Teologien har aldrig tilfredsstillende kunnet bevise troen for dem, der ikke i forvejen har den. Noget lignende forholder det sig samfundsmæssigt, når man skal udrede endelige motiver for aktørers handlinger. Selv med den politiske person, om hvis sind der vel er blevet skrevet flest bøger og afhandlinger, Adolf Hitler, forbliver der uundgåeligt en række skoler. Var han ideologisk motiveret, magtgal, psykisk afvigende, troede han selv på sin ideologi, osv.? Eller kan det hele være sandt på én gang?

For samtiden var den slags dog sekundært. Når tyske tropper rykkede frem gennem Europa, gjaldt det mere om at få våbnene frem end at analysere dybere motiver. Trangen til absolut at skulle ”forstå” fjenden har historisk været en luksus for en fredeligere eftertid, kun i vor tid drukner enhver rettidig omhu i uendelig debat om, hvorvidt man nu yder fjenden retfærdighed. Man vil så gerne tro det bedste, men rettidig omhu kan af natur ikke bevises, og det glistrupske usikkerhedsprincip om muslimers hensigter vil i hvert fald altid være det mindst omkostningstunge.

Forfatteren Sanne Gottlieb har tidligere brilleret med diverse islam-apologetiske udsagn. Senest har hun manet til tvivl om, hvorvidt den muslimske konvertit-terrorist Espen Andersen Bråthen nu også begik mord, fordi han var konverteret til islam, eller fordi han er syg. Hun vil angiveligt ikke retfærdiggøre noget. ”Men når en mand, der har konverteret til islam, begår så horrible drab, er det vigtigt at huske på, at det ikke nødvendigvis er, fordi han er muslim. Jeg skriver det, så du kan holde din indre religionsracist i skak. Vi er nødt til at tro det bedste om andre mennesker – præcis som vi også selv vil mødes med den tro.” (Som Anne Franks holdning ”smuk”, men ikke overlevelsesfremmende).

Kan man forestille sig en debattør ved et mainstreammedie skrive om Anders Breivik: ”Men når en mand, der er indvandringsmodstander, begår så horrible drab, er det vigtigt at huske på, at det ikke nødvendigvis er, fordi han er nationalist. Jeg skriver det, så du kan holde din indre politiske korrekthed i skak. Vi er nødt til at tro det bedste om andre mennesker – præcis som vi også selv vil mødes med den tro.” Nej, vel?

Både Bråthen og Breivik så sig selv motiveret af nogle verdensanskuelser, men det kan jo bare være rationalisering af andre drivkræfter. Akkurat ligesom nazismen kan kaldes et forståeligt, men ekstremt udtryk for tysk revanchisme eller tolkes på talrige andre måder. Som samfundsmedlemmer kan man dog kun handle efter statistiske korrelationer mellem fænomener. Man kan aldrig opnå et bevis. Men ande-testen er også god nok: ”Ligner det en and, svømmer det som en and, og rapper det som en and, så er det sandsynligvis en and.”

Den væsentligste forskel mellem Bråthen og Breivik er, at der er større korrelation mellem førstnævntes opførsel og mange muslimers i vor tid, end der er mellem Breiviks og indvandringskritikeres. Og Bråthen vil kunne finde direkte voldelige opfordringer i sin tros grundskrift, mens Breivik kun ved egne forkvaklede tolkninger kunne udlede sine handlinger af Fjordman. Men Sanne Gottlieb og mainstream vil kun antage islamskepsis, hvis de får et ”nødvendigt bevis”, som tvivlere notorisk aldrig kan få her lige så lidt som med den kristne tro.

Og dog var Gottlieb jo, da hun for et års tid siden opfordrede til en undskyldning for Muhammedtegningerne, ikke i tvivl om, at muslimerne blev ophidsede over disse, fordi de var muslimer (og ikke fx fordi de generelt følte sig ydmyget af Vesten, havde mindreværdskomplekser, eller måske blev tegningerne blot brugt som taktisk påskud). Som hun skrev: ”Det lille sarkastiske, selvfede og på papiret, kristne land, Danmark, forstår ikke, at man kan blive stødt som muslim over en tegning. … Men nogle gange behøver man ikke forstå. Blot acceptere, at man har jokket i spinaten.”

Her er der intet krav om bevis af sammenhænge, ikke engang forståelse, og det viser jo, hvor meget forklaringsmodeller afhænger af partisk indfaldsvinkel. Det er for så vidt legitimt, men der er stadig et krav om gode og konsistente argumenter. Hos Gottlieb er der kun frådende antidansk moralisme. Og det eneste sikre er, at vor tids toneangivende krav om ”beviser” (vel at mærke kun på politisk ukorrekte påstande) aldrig vil blive opfyldt i en sådan grad, at det vender modpartens verdensbillede, men kravet vil lyde, indtil den sidste vantro, der ikke vil underkaste sig, får skåret halsen over med krumsablen.