I disse dage er det 75 år siden, at den såkaldte Kinsey-rapport, en undersøgelse af amerikanske mænds seksualliv, udkom og blev en af de mest omdiskuterede videnskabelige bøger nogensinde. Mere end nogen anden enkeltbegivenhed bidrog den til den moderne seksuelle frigørelse.

Alfred Kinsey var oprindelig insektforsker og blev historiens flittigste indsamler af hvepse. 7,5 millioner galhvepse indsamlede han på ture rundt i store dele af Nordamerika. Han indså da, at eksemplarerne af hver hvepseart var forskellige, modsat den hidtidige systematiks idealtyper, og dette perspektiv med kontinuerlig variation, hvor ikke én er ens, overførte han på menneskers seksualliv, da han gradvist gik over til det emne som rådgiver for sit universitets studerende.

Kinsey-rapporten var vægtig, fordi forfatteren også bragte sin flid fra insekt- til menneskestudiet og præsenterede et hidtil uset omfattende datamateriale. Værkets chokeffekt skyldtes primært det store svælg mellem officiel moral og praksis, som blev afsløret. Skønt det også hurtigt stod klart, at de undersøgte grupper ikke var repræsentative for befolkningen, særlig opsøgte Kinsey homoseksuelle.

For eftertiden blev det klart, at han selv led under at være dét, man kaldte seksuelt afvigende. Han gjorde meget ud af at opdyrke et image som neutral forsker, men var drevet af et ønske om at skabe tolerance for alle seksuelle lyster. Tilmed pædofili så han mildt på, da hans målestok næsten udelukkende var, hvad der var ”naturligt” for det, han kaldte menneskedyret.

Det var et forståeligt opgør med undertrykkelsen i egen ungdom og med samtidens hykleri, som drev Kinsey over mod en modsat grøft. Nutidens ”woke” aktivister kan i høj grad kaldes Kinseys arvtagere, skønt hans egen dagsorden allerede var mainstream længe før årtusindskiftet. Kinseys begrebsverden omfattede således kun to køn, og hans ærinde var blot lige accept af alle individers lyster, ikke nutidens fremhævelse og dyrkelse af minoritetsgrupper. Utilfreds med blot den tiltrængte tolerance stiller man i vor tid stadig nye krav.

Genlæser man debatten for 75 år siden, er visse paralleller dog slående. Skønt Kinsey var strikt biologisk materialist, mens man i nutiden taler om identitet, er der i begge tilfælde én målestok, ét hensyn, nemlig individets egen idé om, hvad det ”er”. Værdien af et normalitetsbegreb for samfundet ignoreres, skønt et sådant jo ikke modsiger vidtstrakt tolerance.

For Kinsey var der vel at mærke stadig tale om objektive fænomener, der kunne kvantificeres, mens den totale vilkårlighed i dag har holdt indtog med kravet om formel ligestilling af enhver angivelig selvopfattelse. Kinsey-rapporten kunne stadig debatteres, netop fordi der var målelige kendsgerninger at forholde sig til. Det var identitetens udtryk i seksuel adfærd, Kinsey registrerede og ville legitimere. Desuden rådgav han faktisk seksuelle afvigere til at opføre sig udadtil så konformt som muligt, så flertallet indså, at der var tale om normale mennesker, modsat nutidens tendens til i alle sammenhænge grænseløst at hævde retten til at udleve personlige idiosynkrasier.

Og Kinsey var i det mindste bevidst om vigtigheden af en videnskabelig facade for sine reformønsker. I 1948 var vægten i hans indlæg forsvundet, hvis han var trådt direkte politiserende frem, mens så mange i nutiden (og på så mange områder) som en selvfølge gør krav på dobbeltrollen som forsker og aktivist for sit fags angivelige indsigter, i stedet for at overlade springet fra ”er” til ”bør” til den politiske sfære.

Det rimelige fremskridt, som Kinsey bidrog til, var dog indsigten, at svælget mellem ”naturen” og lovene ikke bør være for stort. Det er kun ca. 50 år siden, at seksuelle afvigelser (uden overgreb) var kriminaliserede mange steder i Vesten. Kinsey bør mindes positivt for opgør med det. Men lige så meget bør han være et advarende eksempel ved sine overdrivelser, der vel at mærke er typiske for opgør med en dyster fortid. Historien tenderer at svinge fra yderpunkt til yderpunkt, og nutiden burde måske snarere konsolidere kernen i Kinseys budskab end bare fortsætte ud ad overdrivelsernes tangent og derved gøde jorden for stadig mere voldsomme konflikter.

Thi fronterne er jo faktisk skærpet, særlig med den principielt umættelige woke ideologi. Studerer man Kinsey-receptionen for 75 år siden, var der selvfølgelig stærk afstandtagen fra visse konservative og religiøse kredse, men datidens konformistiske mainstream, der i dag typisk portrætteres som undertrykkende, modtog Kinseys studier med åben og omfattende debat, og de få stemmer, som direkte talte om censur og forbud, blev marginaliserede og skarpt afvist af toneangivende stemmer. Tilmed da Kinsey blev beskyldt for med moralsk fordærvelse at fremme kommunismen under mccarthyismens epoke, stod den akademiske verden mere principielt fast på forskningsfriheden, end det særlig ses i USA i dag. Skønt Kinsey var vanskelig at omgås, forsvarede Herman B. Wells, rektor for Kinseys universitet, ham kompromisløst mod forsøg på at lukke hans studier ned: ”Vi har stor tro på værdierne i viden, liden tro på uvidenhed.”

Det dybest tænkte direkte modspil fik Kinsey måske fra teologen Reinhold Niebuhr, der var foruroliget over det moralske forfald, som Kinseys data afslørede, men endnu mere foruroliget over, at Kinsey glædede sig over den manglende overholdelse af samfundets formelle normer. Fokus hos Kinsey var muligheden for at få ”afløb” for de seksuelle drifter, principielt en ubegrænset hedonisme, men Niebuhr frygtede de kulturelle konsekvenser af en sådan tilstand, eftersom åndelige præstationer og værdier i høj grad har været betinget af ydre restriktioner og af et andet værdihierarki end fysisk nydelse øverst.

Fem år efter den første Kinsey-rapport om mænd kom hans bog om kvinders seksualliv, ”Sexual Behavior in the Human Female”, karakteristisk tales der i begge bøger om hanner og hunner, ikke mænd og kvinder. Det er en zoologs værker, men den dengang chokerende høje grad af sex før ægteskabet, Kinsey angav for kvinder (lige knap 50%), fremhævede han vel at mærke som noget positivt for ægteskabet som institution, idet han også så, hvor svært det var at få ægteskaber til at fungere for par helt uden erfaring. Modsat Kinseys arvtagere inden for ”frigørelse” er det i det hele taget påfaldende, hvor lidt progressiv han var uden for sin mærkesag. Således falder det i dag i øjnene, at han ud over sine bind om mænd og kvinder planlagde et separat bind om sorte amerikaneres seksualitet, dog døde han inden realiseringen af dette.

Kinseys bidrag forbliver så vist en partsindlæg, der netop ikke kan stå alene i en helstøbt kultur. Men ligesom for visse andre progressive mærkesager kan problemet i dag siges at være, at Kinsey sejrede ”ad helvede til”, og kravet om frigørelse for alle personlige særtræk og behov tenderer nu mod at blive absolut, på bekostning af bærende fællesværdier og vanskeligere åndelige kampe. Kinseys saga er ikke det eneste eksempel på, at en progressiv dagsorden er blevet pænere modtaget af en konservativ mainstream end omvendt. En samfundsorden eller bærende kultur kræver dog en balance mellem frihed og begrænsninger, men tolerancen over for alt, hvad der begrænser et stadig længere rettighedskatalog, er i de senere årtier gået mod nul. Enhver civilisation afhænger af en vis stritten imod naturlige tilbøjeligheder, og et tiltrængt fænomen i én æra kan senere blive til noget, der med lige så stor ret kalder på en modreaktion.