remigration.
Jeg kan slet ikke forstå hvad folk er i tvivl om.
Og derfor er Stram Kurs rent faktisk det eneste parti, som kan betragtes som moderat i det danske politiske landskab lige nu, efter min mening. Samtlige andre partier, måske med en smule delvis undtagelse af dele af Dansk Folkeparti, arbejder aktivt for nationen Danmarks afskaffelse som hjemland for danskerne. De arbejder alle ivrigt for at få mange flere muslimer til landet, i mængder som i sidste ende om ikke mange år vil medføre et reelt muslimsk befolkningsflertal og formentlig længe inden, klar muslimsk samfundsdominans. De fleste partier arbejder også lige så ivrigt for at få muslimske IS-terrorister ind i stillinger i det danske samfund og hjælper gerne muslimerne med at sætte danskere på plads, hvis de har et problem med sharia og mangel på respekt overfor islam. Og jeg kunne blive ved.
Stram Kurs er, mig bekendt, det eneste parti, der vil stoppe denne udvikling og vende folkestrømmen.
Jeg kan på ingen måde se at det skulle være “ekstremistisk”. Og slet ikke racistisk. Man har jo også været nødt til at ændre fortolkningen af begrebet “racist” for at kunne dømme Rasmus Paludan for denne påståede forseelse.
Det er ekstremistisk, efter min mening, at ændre en lovgivning omkring et fast, vedtaget, definition af et begreb, med det slet skjulte formål at omdanne Danmark til et sted, hvor alle kan slå sig ned, hvis de har lyst, uanset om de har nogensomhelst tilknytning til landet eller deler kultur og identitet med de etniske danskere.
Racismelovgivningen, som den bruges nu, tjener ikke til andet end at kriminalisere danskerne, hvis de vender sig imod den muslimske masseindvandring. Det er at sammenligne med hvis tyskerne under krigen havde fået fordel af en lignende holdning fra det danske Folketing til at udskifte danskerne med etniske tyskere og indføre en “racisme”-lovgivning til at hjælpe med denne udskiftning.
Og apropos det totalitære samfunds fortalere og i endnu et eksempel på hvordan politikere udøver deres anti-ytringsfriheds indflydelse, så har Fox News netop meddelt at “deres og Tucker Carlsons veje skilles”.. mon ikke der er indtil flere amerikanske politikere, der har haft en finger med i det spil- de har ihvertfald gjort alt, hvad de overhovedet kunne, for at få ham fyret.
https://link.theblaze.com/click/31264395.1017027/aHR0cHM6Ly93d3cudGhlYmxhemUuY29tL25ld3MvdHVja2VyLWNhcmxzb24tbGVhdmVzLWZveC1uZXdzP3V0bV9zb3VyY2U9dGhlYmxhemUtYnJlYWtpbmcmdXRtX21lZGl1bT1lbWFpbCZ1dG1fY2FtcGFpZ249MjAyMzA0MjRCUkVBS0lORy1UdWNrZXImdXRtX3Rlcm09QUNUSVZFIExJU1QgLSBUaGVCbGF6ZSBCcmVha2luZyBOZXdz/616d222bc633455ab975fbe8D9ade6c3a
Prins Vilhelm af Sverige. Hertug af Södermanland i en tale på Skansen Valborgmæsseaften d: 1 Maj 1942, udtalte Prins Vilhelm af Sverige til en forsamling på 30000 mennesker:
” Vi ville fryse i selve sommervarmen og svede blod i efterårets frostkolde dage, hvis fremmede mænd bjergede høsten, mens røster på fremmede tungemål kundgjorde nye love stridende mod vort Retsbegreb.
Overhovedet kan vi slet ikke tænke os nogen årstid, på hvilken der ikke hvælver sig en fri himmel. Det er ganske simpelt forudsætningen for, at vi kan anse livet vær at leve.
Man kan bøje et folk gennem tvang, men aldrig frelse det mod dets vilje.”
Prins Vilhelm
Født: 17. juni 1884, Tullgarn Slot, Sverige.
Død: 5. juli 1965, Stenhammar Palace, Sverige.
Den fulde tale på Linket:
http://www.diva-portal.se/smash/get/diva2:1249039/FULLTEXT01.pdf