I den franske valgkamp har YouTube sat aldersgrænse på visning af Éric Zemmours videoer. Endnu et eksempel på sociale mediers skæve censur, som er blandt de emner, den amerikanske menneskeretsjurist Suzanne Nossel kommer ind på i et tankevækkende interview med grundlægger af den amerikanske Skeptiker-forening, Michael Shermer. Nossel pointerer rammende, at sociale medier må lære at se deres brugere som kunder, der får samme kundeservice og rettigheder som i andre virksomheder. I dag er det kun de betalende annoncører, der får kundebehandling af SoMe-virksomhederne.

Suzanne Nossel er på de fleste måder en typisk, men fremragende repræsentant for menneskeretsaktivist-segmentet, tidligere leder af amerikansk Amnesty og nu af PEN, viceminister under Obama, i spidsen for seksuelle minoriteters rettigheder i FN-regi, etc. Hun ser også konservative tiltag som mere truende for ytringsfriheden i USA end den woke aktivisme og har det ”beundringsværdige” progressive røntgensyn, der skråsikkert ved, hvornår højreorienterede forsvarere af ytringsfriheden er hyklere.

Alligevel er hendes indlæg tankevækkende, fordi hun principielt repræsenterer den amerikanske ytringsfrihedstradition, der er langt friere end den europæiske. Trods af en familie af jøder flygtet fra nazismen er hun imod den europæiske kriminalisering af historierevisionisme, ligesom ”hadefuld tale” efter hendes mening heller ikke skal være strafværdig, skønt selvfølgelig imødegås i debat. Hun har stor fokus på, hvor ondt blotte ytringer kan gøre, men advarer alligevel om, at så snart en regering definerer en bestemt form for politiske ytringer som ”farlige” og kriminelle, er det forbavsende, hvor meget staten kan indpasse under en “racismeparagraf” efter behov. Stemmer som Nossels på en fremskudt position er desværre en stor mangelvare i europæisk debat.