I Frankrig er det angiveligt frygt for borgerkrig, der får mange til at afstå fra at stemme på Le Pen. Paradoksalt nok er det altså dem, der er mest enige med hende i islamiseringens dystre perspektiver, der også netop derfor viger tilbage fra handling imod den. Samme logik vil nok gøre sig gældende ved det kommende svenske valg – og andetsteds. Som de danske samarbejdspolitikere under den tyske besættelse går man på listesko og straffer opviglere, ikke så meget fordi man er pro-islam (eller dengang pro-nazistiske), men af frygt for konsekvenserne. Det virker jo ekstra sølle på baggrund af krigen i Ukraine, som jo også bare kunne have efterkommet russiske krav, men under store ofre valgte modstanden.

Flertallets manglende civilkurage hersker selvfølgelig heller ikke uden ofre i nutidens Vesten, først og fremmest i den generelle samfundsudvikling, hvor friheden må indskrænkes til fordel for de mange ”hensyn” til de nye egentlige, skønt uformelle, herrer. Dernæst alle hverdagens afsavn og ganske konkrete ofre og lidelser forvoldt af ”profetens” soldater. Men mest markant i skikkelse af de syndebukke eller rettere offerlam, flertallet villigt giver en skæbne som fredløse på livstid og endda efter at have gjort dem til genstand for hån med et relativt skuldertræk ser slagtet, fordi de gik imod den generelle underkastelse.

Den hollandske filminstruktør og forfatter Theo van Gogh minder på mange måder uhyggeligt meget om Rasmus Paludan – uhyggeligt jo på grund af hans skæbne, knivdræbt af en muslim i 2004. Van Goghs politiske helt var Pim Fortuyn, der blev myrdet et par år før van Gogh selv, og denne rettede en sønderlemmende kritik af mainstreams behandling af Fortuyn, hvilken skabte konteksten til mordet på ham. Det samme kan man sige om mordet på van Gogh selv.

Efterfølgende er der vel altid lidt selvransagelse, men hukommelsen er kort, reel handling endnu mindre. I kølvandet på de aktuelle uroligheder i Sverige er man, skønt med kritik af uromagerne, også omhyggelig med at fremhæve, hvor misliebig en person Paludan er, og islam søges lige så hyppigt hvidvasket. Senest har Aftonbladets chefredaktør udpeget bander (og vejret!) snarere end islam som årsager til optøjerne – men igen må det fremhæves, at uden ”religionen” var der intet mobiliserende at være militant om. Nazisterne under Hitler er også, for så vidt rammende, blevet kaldt en kriminel bande med målet at tage magten, men uden deres ideologi var de jo også magtesløse.

Bortforklaringerne og det sølle svigt af de få modige kender kort sagt stadig ingen grænser, på trods af de tidligere ofre i Vesteuropa. Theo van Gogh udgav i 2003 en samling af sine klummer i bogform (forsiden gengivet ovenfor). I forordet skrev han:

”Denne bog hedder Allah ved bedre, fordi jeg har en skummel mistanke om, at Mekkas nye middelalder er ved at indføres, og fordi jeg som professionel ateist føler mig meget utryg i et klima, der er domineret af ambitiøse borgmestre, som glædeligt ’appeaser masserne’ og drikker te med tvivlsomme moské-bestyrelser, mens marokkanske unge den 4. maj spiller fodbold med begravelseskranse. Husk, at lige siden 9/11 er knivene fremme, og femtekolonnen af gedekneppere marcherer forholdsvis uhindret fremad. Hvad andet kan jeg sige? Vi lever i et mareridt med gode intentioner og misforstået idealisme.”

Van Gogh blev venner med Ayaan Hirsi Ali og støttede hendes sag med fordømmelse af den reaktionære islam:

”Det er vores samfunds paradoks, at vores (retfærdige) tolerance giver frit spil for fanatikere, der mere end noget andet ønsker at dominere Det Frie Vesten. Parlamentsmedlem Hirsi Ali havde fuld ret til at tale, som hun gjorde. Angrebene på hende er ekkoer fra den tilbagestående middelalder. Hvor moralsk anløben kan en muslim være?” Van Gogh fortsatte: “Det er ikke min skyld, at visse medborgere holder fast ved en intolerant religion, stiftet af en, der huserede i ørkenen omkring 666 og knaldede småpiger. Allah være lovet, at der er hundredtusindvis af fornuftige muslimer i dette land, der ikke tilsmudser Hans navn. Men også de intimideres, så snart Mekkas pittoreske tankepoliti dukker op og forsøger at sælge deres blodfyldte kloakker ved at hyle om ’respekt’.”

Van Gogh latterliggjorde Amsterdams borgmester Job Cohen og dennes appeasement-politik med ord, der principielt rammer de fleste vestlige mainstream-politikere: “Det er ret sødt med en politiker, som har ambition om at blive statsminister, og som skider så meget i bukserne for Allahs afstumpede hånd, at han bliver ved med at lade hatten gå rundt for det multikulturelle samfund. Måske kunne Cohen forbedre harmonien i Amsterdam ved at agere dørmåtte for moskégæsterne, så de sandt troende kunne tørre fødder på ham. En bølge af medfølelse vil gå gennem hans parti, og endnu en gang vil vi ydmyge indfødte opleve glæden ved vores multikulturelle samfund.”