Mogens Glistrups yndlingssang var Den tapre landsoldat, vel at mærke den revysang, der blev fremført af Osvald Helmuth, da Glistrup var ti år. Om verdens statsledere, der skalter og valter med befolkningerne som blot materiel for ledelsens planer.  Ligesom selve begivenhederne i 1930’erne, der er sangens emne, utvivlsomt en inspirationskilde for Glistrups senere politiske frihedsprogram og principielle skepsis over for statsmagten.

Krigen mod Ukraine er et ganske konkret eksempel på, at menneskemateriel-mentaliteten lever videre i bedste velgående. Men også de vestlige lederes skalten og valten med deres befolkninger, i særdeleshed synet på alverdens mennesker som blot spillebrikker, der kan blandes i overensstemmelse med større globalistiske planer og ”idealer”, afslører en mentalitet med foragt for de konkrete, forskellige mennesker. Disse skal opdrages og forbedres til under store omkostninger at bære byrder, som passer til angiveligt menneskekærlige bestræbelser, men reelt kun bringer flere lidelser.

Psykiateren Carl Gustav Jung, der om nogen havde sans for menneskenes kollektive mentalitet, beskrev kort efter 2. verdenskrig rammende den moderne udvikling mod staten som altings centrum, hvor den enkelte forsvinder og endda kan føle tryghed ved at overlade mening og moral til autoriteterne:

”Den tilsyneladende almægtige statsdoktrin administreres på sin side og i statsræsonens navn af de højeste regeringsposter, der forener al magt i sig. Den, der ved valg eller tilfældighed når op til disse stillinger, har ikke længere nogen tvingende instans over sig, thi han er selv statsræsonen og kan inden for de givne muligheder handle efter personligt forgodtbefindende.” Lederne er de eneste, der kan gøre brug af deres individualitet, men samtidig er de kun noget ved at gøre sig identiske med statsdoktrinen. Den store mængde af individer bliver en massebestanddel, udskiftelige og som enkelte betragtet overflødige.  Hertil kommer den naturvidenskabelige rationalismes herredømme, der berøver individet værdighed og gør det til statistik.

”Jo større mængden er, desto mindre betyder den enkelte. Men hvis den enkelte, i den overvældende følelse af sin ubetydelighed og betydningsløshed, mister sit livs mening, der jo på en måde udtømmes med almenvellets og den højere levestandards begreb, da befinder han sig allerede på vejen til statsslaveriet og er uden at vide og ville det med til at bane vejen for dette.” Man belæres dagligt om statistiske sandheder og om enkeltpersoners betydningsløshed og afmagt, da de jo ikke repræsenterer nogen masseorganisation. Der breder sig derfor en usikkerhed om den individuelle dom, ansvaret kollektiviseres, individet gøres til en funktion af samfundet, der bliver livets egentlige bærer, skønt det ikke er andet end en idé, fx staten. Og skønt den enkeltes mål og mening jo er det eneste virkelige liv.

Så vidt Jung, der i dag er endnu mere aktuel end i 1950’erne, som dog udgjorde et kort pusterum mellem 30’ernes totalitarisme og de nye tendenser til det samme i dag, blot under en mere besnærende facade. Mogens Glistrup og Rasmus Paludan blev nogle af de få lysglimt af oprør og (på et vist niveau) individets betydning mod en kollektivisme og statsræson, der på bekostning af frihed vel kan give tryghed, når det går godt, men når kursen er gal kan føre til umådelige lidelser og katastrofer, når de fleste lader sig gå forskelsløst op i den tankeløse masse som kanonføde for stadig nye, lokkende visioner under en angiveligt ufejlbarlig ledelse.