Nu er der gået en uge siden Hugo Helmig døde. Kun Frihedens Stemme har rapporteret om dødsfaldet. Mange danskere er totalt misinformeret om pressen og tror, at det er normalt, at de efterladte skal samtykke til pressedækning. Det er det ikke. Det forekommer aldrig.
Jeg har et lille eksempel her.
18-årige Cecilie Næblerød skal til sin første gymnasiefest i et år – det er den 3. marts 2006. Hendes ekskæreste, David, har i lang tid forsøgt at isolere hende fra omverdenen. Men tre dage inden fastelavnsfesten på Hasseris Gymnasium i Aalborg, har Cille slået op med ham. Cilles mor, Lisa Næblerød, er henrykt over at se sin datter blomstre på ny.
David tager sig ind til festen og dræber Cille med kniv. Så går David hjem og hænger sig selv.
Giver pressen så Cilles mor og familie fred?
Nej!
Cilles mor fortæller i en podcast (“Cilles Sidste Dag” på Folkekirkens hjemmeside), at journalister belejrer hendes hus. Journalister kom gentagne gange hen og ringer på hendes dør. Hendes bror må ringe til vagtlægen, fordi hun er ved at få en psykose.
Sådan et hetz vil danske journalister gerne køre på de efterladte til en “ukendt” 18-årig pige, som bliver brutalt myrdet.
Men når det er journalisternes darling Thomas Helmigs søn, der dør, så må danskerne ikke få det at vide?
Den dobbeltmoral er helt ekstrem!
Frihedens Stemme har alene rapporteret oplysninger, som allerede er offentligt tilgængelige: Hugo Helmig er død.
Jeg ved naturligvis som redaktør for Frihedens Stemme meget mere om sagen, men det har jeg besluttet, at vi ikke skriver om, indtil Hugo er bisat eller begravet.
Be the first to comment on "Hvorfor fortier hele Løgnerpressen stadig efter 1 uge, at Hugo Helmig er død?"