I dag er det 17 år siden, at Theo van Gogh blev henrettet på åben gade i Amsterdam af en tilvandret muslim.

Jeg skrev i 2004 følgende om drabet på Theo van Gogh:

Nej, vi kan ikke tale om det

Muhammed var ingen profet – Theo van Gogh var en profet. Sådan sagde Geert Wilders da han talte ved Trykkefrihedsselskabets konference i søndags. Uwe Max Jensen fortæller her hele historien om den blodige begivenhed, der for ti år siden ændrede Holland for altid.

Det er 2. november 2004. Klokken er lidt i ni om morgenen, og filminstruktør og klummeskribent Theo van Gogh er på vej på arbejde på cykel. Om van Gogh er urolig og nervøs, mens han cykler gennem Amsterdam, er der ingen, der ved.

To måneder tidligere har hans film Submission – Part 1 med manuskript af den somaliskfødte islamkritiker og medlem af det hollandske parlament – Ayaan Hirsi Ali – haft premiere på hollandsk tv.

Kortfilmen, der indeholder scener, hvor kvindeundertrykkende koranvers er skrevet direkte på nøgne muslimske kvinders kroppe, bliver fordømt i muslimske kredse, og både van Gogh og Hirsi Ali får dødstrusler.

Udadtil slår Theo van Gogh dødstruslerne hen. Han følger heller ikke Ayaan Hirsi Alis råd om at gå under jorden, men fortsætter sit arbejde som hidtil.

I dagene inden 2. november har van Gogh talt med sine nærmeste venner om sin egen begravelse. Ikke fordi han frygter et islamisk attentat; han er bange for at falde ned med flyveren, når han nogen dage senere skal rejse til New York.

Den frygt er ubegrundet. Det er en helt anden skæbne, der indhenter Theo van Gogh, da han cykler op ad Linnaeusstraat i den østlige del af Amsterdam. Den 26-årige hollandsk-marokkansk statsborger og islamist Mohammed Bouyeri er også ude at cykle.

Bouyeri er ikke på vej på arbejde, han har planlagt at slå Theo van Gogh ihjel og siden blive martyr. Da han kommer tæt på van Gogh, affyrer Bouyeri sin pistol. Han rammer van Gogh og to forbipasserende. Hårdt såret løber van Gogh over på den anden side af vejen, hvor han falder om på cykelstien.

Bouyeri er i hælene på Theo van Gogh. Han krydser Linnaeusstraat og står nu over sit offer. Ifølge øjenvidner råber van Gogh: “Nåde, nåde! Vi kan vel tale om det?”

Ordene gør ikke indtryk på Mohammed Bouyeri, der skyder van Gogh flere gange på tæt hold. Med en stor kniv skærer Bouyeri halsen over på van Gogh og forsøger at skære hans hoved af. Det mislykkes, og han hugger i stedet kniven dybt i van Goghs bryst.

Med en mindre kniv fastgør han et fem sider langt brev til van Goghs krop.

Brevet indeholder en dødstrussel til Submissions manuskriptforfatter Ayaan Hirsi Ali.

Brevet indeholder også trusler mod det hollandske parti VVD, hvor Hirsi Ali er medlem, Geert Wilders, politikere i almindelighed, vesten og jøder. Desuden refererer brevet til islamistisk ideologi fra den ekstreme, egyptiske organisation Takfir wal-Hijra.

Mohammed Bouyeri flygter ind i en park overfor gerningsstedet. Han vil være martyr. På sig har han et afskedsdigt med titlen Døbt i blod, der indeholder linjerne:

“Dette er så mine sidste ord…/Med kugler gennemhullet…/Døbt i blod…/Som jeg havde håbet.”

Efter en kort skudveksling med politiet bliver Bouyeri ramt i benet, og politiet kan anholde ham.

Holland koger

Mordet på van Gogh fører til omfattende uroligheder i Holland. Både moskeer og kirker bliver sat i brand i dagene efter terrordrabet.

Under politiets afhøringer forholder Mohammed Bouyeri sig tavs. 11. november 2004 bliver der rejst sigtelse mod Bouyeri for drab, drabsforsøg (på en politibetjent), uagtsomt drabsforsøg (på forbipasserende og politibetjente), overtrædelse af våbenlovgivningen, medlemskab af en terrororganisation (Hofstad Gruppen, red.) samt forsøg på drab med terror som baggrund (Theo van Gogh, parlamentsmedlemmet Ayaan Hirsi Ali med flere).

Som afslutning på retssagen taler Mohammed Bouyeri direkte til Theo van Goghs mor:

“Jeg føler ikke din smerte. Jeg har ingen sympati med dig. Jeg kan ikke have medfølelse med dig, fordi jeg mener, du er vantro.”

“De skal vide, at jeg handlede ud fra min overbevisning, og ikke fordi jeg hadede Deres søn for at være hollænder og for at have krænket mig som marokkaner.

Jeg følte mig aldrig krænket. Og jeg kendte ikke Deres søn. Jeg kan ikke beskylde ham for hykleri, for han var ikke en hykler. Det ved jeg, at han ikke var, og jeg ved, at han var tro mod sin personlige overbevisning.

Så hele den historie om, at jeg følte mig krænket som marokkaner, eller fordi han havde brugt skældsord om mig (Theo van Gogh omtalte ved flere lejligheder muslimer som “gedekneppere”, red.), er noget vås.

Jeg handlede ud fra min tro (islam, red.). Og jeg sagde tilmed, at jeg ville have gjort præcis det samme, hvis det havde været min egen far eller bror. Så der er ingen grund til at mistænke mig for at være sentimental.

Og jeg kan forsikre Dem om, at hvis jeg en dag bliver løsladt, ville jeg gøre nøjagtigt det samme igen. Og med hensyn til Deres kritik, mener De måske muslimer, når De siger marokkanere? Det bebrejder jeg Dem ikke, for den samme lov, som kræver, at jeg skærer halsen over på enhver, der krænker Allah og hans profet, siger, at jeg ikke må slå mig ned i dette land, eller i hvert fald ikke i et land, der går ind for ytringsfrihed, som anklagemyndigheden kalder det.”

26. juli 2005 bliver Mohammed Bouyeri idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.

Ubønhørlig blasfemi

Der er gået små 10 år, siden Theo van Gogh blev myrdet. Jeg er i Holland og befinder mig på Linnaeusstraat. Der er ingen synlige spor efter drabet på Theo van Gogh. På den cykelsti, hvor han udåndede, tonser cyklisterne forbi, som de nu engang gør i det cykelbegejstrede Amsterdam. Men i den nærliggende Oosterpark har venner af Theo van Gogh rejst et monument over kunstneren.

De Schreeuw – Skriget – hedder skulpturen udført af billedhuggeren Jeroen Henneman. Det er trods titlen ikke en Edvard Munch parafrase. Skulpturen henviser til Theo van Gogh, der skriger om nåde. Og så kommer vi måske alligevel tæt på Munch, og den eksistentielle angst, som hans figur skriger ud.

Skulpturen er udført i rustfrit stål og er 4,5 meter høj. Den forestiller Theo van Gogh i profil med åben mund. Afslutningen på skulpturen viser van Gogh med lukket mund. Kritikken er forstummet. Kritikeren gjort tavs.

Det er sandt, hvad angår van Gogh.

Men van Goghs samarbejdspartner Ayaan Hirsi Ali er stadig i live, og hendes islamkritik er stadig konsekvent. I New York var hun til stede ved en visning af Submission, der markerede 10-året for drabet på Theo van Gogh. I den forbindelse sagde hun:

“Islam skal gennemgå en periode af ubønhørlig blasfemi, ligesom kristendommen har.”

Muhammed var ingen profet; Theo van Gogh var en profet

Politikeren Geert Wilders, der også var på Bouyeris dødsliste, er det heller ikke lykkedes at få gjort tavs. Wilders var søndag en af talerne ved Trykkefrihedsselskabets konference på Christiansborg, der markerede 10-året for drabet på Theo van Gogh. Ved den lejlighed sagde Geert Wilders følgende:

“Islam claims that Muhammad was a prophet. But Muhammad was not a prophet; Theo van Gogh was a prophet.

Van Gogh saw what was coming. He spoke out forcefully against the danger of Islamization.

He had also just made a short movie, together with my then colleague Ayaan Hirsi Ali, about the plight of women in Islamic society. The movie was called “Submission.”

That is why he was murdered. His assassination should have been an alarm bell.

Van Gogh warned us in a strong language, as clear as the colors that his great-granduncle Vincent used when painting his landscapes.

He was a brave man. When he realized the danger of Islam, he did not run like a coward.

He would have hated to see how our freedom of speech has been restricted in the ten years since his death.

Ladies and gentlemen, dear friends, the more Islam we get, the less free our societies become. Not only because of the Islamization but also because of the weak appeasers who call themselves politicians.”

(Kilder: Weekendavisen, Tavshedens tyranni af Flemming Rose, researchtur til Amsterdam, Gates of Vienna, Wikipedia)


Se også Danmarks Radio præsenterer ny tv-vært: Muslim, født i Bagdad og kandidat for De Radikale