Det demografiske ur tikker, og vil fortsat gøre det, hver gang en ny politiker fremføres som ”strammernes” bannerfører uden at være det. Der er ingen grund til at skjule, at Inger Støjbergs succes med at samle vælgererklæringer langt har overgået Stram Kurs’ mere ægte vare. Hun har selvfølgelig fået mere PR, men letkøbte floskler er nu engang også lettere at fordøje for de fleste end beske sandheder.

Hvorfor er det, at det ses som mere ”realistisk” at gøre mange hundredtusind muslimer til ”danskere” end at hjemsende disse historisk set ganske nytilkomne? Dét er jo kernen i forskellen mellem Støjbergs og Paludans budskab, og den bedste PR, Støjberg kan få, er simpelthen, at spørgsmålet ikke stilles. Og Støjberg, hvis videregående studier består af en kort ”kommunikationsuddannelse” fra Viborg Handelsskole, formår jo ikke selv at forklare sagen bedre, end den dygtige jurist Paludan let kan gennemhulle det, hvis han fik lov.

Den i øvrigt programløse Støjberg skrev en af sine mest programmatiske artikler i B.T. i 2018, Islamisk levevis er problemet, og her ses både styrken og svagheden i hendes fremgangsmåde.  De markante og polemiske folkeligt-snusfornuftige betragtninger om ondet kombineret med diffuse mainstream-opskrifter mod det, således at der både i form og indhold springes over, hvor gærdet er lavest.

Det er ”helt nødvendigt at insistere på, at man pinedød skal efterleve vore regler og tage vores levevis til sig, så længe man lever i Danmark.” Jamen det er da et afmægtigt slag i luften over for hundredtusindvis af islamtroende med ”rettigheder” som danske. For Støjberg vil jo netop ikke forskelsbehandle: ”Vi kan ikke lave lovgivning, der gør forskel på folk. Det betyder, at vi for at sikre os mod indvandringen af muslimer, som ikke vil vore værdier, bliver nødt til at føre en stram udlændingepolitik, der desværre nogle gange rammer udlændinge, som ikke gør en kat fortræd.”

Dét er jo en opskrift på reelt intet at gøre imod islamiseringen, thi der bliver aldrig realpolitisk støtte til så stramme tiltag imod alle udlændinge, som det er nødvendigt at indføre mod dem fra muslimske lande. Hvor er også det fair i dét? Menneskeretskonventionernes ligebehandlingskrav er og bliver den gordiske knude, der står i vejen for en rationel håndtering af en mangfoldig verdens krav. ”Islamisk levevis” er også kun det sekundære problem, thi dette vil uundgåeligt opstå i et land med mindst 10% muslimer. Og selv med en statsminister Støjberg ville dette tal efter alt at dømme kun vokse.

Mogens Glistrups lovforslag om Muhamedanerfrit Danmark er ét eksempel på et brud med menneskeretskonventionerne, Stram Kurs’ politik et lignende, men Støjbergs politik er det stik modsatte. Danmarksdemokraterne er dansk politiks Ukraine, nemlig med mange fejl og mangler og et stærkt ønske om at være i det ”vestlige værdifællesskab” og gentage vore laster, men i konflikten dog det mindste onde, som mange kun støtter, fordi den aktuelle modpart er endnu værre.

Glistrup var angiveligt forud for sin tid, skønt han bare anbefalede rettidig omhu: At forebygge er bedre end at helbrede. Ties der stadig om problemets kerne, fordi tiden ikke er ”moden” nu, bliver den aldrig moden, tværtimod slår islam kun mere rod her, hvis man udsætter et principielt opgør. Dette opgør er Lars Løkkes udlændingeminister ganske sikkert ikke den rette til.