”Kære landsmænd, det er en alvorlig sag for et folk at rejse sig og gennemføre en revolution for at afsætte landets regering og ændre alle de herskende strukturer i samfundet. Når en regering imidlertid bruger sine magtbeføjelser til målrettet at føre folket mod dets undergang, er det ikke blot folkets ret at rejse sig imod en sådan regering, det er dets pligt. Det er denne pligt, vi med tungt hjerte har taget på os.”

Ovenstående ord er nærværende romans hovedpersons, da han efter en succesfuld statsomvæltning præsenterer det nye styres rationale og dagsorden på tv. Den grundlæggende verdensanskuelse fremgår yderligere af hans ord:

”Danmark er et lille land, men det er det eneste sted, danskere har hjemme. Mister vi dette land, bliver vore børn og vore børnebørn hjemløse, rodløse og kulturløse forbrugere i en gold globalistisk verden uden virkelige værdier, hvis eneste formål er at gøre de 5 rigeste procent af verdens beboere endnu rigere.”

Nu fik jeg allerede afsløret handlingens udfald, men det væsentlige er dog også de principielle overvejelser af de medvirkende undervejs i romanen, som desuden er spændende skrevet, vel at mærke ikke for sarte sjæle, da talrige blodige scener udpensles. Man kan spørge, om det er nødvendigt, men det pointerer den vrede og hævnfølelse, som uundgåeligt og efter al erfaring opbygges under den igangværende politiske udvikling eller snarere afvikling.

Man kan forståeligt svælge meget i den grusomme hævn over de hovedansvarlige, men det må jo så ske ud fra en opfattelse af, at flertallet af folket er uskyldige ofre. Det er efter min mening ikke tilfældet. Ansvaret for Danmarks forsumpning må fordeles på millioner, der har stemt forkert (og på resten af os, der ikke har kæmpet flittigt og dygtigt nok imod). En betydelig minoritet af vælgerkorpset, de fleste uden særlige forudsætninger, har altid vist rettidig omhu, og medie-ensidighed og gruppepres er ingen undskyldning for resten til ikke også at have gjort det.

Et oprør eller statskup bør være sidste udvej og udføres på en facon, der minimerer de fremtidige sår internt i folket. Det må være op til hver enkelt læser enten at betragte nærværende roman som en opfordring til at gøre ligeså eller som en advarsel for at sætte alt muligt ind demokratisk for at hindre barbariske begivenhedskæder. Det må også være op til hver enkelt at vurdere, hvornår fredelige muligheder er udtømt, og så tage ansvaret på sig og handle derefter. Forfatteren har klart opgivet demokratiet, så handlingen er også udtryk for en paradoksal optimisme – at det så at sige skulle være muligt at tvinge et folk, der ikke frivilligt ville stemme på redningsmænd, til at lade sig redde af en beslutsom minoritet.

I forfatterens forord til romanen forsvares det, at handlingen lader Danmarks redning udgå fra politiets og forsvarets rækker:

”En revolution i et land, hvor befolkningen er så gennemovervåget, bedøvet og i den grad frarøvet enhver mulighed for at forsvare sig, endsige gå til angreb på partidiktaturet, må nødvendigvis udgå fra de steder, hvor man har den nødvendige viden og knowhow og har adgang til de fornødne forbrugsstoffer.”

”Hvad er alternativet, hvis man altså virkelig vil redde Danmark og ikke blot forhale dødskampen? En revolution er et undertrykt og kuet folks sidste udvej, når alle andre veje er spærret. Når folk bliver sat i fængsel for at demonstrere, når uafhængige nyhedsmedier bliver lukket under forskellige påskud, og folk sat i fængsel for at give udtryk for deres meninger, når dissidenter intet arbejde kan få, der opfylder deres ambitionsniveau og svarer til deres kvalifikationer, når det absolut ingen forskel gør, hvor man sætter sit kryds – og når man manipulerer folkeafstemninger, lægger nye partier alle tænkelige hindringer i vejen for at samle underskrifter, forbeholder partistøtten for systempartierne og betjener sig af statskassen, som om det var ens egen private, ensretter pressen med kæmpetilskud, uden hvilke den ikke kan bestå, ødelægger undervisningssystemet, så der ikke mere er nogen reel viden i samfundet, udsulter sygehusvæsenet, sender kæmpebeløb til udlandet til understøttelse af krig og overbefolkning, mens det danske folk kæmper for at kunne betale stærkt stigende priser i forretningerne, og ikke mindst når man åbner landets grænser for alverdens fremmede folkeslag, der med usvigelig sikkerhed vil ændre dette samfund fundamentalt, så man ikke mere kan tale om noget Danmark. Kort sagt en politik, der gør det danske folks kampe igennem de sidste mere end 2000 år meningsløse, en politik, der frarøver vore børn og børnebørn deres arv fra deres forfædre, så de mister deres fædreland og ikke mere har noget sted, de kan kalde deres.”

Romanens dystopiske optimisme, at det via et blodbad er muligt at ”redde Danmark” trods det konkrete folks ligegyldighed, udtrykker jo en alt-eller-intet-tænkning, hvor målet er at sikre, at landet ”aldrig nogensinde” bliver så truet igen. Det er svært at finde virkelige paralleller i historien til denne absolutisme, generelt har nationer overlevet gennem historien under ret inkompetente ledere og humpet igennem på at improvisere halve løsninger og kompromiser. At en entydig sejr udebliver, behøver ikke at betyde entydigt nederlag.

Det afgørende er at opretholde et stadigt pres til fordel for den nationale tendens, stærkt nok til at holde den antinationale tendens i ave. Her er romanen et vigtigt bidrag, så at sige en kanariefugl i den politisk korrekte kulmine, en indikator eller advarende røst om at holde igen, for ellers… (Fx ligesom den russiske ledelse før 1917 kunne være blevet klogere af at lytte til revolutionære røster, uanset disses løsninger gik ud ad en tangent). Eller en slags George Orwell for den nationale sag: Det var nødvendigt at skildre det absolutte overvågningssamfund for at undgå det. Om dét så er lykkedes, må det igen være op til hver enkelt læser at vurdere!

Nærværende roman er som 1984 kort sagt af den slags, som indbyder til en stor mængde fortolkninger, perspektiver og diskussion, og en langt større berigelse af vor litteratur end den store masse af forroste moderne romaner, hvis tema reelt er den enkeltes opslugthed i selvmedlidenhed. Men den vil jo nok blive tiet ihjel eller mødt af overfladisk indignation, hvis den undtagelsesvist skulle blive nævnt.

Clement Andersen:

For dette land er vort!

50 kapitler af Danmarks historie.

(Ordsmeden, 2023. 272 sider. 249,95 kr.).

https://www.saxo.com/dk/for-dette-land-er-vort_bog_9788771964653