Den dødelige dosis for forskellig slags narkotika kan ret præcist kvantificeres og er som illustreret på fotoet her. Med den dødelige dosis islam for et samfund er det straks sværere, fordi det afhænger af flere faktorer, og fordi et samfund ikke så meget abrupt dør som gradvist forandres til noget andet end før. Et andet problem er så, at selv en meget lille andel islam i samfundskroppen kan være dødelig eller skadende for mange individer, nemlig volds- og terrorofre, i samfundslegemet.

Ved den tidligere amerikanske udenrigsminister, general Colin Powells død afspejler Jyllands-Posten den generelle opfattelse ved at kalde ham ”manden med den ekstreme troværdighed”.  Det er faktisk en sand karakteristik, for i politik er ry alt. Også selv om flere episoder i Powells liv kunne tilsige en anden dom. Interessant er det, at nogle personer kan træde grundigt i spinaten og stadig agtes, mens andre kan få ret igen og igen og dog forbliver pariaer.

Powell ses som ”sympatisk”, fordi han bekræftede et grundlæggende ideal i det moderne vestlige menneskesyn: At under et tyndt lag er alle mennesker ”ens”. Ikke kun fordi han blev en farvet med succes, men med sin ”midtsøgen”. Berømt blev hans svar på nogle republikaneres anklager om, at Obama er muslim: ”Det korrekte svar er, at han ikke er muslim. Han er kristen og har altid været kristen. Men det virkeligt rette svar er: Hvad så, om han er det? Er der noget galt ved at være muslim i dette land?”

Om der er noget “galt” ved den retning, en muslim leder et land i, må enhver jo selv bedømme, men Powell er jo mere respektløs over for så vel islam som andre religioner end mange ”islamofober” ved åbenbart at mene, at det er helt ligegyldigt, hvilke af dem man tror på. Hvis ikke man antager, at éns tro om end nok så indirekte har konsekvenser, så er den jo bare pjat. Powell kunne jo så mene, at Obama udmærket kunne være en eller anden pjatte-muslim, der ikke tager sin tro alvorligt, men det ville jo heller ikke være pænt.

Powell fremdrog eksempler på muslimer som gode soldater og borgere, og dem skal der såmænd også nok findes mange af. Men det er stadig noget andet end at påstå, at det er ligegyldigt, om islamtroende har større eller mindre indflydelse på samfundets kurs, især om præsidenten er muslim eller ej.  Men ud over at være et spørgsmål om Powells vindende personlige stil er der sært noget i holdningen om religioners ligegyldighed, der virker sympatisk for moderne vesterlændinge, fordi de (med urette) ser sig selv som upåvirkede af religion.

Skal ordene have mening, burde det være klart, at en muslimsk præsident vil have samme dødelige effekt på et vestligt samfund som Carfentanil på fotoet ovenfor. En muslimsk underklasse kan et samfund tåle i større dosis, som heroin. For et samfund som vort, der bevidst prøver at få muslimer ind i lidt højere positioner, er den dødelige islamdosis vel så mere som Fentanyl. Bliver islamiske værdier vitterligt ledestjerne for et vestligt samfunds politik og praksis, er det dødt som vestligt samfund.