Kritikken af den ungarske premierminister Viktor Orbáns nylige tale, der kaldes en ”nazitale”, som er ”Goebbels værdig”, er endnu et eksempel på, hvordan mainstream gør konkret forsvar af europæernes odelsret identisk med nazisme.

Odelsret – ejendomsretten over slægtens jord – burde være et nøglebegreb i den politiske debat. De europæiske nationer er ophavsfællesskaber, for så vidt som de fleste indbyggere (stadig) historisk har rod i det relative nærområde.

At dette skulle forblive sådan, var indtil for få årtier siden ganske indiskutabelt over hele det politiske spektrum, men hævdes det i dag, at Europa ikke i større grad bør rumme ikke-europæere, drages der som svar med matematisk sikkerhed paralleller til den korte og sagligt irrelevante historiske anormalitet, som var Tyskland 1933-45.

Nogle mener tilmed nu, at Ungarn ikke længere kan være i NATO med en ”nazi” ved magten, men paradokset er jo, at en af de første lederskikkelser i NATO og ledende ikon i krigen mod nazismen, feltmarskal Montgomery, i endnu højere grad end Orbán havde ”nazistiske” holdninger efter aktuelle mainstream-definitioner.

Efter Anden Verdenskrig rejste Montgomery således rundt i Afrika for at planlægge Europas fremtidige håndtering af kontinentet, og for hele Afrika foreslog han et styre som de hvides i Sydafrika, idet afrikaneren efter hans mening er ”en fuldstændig vildmand og helt ude af stand til selv at udvikle landet”. Senere gik han stærkt imod legaliseringen af homoseksualitet i Storbritannien.

Og Montgomery er netop kun ét eksempel på datidens mainstream. I stedet for at kalde Orbáns tale for ”Goebbels værdig”, kunne man mere rammende kalde den Churchill, Roosevelt, Truman, de Gaulle, Stauning eller den svenske statsminister Albin Hansson værdig. Men med velberåd hu bruges i dag over for nationalkonservative notorisk nazismen som parallel.

Det Tredje Rige var rigtignok til det yderste “racistisk”, det moderne udtryk for diskrimination til fordel for eget historiske folk, men det var alle dengang i en mere uideologisk form (altså netop ikke som “isme” og pseudovidenskab, men som en kulturel selvfølge), hvilket passer langt bedre på de fleste indvandringskritikere i dag end nazismen, der afveg på så mange andre måder end blot at stå fast på sit folks odelsret. Seriøse indvandringskritikere er enige om, at nazismens udskejelser er det største problem for moderne nationalt selvforsvar – ikke mindst fordi nazismen uafbrudt misbruges af modparter til at stemple ethvert traditionelt nationalt selvforsvar som nazisme.

Ifølge den begrebsverden, Orbáns kritikere p.t. åbenbarer, var det nazister, der sloges med nazister i Anden Verdenskrig, og det er naturligvis ”gefundenes Fressen” for nazisternes ægte moderne arvtagere, hvis begrebsverden dermed bliver gjort stueren for mange, der med rette er bekymrede over udviklingen. Men der er og bliver trods al forplumring, som gavner røde og brune ideologer, en verden til forskel mellem traditionel hævdelse af europæisk odelsret og dét, Churchill med rette kaldte den mørke middelalders genkomst med raceforfølgelser, religiøs intolerance, fratagelse af ytringsfrihed, individets reduktion til at være en brik i staten, krigskult og opdragelse til aggression og barbari.

Orbáns tale (der linkes til i Berlingskes reportage) står helt klart i Churchills og de andre vestlige lederes tradition, ikke i Hitlers og de andre totalitæres. At nutidens mainstream ikke kan se forskellen, afslører måske mere end noget andet dens egen ideologisering og primitivitet, som på en anden måde end nazismen truer med at lade en ny, mørk middelalder sænke sig over Europa. Stram Kurs’ etnonationalistiske utilitarisme er i øvrigt i dagens Danmark det nærmeste, man kommer en ægte arvtager til De Allieredes holdning i kampen mod sådanne civilisatoriske tilbageskridt.