Hidtil har Jacob Haugaard været den eneste, der i nyere tid er blevet indvalgt i Folketinget som løsgænger. Man må håbe, at Rasmus Paludan nu kan gøre ham kunsten efter.

Mens Haugaards program var pjat, var det dog netop udformet til at sætte den herskende politiske praksis i muntert relief. At udstille den kedelige alvors absurditet med sjov absurditet.

Klippet her viser den store værdi, der potentielt ligger i at have en politisk enegænger, der er flintrende ligeglad med den gængse politiker-adfærd og politikeres indforståede meningsløsheder.

Haugaard sagde tingene, som han så dem, uden illusioner om at komme fremad i den bundløse politiske sump, men dog var hans bestræbelser for demaskering i sig selv nyttig folkeoplysning.

Paludan leverer mere. Han kan ligesom Haugaard underholde og sætte den herskende praksis’ absurditeter i relief, men samtidig leverer hans program et sagligt alternativ til Danmarks kurs.

Vel at mærke kan man heller ikke nære illusioner om, at han kan realisere meget af dette som ene mand på Tinge. Men som man også sagde om Glistrup: Ham har de andre rigtig godt af.

At afsløre herskende fup, såsom om den ”stramme” udlændingepolitik, der ikke standser befolkningsudskiftningen, er første trin mod en større politisk udskiftning.

Og det er svært at se nogen bedre skikket til dette end Paludan, med hans skarphed, lidenskab for polemik og indsigt ikke mindst i jura. Utryghed vil afløse Tingets hyggelige samdrægtighed.