Titlens ord er debattøren Sørine Gotfredsens tolkning af Breiviks amokløb, skrevet allerede i sommeren 2011, hvilket vakte ramaskrig. Det samme kan dog siges om Putins krig, der har nemt fattelige motiver, hvilket burde sætte i relief, at forklaring ikke er det samme som accept eller sympati. Putins handling har allerede krævet 30 gange så mange civile ofre som Breiviks, hvilket ikke gør Putin 30 gange ”værre” end Breivik, den slags kvantificeringer er meningsløse, men sætter også i relief, at fordi man myrder via et statsapparat, er man i hvert fald ikke bedre end en, der gør det på så at sige privat initiativ.

Så vist gælder dette mange af verdens statsledere, og debatten afledes let fra det aktuelle, men skulle man kritisere alle verdens forbrydere, hver gang man kritiserer én, ville enhver kritik være ret umulig. Den slags sammenligninger skøjter i øvrigt som regel let hen over væsentlige forskelle. Pointen er her, at den aktuelle krig ligesom alle verdens konflikter kan forklares med så meget, ikke mindst omverdenens uforstand, men at dét er en helt anden debat end holdningen til en bestemt reaktion på en dum situation. Man kan udmærket forestille sig en anden russisk ledelse med en anden udvej på dagsordenen. Først i bakspejlet virker historien uundgåelig. Ligesom en klog ledelse af Tyskland i mellemkrigstiden udmærket kunne have håndteret landets berettigede uretfærdighedsfølelse mere konstruktivt end Hitler.

Man kan jo også være lige så meget imod befolkningsudskiftning, som Breivik er, og dog af en række grunde undlade hans type handlinger. Tilbage står dog det nævnte rationale, som visse i Enhedslisten vel at mærke kun vil forsvare i forhold til Putin, ikke til Breivik. Man kan jo altid kalkulere med, at én ugerning er nødvendig for at hindre værre. NATO og Rusland er her præcis ligesom Rwandas hutuer og tutsier, hvor den ene må komme den anden i forkøbet for en sikkerheds skyld… Europas historie, ikke mindst de seneste godt 100 år, burde være en stærk medicin mod overlegenhedsteorier, hvad angår de væsentligste karaktertræk. Barbarer med raffineret isenkram er stadig barbarer.

Hvem der er den virkelige aggressor, er selvfølgelig altid en konkret og subjektiv vurdering. I Ukraine forekommer det dog mig ganske klart. På under en uge har Putins krig allerede kostet cirka halvt så mange civile liv som den otteårige konflikt i Østukraine (russere plus ukrainere), der angiveligt er hovedårsagen til angrebet. Så hykleriet er indlysende. Men det er så min vurdering. Det afgørende er her, at alle aspekter kan komme til orde, og EU’s censur af den russiske side er det dummeste, man kan gøre. Særlig hvis man mener at have en stærk sag, er det da kun en fordel, at modparten får lov til at blotte sig. Misinformationen når jo frem til interesserede alligevel, men forbliver så mere uimodsagt. Selv den stærkeste uenighed er aldrig begrundelse for at indskrænke ytringsfriheden. Russerne har skudt sig selv i foden militært og bør også få lov til at gøre det verbalt.

”Ikke flere broderkrige” burde have været devisen for europæerne i bred forstand, men den nuværende russiske ledelse har hermed bevist, at den prioriterer lokal geopolitik højere end europæeres fælles, globalt trængte situation. De Putin-sympatisører (igen i bred forstand), der stadig tydeligvis findes, har håbet og håber stadig på det såkaldte nye højres snart gamle luftkastel om en ”eurosibirisk alliance” over for Syd (og Vest), hvilket da også har forekommet mig besnærende, men hvad mener man dermed konkret? Først og fremmest skal man jo ikke strides indbyrdes. Men at Rusland på en eller anden måde skulle frelse et Europa, der ikke kan frelse sig selv, lyder som en sær gåen over åen efter vand. Ville vi positivt lade os frelse af Rusland, ville vi jo også kunne frelse os selv. Og ligesom det hverken er jøder, amerikanere, muslimer eller for så vidt russere, der ødelægger os, men os selv, må frelsen også først og sidst komme fra os (vest)europæere selv, hvis den overhovedet skal komme, og en positiv følge af den aktuelle konflikt vil måske være, at vi vil fokusere mere på dét i stedet for at sætte lid til magisk indgriben udefra, om det så er fra vest eller øst.