Mogens Glistrup kritiserede ofte det, han kaldte ”gammelnationalismen”, det vil sige den historiske dyrkelse af fædrelandet som en mytisk størrelse med nærmest metafysiske egenskaber, hævet over den synlige verdens prosaiske og materielle forhold. Han så selv i sin barndom, hvordan denne højstemte holdning førte til en chauvinisme og endnu en krig blandt europæere. Og det er jo stadig den samme mentalitet, der bevæger Putin, med tilslutning af et flertal af russere, der slutter op om den traditionelle tsar-ideologi iblandet 1000-årig ortodoks mysticisme. Som politologen Bjarne Jacobsen sammenfatter: ”Tsaren er nu som før selve inkarnationen af fædrelandet: almægtig, algod, alvidende. Kritik af eneherskeren bliver derigennem lig kritik af det hellige Ruslands nærmest platonske ’ideal’, en abstrakt forestilling helt oven over den konkrete virkelighed – imod hvilken den mindste tvivl ganske enkelt er højforræderi.”

Der appelleres til en fortidig national storhed som model for nutiden, og angivelig eller reel undertrykkelse af russere og dårlige vilkår søges paradoksalt bekæmpet med krig, som på alle måder skaber endnu værre forhold, også for disse russere. Som Glistrup så, får gammelnationalismen meget ofte folk til at handle kontraproduktivt eller irrationelt. 1864 bringes i hu for en dansker. Den prisbelønnede bog af professor Stuart Kaufman, Modern Hatreds. The Symbolic Politics of Ethnic War (Cornell University Press 2001) var måske først til at gennemgå de forskellige forklaringsmodeller for etniske krige (med udgangspunkt i 80’ernes og 90’ernes konflikter efter Sovjets opløsning). Han forkaster de typiske forklaringer på, at det udvikler sig blodigt, såsom manipulerende ledere, økonomiske modsætninger og andre ”objektive” eller reelle modsætningsforhold. Man kan jo pege på mange situationer, hvor etniske grupper, der har grund til bekymring over modparten, ikke kommer i krig, og andre situationer, hvor et voldeligt udfald sagligt set er overraskende og burde kunne være undgået.

Forskellen i reaktion skyldes ifølge Kaufmans tolkning den forskellige nationale symbolik, der dyrkes af de respektive etniske grupper. Ikke mindst de toneangivende myter fra den nationale litteratur, alle børn lærer i skolen, er en vigtig faktor i den måde, modparter og konfliktsituationer håndteres på. Men selvfølgelig er denne specifikke gruppementalitet kun brændstoffet – en række af de velkendte betingelser må også være til stede, for at krigen bliver en realitet. Frygten for éns gruppes udslettelse, kamp om reelt knappe ressourcer eller den velkendte overvejelse, at man hellere må slå til, før modparten gør det, kan alle kaldes rationelle, men erfaringen tilsiger dog, at alle oftest får større ulemper af krig, der sjældent går som planlagt. Men et folks endelige reaktion bestemmes ikke rationelt eller af den objektive situation, men af dets mytologi.

Glistrup fornam tydeligvis, at den traditionelle nationale mytologi er en dårlig guide for handling, hvis den skal være præget af visdom i nutiden. Det vil være mere end almindelig heldigt, hvis lærdom fra en svunden tid uformidlet vil føre til gode resultater i dag. Hjemlig bragesnak om vikinger og Holger Danske harmonerer således dårligt med det gængse moderne parcelhus-liv. Men Grundtvig har jo også sat tonen for, at konflikter snarere løses på et højskoleophold, efter at Danmark på hans tid blev decimeret af krigeriske drømme. Glistrups opgør med gammelnationalismen betyder et forsvar af danskerne grundet på nutidens værdier, primært ikke-vold. Han ville jo ikke smadre sin modpart på fx putinistisk facon, dertil havde han for stor respekt for individet. Muslimer skulle hjemsendes via retsstatens fredelige beslutninger. Ville danskere ikke dét, ja, så var det jo netop deres valg. Derfor fremlagde han bare sagen, så alle kunne høre den og tage stilling. Mere typisk dansk bliver det vel ikke, om man så kan lide det eller ej. Men afgørende er, at analysen for den mest frugtbare vej til at hævde dansk velforstået egeninteresse sker i en nutidig kontekst, ikke ud fra en anden tids idealer og normer. Da ville man jo også (i et nu fredeligt folk) give sig selv en mindst dobbelt kampbyrde: både at kæmpe imod tiden og modparten.

Stuart Kaufman fremhæver i sin nævnte bog, at det, der engagerer personer i etnisk vold, ikke er personlig egeninteresse, men gruppens interesse. Det enkelte individ løber en større risiko end sandsynlig fordel ved at kæmpe for sit folk. Den erkendelse gælder generelt om national modstand og er jo derfor knusende for den velkendte anklage om ”egoisme”, der altid blev rettet mod Glistrups projekt i almindelighed og hans (og andres) indvandringsmodstand i særdeleshed. Indvandringskritikere er generelt uselvisk aktive for deres landsmænd/efterkommere; at de så skulle være ”egoister” på gruppens vegne, opløser begrebet til at betyde det modsatte af normalt.

Den sikreste metode til at tjene gruppens interesser fås altså ikke hos ”gammelnationalismen” og dens tit kontraproduktive arv, som i dag ser fjender, der måske snarere burde være venner i den nye situation. Sikrest er derimod en nøgtern nutidsanalyse af situationen og med omhu at vælge nogle få realistiske kampe hinsides historiens byrde, hvilket mange traditionalistisk forblændede nationalkonservative har det svært med, hvorfor de også ser med mishag på et modernistisk etnonationalt parti som Stram Kurs. Dets rationale er, at Kong Vermunds Danmark var et andet end Pernille Vermunds, mange ting i historien er uigenkaldeligt fortid (således rammer raceideologi også akavet i dag), og den gamle kæmpeæts svar på nutidens spørgsmål bliver et goddag mand økseskaft. Ja, også Morten Korch er (om end desværre) fortid. Mange steder i verden ser man resultatet, når gammel mytologi og et guldalder-ideal bruges som opskrift i dag, og nu ser man det også igen i Europa.  En russisk anekdote karakteriserer meget præcist mentaliteten, der kun ser splinten i modpartens øje: En fattig bonde støder på en flaskeånd, der giver ham ét ønske. Han svarer: ”Min nabo har én ko, jeg har ingen. Så dræb min nabos ko.” Det gav ham større glæde end selv at få to køer…

Først og fremmest betyder et opgør med gammelnationalismen en bestræbelse på at dømme alle efter samme målestok, altså at man ikke kræver mere af andre end af sig selv, hvad jeg vil benævne ”glistrupsk fairness” og altså et opgør med den historisk (og aktuelt) velkendte hykleriske partiskhed, som Kaufman opsummerer som ”Nationalismens syv regler”:

1. Hvis et område var vores i 500 år og jeres i 50 år, bør det tilhøre os – I er blot besættere.
2. Hvis et område var jeres i 500 år og vores i 50 år, bør det tilhøre os – grænser må ikke ændres.
3. Hvis et område tilhørte os i 500 år, men aldrig siden, bør det tilhøre os – det er vor Nations Vugge.
4. Hvis vort folk er i flertal der, må det tilhøre os – de må nyde selvbestemmelsesretten.
5. Hvis vort folk er i mindretal der, må det tilhøre os – de må beskyttes mod undertrykkelse.
6. Alle de ovennævnte regler gælder os, men ikke jer.
7. Vor drøm om storhed er Historisk Nødvendighed, jeres er fascisme.